Måske havde Platon ret da han skrev, at den ydre, fysiske verden er et billede af en indre, metafysisk verden, det sanselige et billede af det oversanselige.
Måske er også det ydre menneske, din krop og dine handlinger et billede af din sjæl, dit indre. Men billeder kan bedrage. Måske bliver du efter dit ydre bedømt som retfærdig, kærlig og god; og det kan være at du er det.
Men det kan også være et skinbilled. Spørgsmålet er så: Det kan være at du kan bedrage andre; men kan du også bedrage dig selv? Eller rummer du og alle mennesker et ubedrageligt punkt; et billede på hvordan du gerne vil være, et billede af hvem du længes efter at blive?
Hvis ikke du viser hvem du er eller hvordan du gerne vil være, hvis du prøver at bedrage og snyde på vægten; hvordan skal andre så få øje på dig, se dig, elske dig?
Hvad er bedragerens lod andet end ensomhed?
Men måske skærmer du dit hjerte, dit inderste; ikke for at bedrage men fordi du engang er blevet såret, måske dybt, da du viste dit ansigt.
Og så vælger du måske ensomheden.
Men er angsten for smerte ikke den risiko der altid er ved livet og kærligheden? Er den risiko ikke livets og kærlighedens pris? Og det der ikke koster noget er værdiløst?
Hvis livet kun var flødekager og Tivoli og helt uden skygger; ville det så ikke være meningsløst og uden tyngde og dybde og værdi?
Måske er det det der menes med, at jo mere din fred har kostet eller koster, jo dybere skygge dit billede er malet med, jo smukkere og mere kostbart er det.
Kommentarer
Send en kommentar