Ud fra tanken om mellempunktet, sandheden i midten (se indlægget 'Mellempunktet (lysets punkt)', tror jeg det er muligt at opstille et ideal for kærligheden ved at sige, at midt mellem følgende to ekstremer, at gøre sig
1) Uundværlig
2) Overflødig
ligger idealet for kærligheden som en gensidig følelse mellem to ligeværdige mennesker.
At gøre sig uundværlig vil i denne sammenhæng sige at overtage en svag parts ret og værdighed og fastholde modparten i svaghed på baggrund af hvilken egen styrke og godhed kan glimre så meget mere - i egen indbildning - i stedet for at søge at fremelske den andens styrke og autonomi.
At gøre sig selv overflødig - ved på overdreven måde netop at fremelske styrke og autonomi - kan på overfladen ligne ægte og uselvisk kærlighed, men er det ikke reelt, da det selvbillede der ligger bag stadig er den urealistiske forestilling om sig selv som det ophøjede og over alle menneskelige behov hævede menneske - en engel eller helgen.
At skubbe et menneske fra svaghed til styrke og værdighed - at tiltro sig denne magt - er en kamoufleret selvovervurdering som kun tilkommer Gud, og som i menneskelig iklædning forudsætter et billede af den anden som svag og med en skrøbelig værdighed.
At se den anden som ligeværdig ligger imidlertid ligefor; for vi mennesker er nok forskellige, men med hensyn til ret, værdighed og værdi er vi lige.
Mellempunktet mellem de to ekstremer - den 'lyse' og den mørke position (jf tanken om mørkets to poler, dets 'lyse' pol og den rent sorte) - vi kan også kalde det balancepunktet og forestille os en line vi går på mellem mørkets to ekstremer, en line med svælg på begge sider, ikke kun i forsøget på at elske rent men generelt i livet - forudsætter i forsøget på at opstille et brugbart ideal for kærligheden netop den lige værdighed, værdi og ret i et gensidigt og jævnbyrdigt forhold - det som mørket søger at bortlyve og forskønne til en misforstået 'omsorg' eller selvhelgengørelse.
1) Uundværlig
2) Overflødig
ligger idealet for kærligheden som en gensidig følelse mellem to ligeværdige mennesker.
At gøre sig uundværlig vil i denne sammenhæng sige at overtage en svag parts ret og værdighed og fastholde modparten i svaghed på baggrund af hvilken egen styrke og godhed kan glimre så meget mere - i egen indbildning - i stedet for at søge at fremelske den andens styrke og autonomi.
At gøre sig selv overflødig - ved på overdreven måde netop at fremelske styrke og autonomi - kan på overfladen ligne ægte og uselvisk kærlighed, men er det ikke reelt, da det selvbillede der ligger bag stadig er den urealistiske forestilling om sig selv som det ophøjede og over alle menneskelige behov hævede menneske - en engel eller helgen.
At skubbe et menneske fra svaghed til styrke og værdighed - at tiltro sig denne magt - er en kamoufleret selvovervurdering som kun tilkommer Gud, og som i menneskelig iklædning forudsætter et billede af den anden som svag og med en skrøbelig værdighed.
At se den anden som ligeværdig ligger imidlertid ligefor; for vi mennesker er nok forskellige, men med hensyn til ret, værdighed og værdi er vi lige.
Mellempunktet mellem de to ekstremer - den 'lyse' og den mørke position (jf tanken om mørkets to poler, dets 'lyse' pol og den rent sorte) - vi kan også kalde det balancepunktet og forestille os en line vi går på mellem mørkets to ekstremer, en line med svælg på begge sider, ikke kun i forsøget på at elske rent men generelt i livet - forudsætter i forsøget på at opstille et brugbart ideal for kærligheden netop den lige værdighed, værdi og ret i et gensidigt og jævnbyrdigt forhold - det som mørket søger at bortlyve og forskønne til en misforstået 'omsorg' eller selvhelgengørelse.
Kommentarer
Send en kommentar