Gå videre til hovedindholdet

Åbenbaringen af Gud

Gamle tiders største profeter, Moses, Jesus og Muhammed, forkyndte en magt for hvem mennesker må skælve.

Men forkyndte de Gud?

Af og til forkyndte de Gud som et fundamentalt eksistentielt valg. Til andre tider krævede de underkastelse eller tilbedelse.

Men forkyndte de Gud?

Du, Gud, var det dig de fandt i buldrende torden og ild, dig de fandt i ekstase, dig der greb dem med hænder af stål i rædsel og vanvidsfrygt? Er du en anstødssten hvorover mange snubler og sværdet mod næsten?

Eller er du hånden til hjertet, dig der taler til mig som en tryg varme i mit hjerte, lige her, en varme og en nærhed hvori jeg også fornemmer din Magt og din mildhed?

Er det dig, hvis Magt ikke er buldren, ild og rædsel, men en mild og nær stemme der taler direkte til mit hjerte og kerne? Er det dig der gør min flossede og forrevne sjæl rolig og hel?

Dig frygter jeg ikke, dig elsker jeg!

Er det dig der ikke byder os at dræbe, men at elske, dig der ikke tvinger nogen, dig hvis Magt er kærlighed og frihed?

Er det dig der omgærder enhver med en urørlig zone af respekt og frihed og uendelig kærlighed?

Dig frygter jeg ikke, jeg aner dit dybe, uudgrundelige blik, dybet hvorfra din kærlighed og mildhed strømmer til alle. Nej, dig frygter jeg ikke, dig elsker jeg!

Åbenbar din varme, trygge og nære kærlighed til alle, lad den gro i os og gøre os til bedre og værdige børn af dig.

Brødre og søstre, frygt ikke!

(Note: Med hensyn til Jesus og Muhammed er jeg sikker på - ud fra Vandrer mod Lyset - at de sandheder og det lys de bragte står højere end samtiden og eftertiden tilskrev dem og som er optegnet i Det nye Testamente og Koranen. Med Moses ved jeg ikke)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst