Gå videre til hovedindholdet

Viden og etik

Hvad er viden og hvad er dens forbindelse, betydning og værdi - om nogen - for det vi kunne kalde vores indre menneskelighed?

Hvad viden egentlig er er der fremkommet en del bud på gennem tiderne. Jeg opfatter viden som viden om noget og dermed om noget værende. 'Det ikke-værende' kan vi ikke have viden om; alene det at formulere begrebet adækvat og præcist er vanskeligt, da ordene 'det' ikke-værende eller 'noget' ikke-værende henviser til noget værende (jf Platons, Sofisten); det ikke-værende kan derfor siges at være et erkendelsesteoretisk grænsebegreb; grænsen for det vi kan have viden om.

Eksisterer viden uafhængigt af den menneskelige tanke, eller er viden snarere intimt knyttet (omend ikke nødvendigvis eksklusivt; man forestiller sig fx ofte en alvidende Gud) til den menneskelige tanke? Her fremkommer også spørgsmålet om menneskets evne og ret til at definere hvad fx viden er; er viden det vi bestemmer det til at være (definition), eller fx den måde vi bruger ordet ( konsensus), fx en fællesbetegnelse eller et begreb, der bruges om mange ting, fx atomfysik og botanik, eller er viden et overmenneskeligt eller måske metafysisk eller transcendentalt begreb eller fænomen?

Hvis vi opfatter viden som intimt knyttet til den menneskelige tanke (ikke nødvendigvis eksklusivt) så opstår videre en almindelig fejlkilde i filosofisk og videnskabelig teori og praksis, nemlig opfattelsen af den objektive betragter af en virkelighed vi står udenfor og betragter objektivt og uden at påvirke. Måske er det mere korrekt at opfatte mennesket og den menneskelige erkendelse som en del af virkeligheden, en virkelighed vi kun kan nærme os en objektiv beskrivelse eller teori om uden at kunne skabe helt objektive eller sikre resultater (evidens eller med Kants ord apodiktisk vished) og ud fra vores personlige tanke og dennes begrænsninger; en virkelighed vi altså er en del af og påvirker også i vores forsøg på at forstå den (sandsynliggjort ved kvanteteorien; at iagttageren påvirker det iagttagne).

Fantasi og fantasifigurer eksisterer ikke som noget fysisk værende (fx enhjørninger eller Rowlings dementorer) men som tanker eller tankebilleder. Ligeledes med fx skønlitteratur (fiktion); fiktive beskrivelser eller handlingsforløb eksisterer ikke som fysiske virkeligheder men som mentale. Derfor medregner jeg fantasi og fiktion til det (mentalt) værende.

Hvad er forbindelsen mellem viden og vores indre menneskelighed?

Med viden kan vi både hjælpe og skade vores medmennesker og naturen og ofte kan den samme viden bruges til begge dele; fx kan viden om bakterier både bruges til fremme af hygiejne og medicin og til biologiske våben; eller viden om atomer kan bruges både til fremstilling af energi eller til udvikling af atomvåben (begge våbentypers udvikling kan dårligt beskrives som andet end forbrydelser mod menneskeheden).

Forbindelsen mellem viden og vores indre menneskelighed kan derfor siges at bestå i videns etiske dimension eller hvordan vi forvalter vores indsigt; om vi søger at hjælpe eller skade andre gennem vores viden.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …