Gå videre til hovedindholdet

Om frihed og tvang

Kun den frihed der gror frem indefra er bæredygtig og har varig værdi

Kan man forestille sig noget mere selvmodsigende end en frihed der søges indført ved tvang?

Ikke desto mindre er det det den vestlige verden forsøger med sine militære interventioner mange steder i verden, interventioner der på overfladen og i retorikken handler om eksport af vestlige værdier som frihed og menneskerettigheder - men som reelt handler om egen vinding og magt.

Først skal man være opmærksom på at hvis vi truer andre lande militært, så vil ethvert land søge at beskytte sig militært, hvilket med matematisk sikkerhed fører til våbenkapløb og terrorbalance og ufred.

De enkelte lande i en verden der regeres af 'den største hammer' vil efterhånden dræne de offentlige kasser da terrorbalancen og dermed udgifterne til militæret skruer opad når spændingerne øges, og potentielt ødelægger dette kapløb nationer og imperier; udover af de rent militære aspekter også på grund af de økonomiske omkostninger ved kapløbet.

Og hvor er ideer om frihed og menneskerettigheder eller bare den økonomiske rationalitet og nationernes interesser i dette?

For det andet skal man vide, at den frihed man søger at tvinge andre til at acceptere og respektere ingen værdi har og at den ikke kan opretholdes - fordi den mangler den indre basis som kun kan skabes indefra ved individernes indre og legitime og i sidste ende uovervindelige trang til frihed og magt over eget liv.

Man kan trælbinde et folk for en tid, men før eller senere bryder frihedens indre kilde gennem alle ydre forhindringer og skyller dem væk.

Den frihed man søger fx ved militære interventioner at påtvinge andre er og bliver noget udvendigt, noget der ikke er smeltet sammen med det enkelte folks og individers karakter - og derfor er den ikke bæredygtig og kan fejes væk ved det mindste stød af tyranner af enhver art.

Og derfor er det så meningsløst at kæmpe militært for frihed. Krigen korrumperer og ødelægger det man kæmper for og det ødelægger også de krigsførende (og måske sejrende) nationer og imperier økonomisk og menneskeligt og er derfor ikke i nogens interesse.

Friheden og respekten for menneskerettigheder må langsomt gro frem indefra; ved at søge at påtvinge andre disse værdier ødelægger vi noget af det mest værdifulde mennesker har udtænkt.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...