Gå videre til hovedindholdet

Jødedommens, kristendommens og islams fælles vej

Ved næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog kap. 19, vers 18 som Gud giver Moses, kan det siges, at der derved anvises en vej, som er fælles for jødedom, kristendom og islam:

Kærlighedens vej.

Dette er indlysende gældende for jødedommen, da Mosebøgerne er jødedommens centrale helligtekst, og for kristendommen idet både Jesus og Paulus citerer det som en del af det første og største bud og som 'lovens opfyldelse' og inderste mening.

For islam gælder det, at de i Vesten så smædede begreber som jihad og sharia både kan tolkes negativt som terroristerne gør;

Eller man kan prøve at finde ind til den inderste mening, som jeg tolker som den kamp eller anstrengelse, jihad, det er at holde sig på vejen til Gud, sharia (sharia kan betyde 'vejen til vandhullet' dvs et billede på vejen til Gud) efter at man har overgivet sit inderste hjerte til Gud ved den islamiske trosbekendelse, shahada.

Overgivelsen af hjertet til Gud i islam er parallel til Kristi ord på spørgsmålet om det største bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind' (Matt. Kap. 22, vers 37-38). Dette bud citerer han fra 5. Mosebog kap. 6, vers 5.

Derfor deler jødedom, kristendom og islam kærlighedsbudet, og derfor mener jeg at det er rimeligt at sige, at den vej jødedommen og kristendommen og islam samstemmmende anviser, og som kan danne grundlag for den renaissance vi måske står overfor, kærlighedens genfødsel, eller vores forbrødring og indbyrdes fred, er fælles:

Kærlighedens vej, vejen til Gud, som er kærlighed.

Måske er religion og tro ikke så kompliceret som nogle vil gøre det til med indviklede doktriner og dogmer og tvivlsomme tankebygninger; fx forsoningslæren, tanker om arvesynd osv. Måske er det så enkelt at det kan udtrykkes i et ord: Kærlighed.

Om vi formår at skabe dette nybrud ud fra troens fælles rod, så tro og religion ikke fortsat er en årsag til krig og strid, men bliver en kilde til fred, ligger i vores egne hænder. Vi kan vælge at kaste smuds på hinanden og skabe strid og konflikt og krig efter religionens bogstav, eller vi kan elske hinanden og skabe fred efter dens ånd.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …