Gå videre til hovedindholdet

Det centrale mørke i dag

Da Ardor (Satan) endnu var bundet af mørket og var dets lydige tjener, var han det centrale mørke.

I dag hvor han forlængst er vundet tilbage til lyset og Gud ved Kristi forbøn og menneskers bøn for ham (1912; se Vandrer mod Lyset) og hvor hans forbandelser er brudt, kan vi stille det simple spørgsmål:

Hvor eller hvad er det centrale mørke i dag, og hvordan spreder og eliminerer vi det?

Svaret ligger lige for, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset: 

Det centrale mørke i dag ligger i æteroptegnelserne; dvs de onde begivenheder som Ardor planlagde og nedlagde i æteren omkring Jorden inden han nedbøjet af sorg og anger vendte tilbage til Gud.

For at gøre denne tanke mere anskuelig og vedkommende kan vi nævne flere af disse planer som vi ser så mange steder også i dag:

Terrorangrebene mod USA i 2001, ødelæggelsen af det arabiske forår, den fornyede spænding mellem Øst og Vest og mange mange andre.

Hvis tanken er rigtig og altså æteroptegnelserne er hovedfjenden i dag, det centrale mørke, så melder spørgsmålet sig med det samme:

Hvordan undgår vi at disse katastrofer indtræder som realiteter i vores verden, og hvordan - hvis nogle af dem bliver til virkelighed - mildner vi så konsekvenserne af dem, så så få mennesker som muligt bliver berørt?

Svaret er enkelt:

Tilgivelsen af Ardor - optegnelsernes skaber - er det stærkeste våben mod æteroptegnelsernes katastrofer og elendighed og jo flere der formår at tilgive, jo mindre er risikoen for at de bliver til virkelighed.

Her ligger roden til en løsning. Men hvis det er sådan at flertallet af mennesker endnu ikke kan tilgive og stiller sig helt uforstående overfor selve spørgsmålet og realiteterne bag og flere af æteroptegnelserne bliver virkelighed, hvordan mildner vi så følgerne?

Igen er svaret enkelt:

Katastroferne mildnes bedst ved det enkelte menneskes - og særligt de politiske lederes - skærpede opmærksomhed på samvittighedens stemme - dvs det enkelte menneskes indre sans for godt og ondt.

Æteroptegnelserne starter som regel med at fronter af fjendtlighed bygges op og ofte gennem lang tid hvorefter der kun skal en gnist til at få tingene til at eksplodere; derfor gælder det om ikke at skabe gensidigt uforsonlige fronter og om at tale konflikter ned ved at strække hånden ud til fred og venskab mellem mennesker, nationer og racer og trossamfund og samfundsgrupper.

For vi må ikke glemme, at vi dybest set er brødre og søstre og at hvis der findes en Gud, så er vi alle Hans skabninger og børn.

Vi kan tage våbnet ud af mørkets hænder ved tilgivelse, forbrødring og barmhjertighed; det skylder vi Gud og hinanden!

(For en detaljeret gennemgang af æteroptegnelsernes tilblivelse og natur; se Vandrer mod Lyset)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…