Gå videre til hovedindholdet

Viden og etik

Hvad er viden og hvad er dens forbindelse, betydning og værdi - om nogen - for det vi kunne kalde vores indre menneskelighed?

Hvad viden egentlig er er der fremkommet en del bud på gennem tiderne. Jeg opfatter viden som viden om noget og dermed om noget værende. 'Det ikke-værende' kan vi ikke have viden om; alene det at formulere begrebet adækvat og præcist er vanskeligt, da ordene 'det' ikke-værende eller 'noget' ikke-værende henviser til noget værende (jf Platons, Sofisten); det ikke-værende kan derfor siges at være et erkendelsesteoretisk grænsebegreb; grænsen for det vi kan have viden om.

Eksisterer viden uafhængigt af den menneskelige tanke, eller er viden snarere intimt knyttet (omend ikke nødvendigvis eksklusivt; man forestiller sig fx ofte en alvidende Gud) til den menneskelige tanke? Her fremkommer også spørgsmålet om menneskets evne og ret til at definere hvad fx viden er; er viden det vi bestemmer det til at være (definition), eller fx den måde vi bruger ordet ( konsensus), fx en fællesbetegnelse eller et begreb, der bruges om mange ting, fx atomfysik og botanik, eller er viden et overmenneskeligt eller måske metafysisk eller transcendentalt begreb eller fænomen?

Hvis vi opfatter viden som intimt knyttet til den menneskelige tanke (ikke nødvendigvis eksklusivt) så opstår videre en almindelig fejlkilde i filosofisk og videnskabelig teori og praksis, nemlig opfattelsen af den objektive betragter af en virkelighed vi står udenfor og betragter objektivt og uden at påvirke. Måske er det mere korrekt at opfatte mennesket og den menneskelige erkendelse som en del af virkeligheden, en virkelighed vi kun kan nærme os en objektiv beskrivelse eller teori om uden at kunne skabe helt objektive eller sikre resultater (evidens eller med Kants ord apodiktisk vished) og ud fra vores personlige tanke og dennes begrænsninger; en virkelighed vi altså er en del af og påvirker også i vores forsøg på at forstå den (sandsynliggjort ved kvanteteorien; at iagttageren påvirker det iagttagne).

Fantasi og fantasifigurer eksisterer ikke som noget fysisk værende (fx enhjørninger eller Rowlings dementorer) men som tanker eller tankebilleder. Ligeledes med fx skønlitteratur (fiktion); fiktive beskrivelser eller handlingsforløb eksisterer ikke som fysiske virkeligheder men som mentale. Derfor medregner jeg fantasi og fiktion til det (mentalt) værende.

Hvad er forbindelsen mellem viden og vores indre menneskelighed?

Med viden kan vi både hjælpe og skade vores medmennesker og naturen og ofte kan den samme viden bruges til begge dele; fx kan viden om bakterier både bruges til fremme af hygiejne og medicin og til biologiske våben; eller viden om atomer kan bruges både til fremstilling af energi eller til udvikling af atomvåben (begge våbentypers udvikling kan dårligt beskrives som andet end forbrydelser mod menneskeheden).

Forbindelsen mellem viden og vores indre menneskelighed kan derfor siges at bestå i videns etiske dimension eller hvordan vi forvalter vores indsigt; om vi søger at hjælpe eller skade andre gennem vores viden.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere