Gå videre til hovedindholdet

Kærlighedens ideal

Ud fra tanken om mellempunktet, sandheden i midten (se indlægget 'Mellempunktet (lysets punkt)', tror jeg det er muligt at opstille et ideal for kærligheden ved at sige, at midt mellem følgende to ekstremer, at gøre sig

1) Uundværlig

2) Overflødig

ligger idealet for kærligheden som en gensidig følelse mellem to ligeværdige mennesker.

At gøre sig uundværlig vil i denne sammenhæng sige at overtage en svag parts ret og værdighed og fastholde modparten i svaghed på baggrund af hvilken egen styrke og godhed kan glimre så meget mere - i egen indbildning - i stedet for at søge at fremelske den andens styrke og autonomi.

At gøre sig selv overflødig - ved på overdreven måde netop at fremelske styrke og autonomi - kan på overfladen ligne ægte og uselvisk kærlighed, men er det ikke reelt, da det selvbillede der ligger bag stadig er den urealistiske forestilling om sig selv som det ophøjede og over alle menneskelige behov hævede menneske - en engel eller helgen.

At skubbe et menneske fra svaghed til styrke og værdighed - at tiltro sig denne magt - er en kamoufleret selvovervurdering som kun tilkommer Gud, og som i menneskelig iklædning forudsætter et billede af den anden som svag og med en skrøbelig værdighed.

At se den anden som ligeværdig ligger imidlertid ligefor; for vi mennesker er nok forskellige, men med hensyn til ret, værdighed og værdi er vi lige.

Mellempunktet mellem de to ekstremer - den 'lyse' og den mørke position (jf tanken om mørkets to poler, dets 'lyse' pol og den rent sorte) - vi kan også kalde det balancepunktet og forestille os en line vi går på mellem mørkets to ekstremer, en line med svælg på begge sider, ikke kun i forsøget på at elske rent men generelt i livet - forudsætter i forsøget på at opstille et brugbart ideal for kærligheden netop den lige værdighed, værdi og ret i et gensidigt og jævnbyrdigt forhold - det som mørket søger at bortlyve og forskønne til en misforstået 'omsorg' eller selvhelgengørelse.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…