Gå videre til hovedindholdet

Om tænkning 2

Igennem filosofiens historie har forskellige tænkere forsøgt at finde et sikkert udgangspunkt for tænkningen, fx 'der må have været en første bevæger', 'jeg tænker, altså er jeg', 'verden må have haft en første begyndelse' eller identitetssætningen, 'A=A' og flere andre.

Men intet forsøg har været ubestridt og alle forsøg er tilsyneladende strandet på uovervindelige vanskeligheder.

Hvorfor?

Måske ligger svaret i selve tænkningens natur. Når en tænker foreslår et udgangspunkt, en begyndelse, så er den pågældende tænker så at sige i tanken, udgangspunktet. Men det synes at være tænkningens natur at man derefter så at sige med et billede kan hæve sig over eller betragte udgangspunktet eller den grundlæggende tanke udefra og derved åbnes der mulighed for kritik og usikkerhed om udgangspunktets rigtighed eller rimelighed.

Tænkningens natur synes at være netop det; en søgen efter et fast udgangspunkt eller begyndelse ved en grundlæggende antagelse eller aksiom; for derefter at hæve sig over antagelsen, se den udefra, hvorved man gør antagelsen usikker eller åben for kritik.

Et eksempel kan være at betragte tanken om nødvendigheden af en grundlæggende antagelse ved enhver erkendelse hvilket kan formuleres sådan:

Enhver erkendelse må nødvendigvis gøre en første, grundlæggende antagelse.

Hvis vi betragter denne tanke kan man fx hæve sig over den eller se den udefra ved spørgsmålene:

Hvorfor er det nødvendigt at gøre en første antagelse ved enhver erkendelse? Er denne tanke rigtig eller sand? Hvad er det i givet fald ved den menneskelige tanke eller erkendelse, der gør en sådan antagelse nødvendig?

Måske er formen for den menneskelige erkendelse af typen:

Hvis X er tilfældet, Y, Z osv.

Måske er det ikke muligt for den menneskelige erkendelse at opnå absolut eller ubetvivlelig viden overhovedet men kun - som fx Platon skrev - at nå sandsynlige eller tilnærmede erkendelser.

Og grunden kan være, at for enhver påstand, P, kan - med større eller mindre rimelighed - hævdes den modsatte påstand, non-P, eller ikke-P.

Eller måske er det bare en del af tankens natur; at søge at forstå, men derefter, når man mener at have forstået, at hæve sig over denne forståelse eller tanke og se den udefra, hvorved man kan nå en ny forståelse osv; ikke nødvendigvis som en uendelig regress, men måske som en stadigt dybere forståelse.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …