Gå videre til hovedindholdet

Metafysikkens krise

Med Kritik der reinen Vernunft (1781 og 1787) åbner Immanuel Kant et tilsyneladende uoverstigeligt svælg mellem det erkendte objekt og det erkendende subjekt gennem ideen om 'tingen-i-sig-selv' (ding-an-sich'); et problem som flere filosoffer siden forsøgte at løse; deriblandt Hegel, der hævdede identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som erkendelsens endemål i den 'absolutte viden' (G. W. F. Hegel: Phaenomenologie des Geistes, 1807).

Ifølge Hartnack gennemspiller forløbet fra Kant til Hegel (Justus Hartnack: Fra Kant til Hegel - en nytolkning, 1979) samtlige logiske muligheder for erkendelsen; fra svælget mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som den ene pol i et spektrum der ender i Hegels identitet mellem de to; to modpoler eller logisk modsatte positioner.

Hele denne bevægelse i filosofien der ikke gav noget sikkert resultat kan ses som årsag til den metafysikkens eller hele filosofiens krise som flere har talt om, og som dermed markerer en krise for den menneskelige erkendelse som sådan, hvis vi betragter filosofien og erkendelsesteorien som grundvidenskab eller metavidenskab, der forsøger at besvare spørgsmålet: Hvad er viden, hvad er dens muligheder og betingelser og hvad er dens begrænsninger?

Den danske Kant- og Hegel- oversætter, Claus Bratt Østergaard, skriver ligefrem i sin introduktion til Hegels Åndens fænomenologi (Phaenomenologie des Geistes) at vi lever i en postmetafysisk tid.

Men - hvis vi udsætter Kants teori for den erkendelsesteoretiske (epistemologiske) test jeg tidligere har forsøgt med Humes erkendelsesteori; at prøve teorien på sig selv; synes problemet at forsvinde.

For hvis der er en uovervindelig afstand mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt og vi indsætter selve erkendelsen som erkendelsens objekt (som Kant forsøger med sin 'copernikanske vending' fra tingene mod erkendelsen eller tanken selv) ville også Kants egen teori om grænsebegrebet 'tingen-i-sig-selv' (noumena) kun være et erkendelsesteoretisk fænomen eller tilsynekomst (Erscheinung) og ikke sandheden eller en gyldig teori eller erkendelse.

Hvis vi hævder at vi kun ser eller erkender fænomener eller tilsynekomster og ikke tingene selv vil også den erkendelse kun være en tilsynekomst og ikke tingen (erkendelsen) selv.

Hvis vi kun kender fænomener eller tilsynekomster ville vi ikke kunne formulere en teori om det, da teorien så selv kun ville være en tilsynekomst og ikke sandheden eller en gyldig teori.

Dermed opløses Kants problem i en selvmodsigelse parallelt til sammenbruddet for Humes erkendelsesteori.

Der er formentlig hverken uoverstigelige svælg mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt (med den konsekvens at vi ingen eksakt viden har) eller identitet mellem de to (alviden). Begrænsningen ligger snarere i at den menneskelige erkendelse til enhver tid er endelig og ikke uendelig.

Med hensyn til Hegels teori om identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt giver det ikke mening at sige at fx jeg er identisk med et andet menneske eller fx en sæl eller abstrakte begreber som fx liv, eksistens, rum, tid osv som jeg forsøger at forstå (erkende).

En sådan teori hører nærmere hjemme i patologien end i filosofien.

(Note: Den samme test jeg her underkaster Kants erkendelsesteori kan - anvendt på min egen erkendelsesteori - siges også at ugyldiggøre den; at hævde som en klar sandhed at al erkendelse rummer 'slør' - både sproglige og tankemæssige - og kun er tilnærmelser og ikke kan bevæge sig hinsides 'de epistemologiske fundamentaler' - er lige så selvmodsigende som Kants 'ding-an-sich' og Humes teori om (sanse-) indtryks (impressions) grundlæggende betydning for erkendelsen)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…