Gå videre til hovedindholdet

Våbenkapløb eller afspænding

I dag brød så nyheden om at Rusland forsøger at udvikle transkontinentale ballistiske missiler, der dels skal kunne nå alle egne af Jorden og dels kunne trænge gennem ethvert missilforsvar eller missilskjold.

Dermed er det åbenbart at tøbruddet mellem Øst og Vest i årene 1985-91 var en parantes i den vanvittige historie om menneskers ønske om magt og dominans for enhver - måske menneskehedens - pris.

Atomvåben er bøllestaters forsikring mod intervention udefra og licens til at gøre hvad pokker de vil uden respekt for internationale aftaler og konventioner, og dermed undergraver de den internationale retsorden - i den udstrækning man kan tale om en sådan - og selve menneskehedens sikkerhed.

Hvor stopper det? USA udvikler missilskjold - Rusland udvikler våbensystemer der kan omgå det - næste skridt: USA udvikler andre systemer der kan beskytte mod den nye fare - Rusland (eller andre aktører) udvikler..osv osv.

Dette er et våbenkapløb der dels kræver nærmest uendelige økonomiske ressourcer på et tidspunkt hvor anslået 1 milliard mennesker sulter, dels undergraver menneskehedens eksistens og værdighed.

Hvor stopper det? Stopper det? Er der ingen nedre grænse for hvor dybt vi vil synke?

Hvis vi ikke stopper dette vanvid og lærer at strække hånden ud til forlig og venskab og vilje til at bygge op og ikke rive ned - kan historien om mennesket snart være fortalt til ende.

Hvor stopper vanviddet? Stopper det? Eller stopper det os?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…