Gå videre til hovedindholdet

Om tænkning 2

Igennem filosofiens historie har forskellige tænkere forsøgt at finde et sikkert udgangspunkt for tænkningen, fx 'der må have været en første bevæger', 'jeg tænker, altså er jeg', 'verden må have haft en første begyndelse' eller identitetssætningen, 'A=A' og flere andre.

Men intet forsøg har været ubestridt og alle forsøg er tilsyneladende strandet på uovervindelige vanskeligheder.

Hvorfor?

Måske ligger svaret i selve tænkningens natur. Når en tænker foreslår et udgangspunkt, en begyndelse, så er den pågældende tænker så at sige i tanken, udgangspunktet. Men det synes at være tænkningens natur at man derefter så at sige med et billede kan hæve sig over eller betragte udgangspunktet eller den grundlæggende tanke udefra og derved åbnes der mulighed for kritik og usikkerhed om udgangspunktets rigtighed eller rimelighed.

Tænkningens natur synes at være netop det; en søgen efter et fast udgangspunkt eller begyndelse ved en grundlæggende antagelse eller aksiom; for derefter at hæve sig over antagelsen, se den udefra, hvorved man gør antagelsen usikker eller åben for kritik.

Et eksempel kan være at betragte tanken om nødvendigheden af en grundlæggende antagelse ved enhver erkendelse hvilket kan formuleres sådan:

Enhver erkendelse må nødvendigvis gøre en første, grundlæggende antagelse.

Hvis vi betragter denne tanke kan man fx hæve sig over den eller se den udefra ved spørgsmålene:

Hvorfor er det nødvendigt at gøre en første antagelse ved enhver erkendelse? Er denne tanke rigtig eller sand? Hvad er det i givet fald ved den menneskelige tanke eller erkendelse, der gør en sådan antagelse nødvendig?

Måske er formen for den menneskelige erkendelse af typen:

Hvis X er tilfældet, Y, Z osv.

Måske er det ikke muligt for den menneskelige erkendelse at opnå absolut eller ubetvivlelig viden overhovedet men kun - som fx Platon skrev - at nå sandsynlige eller tilnærmede erkendelser.

Og grunden kan være, at for enhver påstand, P, kan - med større eller mindre rimelighed - hævdes den modsatte påstand, non-P, eller ikke-P.

Eller måske er det bare en del af tankens natur; at søge at forstå, men derefter, når man mener at have forstået, at hæve sig over denne forståelse eller tanke og se den udefra, hvorved man kan nå en ny forståelse osv; ikke nødvendigvis som en uendelig regress, men måske som en stadigt dybere forståelse.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…