Gå videre til hovedindholdet

Ondskabens psykologi

Onde handlinger udspringer ofte af smerte og lidelse. Hvis man handler ondt forøges lidelsen, og derved dannes en ond, selvforstærkende cirkel.

Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden.

Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse.

Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde.

Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den.

Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefindende.

Dermed opstår de fejlagtige tanker om 'overmenneskets' påståede (og forkerte) særlige rettigheder idet man glemmer, at sand storhed består i en erkendelse af alle menneskers lighed (mht værdi og ret) og i at elske sin næste som sig selv og ikke at påføre andre lidelser.

Sand storhed viser sig i kærlighed, ikke i overgreb og had.

På samme måde som det onde kan danne ulykkelige, selvforstærkende cirkler hvor en ond handling trækker flere onde gerninger efter sig pgra den øgede smerte og lidelse, kan det gode danne positive 'cirkler' fordi man ved en god gerning vil opleve indre glæde og følelse af mening; der så igen vil inspirere til nye gode gerninger ud fra den indre følelse af glæde og fred.

Konklusionen er altså at både det gode og det onde er selvforstærkende. Det gode tjener vi i frihed og med indre glæde, det onde misbruger os ved at påføre os smerte og ud fra denne smerte tvinge os til at udføre onde gerninger.

Og da det er sådan; da det gode bringer os glæde og fred og beriger os selv og andre, og da det onde giver andre men også os selv lidelser og smerte og da begge kræfter er selvforstærkende så godt føder godt og ondt føder ondt; så må vi sige, at det gode er rationelt og det onde irrationelt og meningsløst.

Disse overvejelser har også betydning i forhold til hvordan vi møder det onde i verden.

Møder vi ondt med ondt fanges vi selv ind i den negative, selvforstærkende cirkel eller voldsspiral hvor det onde i verden forstærkes; hvis vi derimod møder det onde med en mellemmenneskelige kontakt og forståelse og tilgivelse, afbøder vi det onde og drejer det ind i en positiv bane.

Det er det der ligger bag visse filosoffers og religionsstifteres tanker om at møde ondt med godt, og det der gør medfølelse og tilgivelse rationel og meningsfuld, og det som gør had og hævn irrationel og meningsløs.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…