Halløj. Mit navn er Hassan Flinq. Jeg er doktor. Spindoktor. Min kone siger, at jeg er så klog at jeg kan undvære hovedet, og derfor tager jeg det nogle gange med på arbejde, andre gange lader jeg det blive hjemme.
Nå, men denne specielle dag mente jeg at jeg ville få brug for det - partiet havde fået en kilden sag som skulle behandles med takt og forsigtighed - så jeg tog det under armen og cyklede den sædvanlige tur ind til Borgen, min arbejdsplads.
Undervejs lettede jeg på hatten og nikkede og smilede og hilste på naboer og venner jeg mødte. Alle smilede og hilste igen.
Den sag jeg hentyder til gik kort sagt ud på, at partiet, Dansk Islamisk Samling, arrangerede fællesbøn i kældrene på Borgen, og at det vi bad om var 90 mandater. Specielt det sidste var faldet nogle for brystet og sagen var altså - kilden.
Jeg havde lagt en klar strategi for pressemødet som vi havde indkaldt til kl 0800, og da jeg var ankommet og så alle de forsamlede journalister, steg mit humør og jeg lettede på hatten, smilede og nikkede og hilste. Partiformanden havde lagt sig syg med dårlig mave, så det var mig der alene skulle svare og forsvare partilinjen og vores handlinger.
Først rejste journalisten fra JP, Thomas 'jep' Nielsen sig og spurgte:
- Frygter I ikke at polarisere Tinget med jeres usædvanlige praksis med fællesbøn før alle debatter i salen?
- Det' bare lige meget, svarede jeg som planlagt.
- Men, sagde han så, - er det ikke betænkeligt at blande politik og religion? Danmark er jo et sækulært land?
- Det' bare lige meget, svarede jeg igen.
Andre journalister tog over, men jeg svarede hele tiden det samme lige meget hvilket spørgsmål jeg fik, min sætning, og Thomas fra JP skruede sig op i et sandt raseri, og der hviskedes ord som 'skandale', 'uhørt' og mindre pæne gloser.
Men jeg red stormen af, gentog igen og igen 'det' bare lige meget' ved det tv transmitterede pressemøde, og da mødet endelig sluttede, gik jeg udenfor, låste min cykel op og cyklede hjemad, idet jeg lettede på hatten og nikkede og smilede til store og små på min vej.
Så var det med et som om cyklen slap asfalten og hævede sig, først lidt, så slap den helt og jeg cyklede og cyklede, nikkede og smilede og hilste, først på mågerne og længere oppe svalerne, jeg cyklede og cyklede, nikkede, smilede og hilste den smukke, nedgående Sol idet jeg sagde, 'det' bare lige meget'.
Kommentarer
Send en kommentar