Gå videre til hovedindholdet

Opsats 34; Det indre og det ydre menneske

Måske havde Platon ret da han skrev, at den ydre, fysiske verden er et billede af en indre, metafysisk verden, det sanselige et billede af det oversanselige.

Måske er også det ydre menneske, din krop og dine handlinger et billede af din sjæl, dit indre. Men billeder kan bedrage. Måske bliver du efter dit ydre bedømt som retfærdig, kærlig og god; og det kan være at du er det.

Men det kan også være et skinbilled. Spørgsmålet er så: Det kan være at du kan bedrage andre; men kan du også bedrage dig selv? Eller rummer du og alle mennesker et ubedrageligt punkt; et billede på hvordan du gerne vil være, et billede af hvem du længes efter at blive?

Hvis ikke du viser hvem du er eller hvordan du gerne vil være, hvis du prøver at bedrage og snyde på vægten; hvordan skal andre så få øje på dig, se dig, elske dig?

Hvad er bedragerens lod andet end ensomhed?

Men måske skærmer du dit hjerte, dit inderste; ikke for at bedrage men fordi du engang er blevet såret, måske dybt, da du viste dit ansigt.

Og så vælger du måske ensomheden.

Men er angsten for smerte ikke den risiko der altid er ved livet og kærligheden? Er den risiko ikke livets og kærlighedens pris? Og det der ikke koster noget er værdiløst?

Hvis livet kun var flødekager og Tivoli og helt uden skygger; ville det så ikke være meningsløst og uden tyngde og dybde og værdi?

Måske er det det der menes med, at jo mere din fred har kostet eller koster, jo dybere skygge dit billede er malet med, jo smukkere og mere kostbart er det.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere