Gå videre til hovedindholdet

Åbenbaringen af Gud

Gamle tiders største profeter, Moses, Jesus og Muhammed, forkyndte en magt for hvem mennesker må skælve.

Men forkyndte de Gud?

Af og til forkyndte de Gud som et fundamentalt eksistentielt valg. Til andre tider krævede de underkastelse eller tilbedelse.

Men forkyndte de Gud?

Du, Gud, var det dig de fandt i buldrende torden og ild, dig de fandt i ekstase, dig der greb dem med hænder af stål i rædsel og vanvidsfrygt? Er du en anstødssten hvorover mange snubler og sværdet mod næsten?

Eller er du hånden til hjertet, dig der taler til mig som en tryg varme i mit hjerte, lige her, en varme og en nærhed hvori jeg også fornemmer din Magt og din mildhed?

Er det dig, hvis Magt ikke er buldren, ild og rædsel, men en mild og nær stemme der taler direkte til mit hjerte og kerne? Er det dig der gør min flossede og forrevne sjæl rolig og hel?

Dig frygter jeg ikke, dig elsker jeg!

Er det dig der ikke byder os at dræbe, men at elske, dig der ikke tvinger nogen, dig hvis Magt er kærlighed og frihed?

Er det dig der omgærder enhver med en urørlig zone af respekt og frihed og uendelig kærlighed?

Dig frygter jeg ikke, jeg aner dit dybe, uudgrundelige blik, dybet hvorfra din kærlighed og mildhed strømmer til alle. Nej, dig frygter jeg ikke, dig elsker jeg!

Åbenbar din varme, trygge og nære kærlighed til alle, lad den gro i os og gøre os til bedre og værdige børn af dig.

Brødre og søstre, frygt ikke!

(Note: Med hensyn til Jesus og Muhammed er jeg sikker på - ud fra Vandrer mod Lyset - at de sandheder og det lys de bragte står højere end samtiden og eftertiden tilskrev dem og som er optegnet i Det nye Testamente og Koranen. Med Moses ved jeg ikke)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…