Gå videre til hovedindholdet

Erkendelse og viden

Definitioner og forklaringer:

1. Ved viden forstår jeg resultatet af erkendelse af fortidige eller nutidige fænomener.

2. Ved fænomener forstår jeg det der eksisterer nu eller i fortiden. Fænomener er knyttet til årsager i fortiden og er selv årsag til fremtidige fænomener eller virkninger.

3. Årsager giver bestemte virkninger ved lovmæssigheder. Lovmæssigheder kan både være naturlove eller andre love.

3a. Fx er tyngdekraftens virkning på stoffet en naturlov mens et lands politiske styre og processer ikke er resultater af naturlove.

4. Årsager kan ved lovmæssigheder både skabe virkninger (fænomener) med nødvendighed eller ikke-nødvendighed.

4a. Fx kan det antages at tanken og viljen er frie og skaber tanker og handlinger frit men dog adlydende bestemte men ukendte love (fx love for associationer, motivdannelse o lign).

5. Erkendelse kan også medføre viden om de lovmæssigheder der forbinder årsag og virkning.

6. Erkendelse og den derved opnåede viden kan være objektiv, videnskabelig og personuafhængig (fx gennem eksperimenter der kan gennemføres af alle og som giver samme resultat uanset hvem der gennemfører det), eller den kan være subjektiv, personlig og personafhængig.

7. Den subjektive erkendelse kan også kaldes overbevisning, værdidomme af fænomener (godt, dårligt, smukt, grimt osv) eller generelt al erkendelse der ikke kan verificeres objektivt, videnskabeligt og personuafhængigt.

8. Kilden til både objektiv og subjektiv erkendelse og viden er iagttagelse af fænomener. Ved iagttagelse af fænomener mener jeg både iagttagelse ved sansning og ved tankens iagttagelse.

8a. Til erkendelse gennem iagttagelse af fænomener ved sansning hører et tankearbejde.

8b. Tankens iagttagelse er fx iagttagelse af abstrakte, ikke-sansbare, begreber, principper, lovmæssigheder o lign som for eksempel eksistens, tanken selv, viljen, tyngdekraften (lovene for tyngdekraftens virkning på stoffet, ikke selve virkningerne) o lign.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …