Gå videre til hovedindholdet

Erkendelse og viden

Definitioner og forklaringer:

1. Ved viden forstår jeg resultatet af erkendelse af fortidige eller nutidige fænomener.

2. Ved fænomener forstår jeg det der eksisterer nu eller i fortiden. Fænomener er knyttet til årsager i fortiden og er selv årsag til fremtidige fænomener eller virkninger.

3. Årsager giver bestemte virkninger ved lovmæssigheder. Lovmæssigheder kan både være naturlove eller andre love.

3a. Fx er tyngdekraftens virkning på stoffet en naturlov mens et lands politiske styre og processer ikke er resultater af naturlove.

4. Årsager kan ved lovmæssigheder både skabe virkninger (fænomener) med nødvendighed eller ikke-nødvendighed.

4a. Fx kan det antages at tanken og viljen er frie og skaber tanker og handlinger frit men dog adlydende bestemte men ukendte love (fx love for associationer, motivdannelse o lign).

5. Erkendelse kan også medføre viden om de lovmæssigheder der forbinder årsag og virkning.

6. Erkendelse og den derved opnåede viden kan være objektiv, videnskabelig og personuafhængig (fx gennem eksperimenter der kan gennemføres af alle og som giver samme resultat uanset hvem der gennemfører det), eller den kan være subjektiv, personlig og personafhængig.

7. Den subjektive erkendelse kan også kaldes overbevisning, værdidomme af fænomener (godt, dårligt, smukt, grimt osv) eller generelt al erkendelse der ikke kan verificeres objektivt, videnskabeligt og personuafhængigt.

8. Kilden til både objektiv og subjektiv erkendelse og viden er iagttagelse af fænomener. Ved iagttagelse af fænomener mener jeg både iagttagelse ved sansning og ved tankens iagttagelse.

8a. Til erkendelse gennem iagttagelse af fænomener ved sansning hører et tankearbejde.

8b. Tankens iagttagelse er fx iagttagelse af abstrakte, ikke-sansbare, begreber, principper, lovmæssigheder o lign som for eksempel eksistens, tanken selv, viljen, tyngdekraften (lovene for tyngdekraftens virkning på stoffet, ikke selve virkningerne) o lign.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…