Gå videre til hovedindholdet

Kærlighedens ideal

Ud fra tanken om mellempunktet, sandheden i midten (se indlægget 'Mellempunktet (lysets punkt)', tror jeg det er muligt at opstille et ideal for kærligheden ved at sige, at midt mellem følgende to ekstremer, at gøre sig

1) Uundværlig

2) Overflødig

ligger idealet for kærligheden som en gensidig følelse mellem to ligeværdige mennesker.

At gøre sig uundværlig vil i denne sammenhæng sige at overtage en svag parts ret og værdighed og fastholde modparten i svaghed på baggrund af hvilken egen styrke og godhed kan glimre så meget mere - i egen indbildning - i stedet for at søge at fremelske den andens styrke og autonomi.

At gøre sig selv overflødig - ved på overdreven måde netop at fremelske styrke og autonomi - kan på overfladen ligne ægte og uselvisk kærlighed, men er det ikke reelt, da det selvbillede der ligger bag stadig er den urealistiske forestilling om sig selv som det ophøjede og over alle menneskelige behov hævede menneske - en engel eller helgen.

At skubbe et menneske fra svaghed til styrke og værdighed - at tiltro sig denne magt - er en kamoufleret selvovervurdering som kun tilkommer Gud, og som i menneskelig iklædning forudsætter et billede af den anden som svag og med en skrøbelig værdighed.

At se den anden som ligeværdig ligger imidlertid ligefor; for vi mennesker er nok forskellige, men med hensyn til ret, værdighed og værdi er vi lige.

Mellempunktet mellem de to ekstremer - den 'lyse' og den mørke position (jf tanken om mørkets to poler, dets 'lyse' pol og den rent sorte) - vi kan også kalde det balancepunktet og forestille os en line vi går på mellem mørkets to ekstremer, en line med svælg på begge sider, ikke kun i forsøget på at elske rent men generelt i livet - forudsætter i forsøget på at opstille et brugbart ideal for kærligheden netop den lige værdighed, værdi og ret i et gensidigt og jævnbyrdigt forhold - det som mørket søger at bortlyve og forskønne til en misforstået 'omsorg' eller selvhelgengørelse.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…