Gå videre til hovedindholdet

Hjernens, hjertets og kroppens kultur

Hos Platon møder vi den tanke, at det gode liv skabes ved harmoni og ligevægt mellem det sjælelige og det kropslige; eller ved harmoni mellem fornuft og krop.

Måske skulle man til det føje hjertets betydning for det gode liv. Man kunne måske angive det gode liv som harmoni mellem fornuft, følelse og krop; eller udtrykt anderledes; mellem hjernens, hjertets og kroppens kultur.

'Hjertet' bliver jo ofte brugt som billede på kærlighed; eller mere bredt kunne man måske sige, at det vi kalder hjertet i overført betydning er et billede på det etiske og moralske i mennesket.

Hvis vi forstår forskellen mellem det etiske og det moralske i os som henholdsvis sansen for godt og ondt i en universel og evig betydning og evnen til at handle ud fra denne sans eller indsigt, og det moralske som en mere tids- og kulturbestemt sans for godt og ondt og evnen til at handle ud fra denne indsigt, så er det gode og værdige liv måske en syntese eller balance mellem det intellektuelle, det fornuftsprægede og det etiske og moralske og omsorgen for kroppen.

Når jeg udvider Platons tanker om det gode liv til også at rumme det etiske og moralske (hjertet) er det fordi et menneske godt kan være super intelligent og fysisk stærk eller smuk men være et moralsk anløbent eller måske endda et ondt menneske. Og et ondt menneskes liv vil vel ingen kalde godt og værdigt.

Hvis vi opfatter fornuft, hjerte og krop som centrale dele af det at være menneske, så kan man sige, at der er forskel på disse dele uden at de nødvendigvis er modsætninger. En forskel er for eksempel, at vi kan undervise hinanden i fornuft, i rationelle overvejelser og måske endda levere objektiv, rationel viden som ingen kan bestride;

Men ingen kan undervise os i, hvordan vi bliver bedre mennesker, ingen kan hæve andres etiske niveau; det kan vi kun selv ved den erfaring livet efterhånden giver os. Måske kan man angive en retning, for eksempel ved at sige, at enhver bør bevæge sig i retning af kærlighed, barmhjertighed og mildhed, men vejen må vi selv gå. Andre kan højst vise os en dør, som vi dog selv må åbne, som en anden Vandrer mod Lyset-kender engang sagde.

Parallelt kan ingen gøre andres kroppe stærkere ved at træne fysisk for vedkommende. Vi må selv sørge for den fysiske pleje og træning.

Der synes altså at være forskel på hjernens, hjertets og kroppens kultur, men de vekselvirker og deres harmoni og ligevægt kan siges at udgøre væsentlige dele af det gode og værdige liv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst