Gå videre til hovedindholdet

Ondskabens psykologi

Onde handlinger udspringer ofte af smerte og lidelse. Hvis man handler ondt forøges lidelsen, og derved dannes en ond, selvforstærkende cirkel.

Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden.

Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse.

Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde.

Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den.

Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefindende.

Dermed opstår de fejlagtige tanker om 'overmenneskets' påståede (og forkerte) særlige rettigheder idet man glemmer, at sand storhed består i en erkendelse af alle menneskers lighed (mht værdi og ret) og i at elske sin næste som sig selv og ikke at påføre andre lidelser.

Sand storhed viser sig i kærlighed, ikke i overgreb og had.

På samme måde som det onde kan danne ulykkelige, selvforstærkende cirkler hvor en ond handling trækker flere onde gerninger efter sig pgra den øgede smerte og lidelse, kan det gode danne positive 'cirkler' fordi man ved en god gerning vil opleve indre glæde og følelse af mening; der så igen vil inspirere til nye gode gerninger ud fra den indre følelse af glæde og fred.

Konklusionen er altså at både det gode og det onde er selvforstærkende. Det gode tjener vi i frihed og med indre glæde, det onde misbruger os ved at påføre os smerte og ud fra denne smerte tvinge os til at udføre onde gerninger.

Og da det er sådan; da det gode bringer os glæde og fred og beriger os selv og andre, og da det onde giver andre men også os selv lidelser og smerte og da begge kræfter er selvforstærkende så godt føder godt og ondt føder ondt; så må vi sige, at det gode er rationelt og det onde irrationelt og meningsløst.

Disse overvejelser har også betydning i forhold til hvordan vi møder det onde i verden.

Møder vi ondt med ondt fanges vi selv ind i den negative, selvforstærkende cirkel eller voldsspiral hvor det onde i verden forstærkes; hvis vi derimod møder det onde med en mellemmenneskelige kontakt og forståelse og tilgivelse, afbøder vi det onde og drejer det ind i en positiv bane.

Det er det der ligger bag visse filosoffers og religionsstifteres tanker om at møde ondt med godt, og det der gør medfølelse og tilgivelse rationel og meningsfuld, og det som gør had og hævn irrationel og meningsløs.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…