Gå videre til hovedindholdet

Ondskabens psykologi

Onde handlinger udspringer ofte af smerte og lidelse. Hvis man handler ondt forøges lidelsen, og derved dannes en ond, selvforstærkende cirkel.

Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden.

Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse.

Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde.

Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den.

Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefindende.

Dermed opstår de fejlagtige tanker om 'overmenneskets' påståede (og forkerte) særlige rettigheder idet man glemmer, at sand storhed består i en erkendelse af alle menneskers lighed (mht værdi og ret) og i at elske sin næste som sig selv og ikke at påføre andre lidelser.

Sand storhed viser sig i kærlighed, ikke i overgreb og had.

På samme måde som det onde kan danne ulykkelige, selvforstærkende cirkler hvor en ond handling trækker flere onde gerninger efter sig pgra den øgede smerte og lidelse, kan det gode danne positive 'cirkler' fordi man ved en god gerning vil opleve indre glæde og følelse af mening; der så igen vil inspirere til nye gode gerninger ud fra den indre følelse af glæde og fred.

Konklusionen er altså at både det gode og det onde er selvforstærkende. Det gode tjener vi i frihed og med indre glæde, det onde misbruger os ved at påføre os smerte og ud fra denne smerte tvinge os til at udføre onde gerninger.

Og da det er sådan; da det gode bringer os glæde og fred og beriger os selv og andre, og da det onde giver andre men også os selv lidelser og smerte og da begge kræfter er selvforstærkende så godt føder godt og ondt føder ondt; så må vi sige, at det gode er rationelt og det onde irrationelt og meningsløst.

Disse overvejelser har også betydning i forhold til hvordan vi møder det onde i verden.

Møder vi ondt med ondt fanges vi selv ind i den negative, selvforstærkende cirkel eller voldsspiral hvor det onde i verden forstærkes; hvis vi derimod møder det onde med en mellemmenneskelige kontakt og forståelse og tilgivelse, afbøder vi det onde og drejer det ind i en positiv bane.

Det er det der ligger bag visse filosoffers og religionsstifteres tanker om at møde ondt med godt, og det der gør medfølelse og tilgivelse rationel og meningsfuld, og det som gør had og hævn irrationel og meningsløs.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …