Gå videre til hovedindholdet

Erkendelse og viden

Definitioner og forklaringer:

1. Ved viden forstår jeg resultatet af erkendelse af fortidige eller nutidige fænomener.

2. Ved fænomener forstår jeg det der eksisterer nu eller i fortiden. Fænomener er knyttet til årsager i fortiden og er selv årsag til fremtidige fænomener eller virkninger.

3. Årsager giver bestemte virkninger ved lovmæssigheder. Lovmæssigheder kan både være naturlove eller andre love.

3a. Fx er tyngdekraftens virkning på stoffet en naturlov mens et lands politiske styre og processer ikke er resultater af naturlove.

4. Årsager kan ved lovmæssigheder både skabe virkninger (fænomener) med nødvendighed eller ikke-nødvendighed.

4a. Fx kan det antages at tanken og viljen er frie og skaber tanker og handlinger frit men dog adlydende bestemte men ukendte love (fx love for associationer, motivdannelse o lign).

5. Erkendelse kan også medføre viden om de lovmæssigheder der forbinder årsag og virkning.

6. Erkendelse og den derved opnåede viden kan være objektiv, videnskabelig og personuafhængig (fx gennem eksperimenter der kan gennemføres af alle og som giver samme resultat uanset hvem der gennemfører det), eller den kan være subjektiv, personlig og personafhængig.

7. Den subjektive erkendelse kan også kaldes overbevisning, værdidomme af fænomener (godt, dårligt, smukt, grimt osv) eller generelt al erkendelse der ikke kan verificeres objektivt, videnskabeligt og personuafhængigt.

8. Kilden til både objektiv og subjektiv erkendelse og viden er iagttagelse af fænomener. Ved iagttagelse af fænomener mener jeg både iagttagelse ved sansning og ved tankens iagttagelse.

8a. Til erkendelse gennem iagttagelse af fænomener ved sansning hører et tankearbejde.

8b. Tankens iagttagelse er fx iagttagelse af abstrakte, ikke-sansbare, begreber, principper, lovmæssigheder o lign som for eksempel eksistens, tanken selv, viljen, tyngdekraften (lovene for tyngdekraftens virkning på stoffet, ikke selve virkningerne) o lign.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere