Gå videre til hovedindholdet

Ondskabens psykologi

Onde handlinger udspringer ofte af smerte og lidelse. Hvis man handler ondt forøges lidelsen, og derved dannes en ond, selvforstærkende cirkel.

Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden.

Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse.

Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde.

Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den.

Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefindende.

Dermed opstår de fejlagtige tanker om 'overmenneskets' påståede (og forkerte) særlige rettigheder idet man glemmer, at sand storhed består i en erkendelse af alle menneskers lighed (mht værdi og ret) og i at elske sin næste som sig selv og ikke at påføre andre lidelser.

Sand storhed viser sig i kærlighed, ikke i overgreb og had.

På samme måde som det onde kan danne ulykkelige, selvforstærkende cirkler hvor en ond handling trækker flere onde gerninger efter sig pgra den øgede smerte og lidelse, kan det gode danne positive 'cirkler' fordi man ved en god gerning vil opleve indre glæde og følelse af mening; der så igen vil inspirere til nye gode gerninger ud fra den indre følelse af glæde og fred.

Konklusionen er altså at både det gode og det onde er selvforstærkende. Det gode tjener vi i frihed og med indre glæde, det onde misbruger os ved at påføre os smerte og ud fra denne smerte tvinge os til at udføre onde gerninger.

Og da det er sådan; da det gode bringer os glæde og fred og beriger os selv og andre, og da det onde giver andre men også os selv lidelser og smerte og da begge kræfter er selvforstærkende så godt føder godt og ondt føder ondt; så må vi sige, at det gode er rationelt og det onde irrationelt og meningsløst.

Disse overvejelser har også betydning i forhold til hvordan vi møder det onde i verden.

Møder vi ondt med ondt fanges vi selv ind i den negative, selvforstærkende cirkel eller voldsspiral hvor det onde i verden forstærkes; hvis vi derimod møder det onde med en mellemmenneskelige kontakt og forståelse og tilgivelse, afbøder vi det onde og drejer det ind i en positiv bane.

Det er det der ligger bag visse filosoffers og religionsstifteres tanker om at møde ondt med godt, og det der gør medfølelse og tilgivelse rationel og meningsfuld, og det som gør had og hævn irrationel og meningsløs.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d