Gå videre til hovedindholdet

Metafysikkens krise

Med Kritik der reinen Vernunft (1781 og 1787) åbner Immanuel Kant et tilsyneladende uoverstigeligt svælg mellem det erkendte objekt og det erkendende subjekt gennem ideen om 'tingen-i-sig-selv' (ding-an-sich'); et problem som flere filosoffer siden forsøgte at løse; deriblandt Hegel, der hævdede identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som erkendelsens endemål i den 'absolutte viden' (G. W. F. Hegel: Phaenomenologie des Geistes, 1807).

Ifølge Hartnack gennemspiller forløbet fra Kant til Hegel (Justus Hartnack: Fra Kant til Hegel - en nytolkning, 1979) samtlige logiske muligheder for erkendelsen; fra svælget mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som den ene pol i et spektrum der ender i Hegels identitet mellem de to; to modpoler eller logisk modsatte positioner.

Hele denne bevægelse i filosofien der ikke gav noget sikkert resultat kan ses som årsag til den metafysikkens eller hele filosofiens krise som flere har talt om, og som dermed markerer en krise for den menneskelige erkendelse som sådan, hvis vi betragter filosofien og erkendelsesteorien som grundvidenskab eller metavidenskab, der forsøger at besvare spørgsmålet: Hvad er viden, hvad er dens muligheder og betingelser og hvad er dens begrænsninger?

Den danske Kant- og Hegel- oversætter, Claus Bratt Østergaard, skriver ligefrem i sin introduktion til Hegels Åndens fænomenologi (Phaenomenologie des Geistes) at vi lever i en postmetafysisk tid.

Men - hvis vi udsætter Kants teori for den erkendelsesteoretiske (epistemologiske) test jeg tidligere har forsøgt med Humes erkendelsesteori; at prøve teorien på sig selv; synes problemet at forsvinde.

For hvis der er en uovervindelig afstand mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt og vi indsætter selve erkendelsen som erkendelsens objekt (som Kant forsøger med sin 'copernikanske vending' fra tingene mod erkendelsen eller tanken selv) ville også Kants egen teori om grænsebegrebet 'tingen-i-sig-selv' (noumena) kun være et erkendelsesteoretisk fænomen eller tilsynekomst (Erscheinung) og ikke sandheden eller en gyldig teori eller erkendelse.

Hvis vi hævder at vi kun ser eller erkender fænomener eller tilsynekomster og ikke tingene selv vil også den erkendelse kun være en tilsynekomst og ikke tingen (erkendelsen) selv.

Hvis vi kun kender fænomener eller tilsynekomster ville vi ikke kunne formulere en teori om det, da teorien så selv kun ville være en tilsynekomst og ikke sandheden eller en gyldig teori.

Dermed opløses Kants problem i en selvmodsigelse parallelt til sammenbruddet for Humes erkendelsesteori.

Der er formentlig hverken uoverstigelige svælg mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt (med den konsekvens at vi ingen eksakt viden har) eller identitet mellem de to (alviden). Begrænsningen ligger snarere i at den menneskelige erkendelse til enhver tid er endelig og ikke uendelig.

Med hensyn til Hegels teori om identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt giver det ikke mening at sige at fx jeg er identisk med et andet menneske eller fx en sæl eller abstrakte begreber som fx liv, eksistens, rum, tid osv som jeg forsøger at forstå (erkende).

En sådan teori hører nærmere hjemme i patologien end i filosofien.

(Note: Den samme test jeg her underkaster Kants erkendelsesteori kan - anvendt på min egen erkendelsesteori - siges også at ugyldiggøre den; at hævde som en klar sandhed at al erkendelse rummer 'slør' - både sproglige og tankemæssige - og kun er tilnærmelser og ikke kan bevæge sig hinsides 'de epistemologiske fundamentaler' - er lige så selvmodsigende som Kants 'ding-an-sich' og Humes teori om (sanse-) indtryks (impressions) grundlæggende betydning for erkendelsen)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…