Gå videre til hovedindholdet

Det centrale mørke i dag

Da Ardor (Satan) endnu var bundet af mørket og var dets lydige tjener, var han det centrale mørke.

I dag hvor han forlængst er vundet tilbage til lyset og Gud ved Kristi forbøn og menneskers bøn for ham (1912; se Vandrer mod Lyset) og hvor hans forbandelser er brudt, kan vi stille det simple spørgsmål:

Hvor eller hvad er det centrale mørke i dag, og hvordan spreder og eliminerer vi det?

Svaret ligger lige for, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset: 

Det centrale mørke i dag ligger i æteroptegnelserne; dvs de onde begivenheder som Ardor planlagde og nedlagde i æteren omkring Jorden inden han nedbøjet af sorg og anger vendte tilbage til Gud.

For at gøre denne tanke mere anskuelig og vedkommende kan vi nævne flere af disse planer som vi ser så mange steder også i dag:

Terrorangrebene mod USA i 2001, ødelæggelsen af det arabiske forår, den fornyede spænding mellem Øst og Vest og mange mange andre.

Hvis tanken er rigtig og altså æteroptegnelserne er hovedfjenden i dag, det centrale mørke, så melder spørgsmålet sig med det samme:

Hvordan undgår vi at disse katastrofer indtræder som realiteter i vores verden, og hvordan - hvis nogle af dem bliver til virkelighed - mildner vi så konsekvenserne af dem, så så få mennesker som muligt bliver berørt?

Svaret er enkelt:

Tilgivelsen af Ardor - optegnelsernes skaber - er det stærkeste våben mod æteroptegnelsernes katastrofer og elendighed og jo flere der formår at tilgive, jo mindre er risikoen for at de bliver til virkelighed.

Her ligger roden til en løsning. Men hvis det er sådan at flertallet af mennesker endnu ikke kan tilgive og stiller sig helt uforstående overfor selve spørgsmålet og realiteterne bag og flere af æteroptegnelserne bliver virkelighed, hvordan mildner vi så følgerne?

Igen er svaret enkelt:

Katastroferne mildnes bedst ved det enkelte menneskes - og særligt de politiske lederes - skærpede opmærksomhed på samvittighedens stemme - dvs det enkelte menneskes indre sans for godt og ondt.

Æteroptegnelserne starter som regel med at fronter af fjendtlighed bygges op og ofte gennem lang tid hvorefter der kun skal en gnist til at få tingene til at eksplodere; derfor gælder det om ikke at skabe gensidigt uforsonlige fronter og om at tale konflikter ned ved at strække hånden ud til fred og venskab mellem mennesker, nationer og racer og trossamfund og samfundsgrupper.

For vi må ikke glemme, at vi dybest set er brødre og søstre og at hvis der findes en Gud, så er vi alle Hans skabninger og børn.

Vi kan tage våbnet ud af mørkets hænder ved tilgivelse, forbrødring og barmhjertighed; det skylder vi Gud og hinanden!

(For en detaljeret gennemgang af æteroptegnelsernes tilblivelse og natur; se Vandrer mod Lyset)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d