Gå videre til hovedindholdet

Sammenfatning af en universel og rationel etik - den empatiske etik

Gør godt mod andre som du ønsker andre skal gøre godt mod dig, og undlad at gøre ondt mod andre som du ønsker andre skal undlade det mod dig, og ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på dig, hvis du var i den andens sted

Den universelle og rationelle etik, uafhængig af tro eller ikke-tro som jeg mener at være nået frem til, kan sammenfattes i disse tre enkle punkter:

1) At behandle nødstedte mennesker som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i samme situation.

Dette indbefatter alle lidende, flygtninge, syge, fattige, hjemløse, udstødte osv.

2) At undlade at tilføje andre smerte og lidelse, fysisk eller psykisk, ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på os selv hvis vi var i den andens sted.

3) At elske hinanden ud fra vores egen længsel efter og behov for kærlighed, og ud fra en erfaring af hvor godt det gør når vi selv elskes.

Disse tre punkter som fungerer både med og uden religiøs bemyndigelse og grundlag mener jeg er etiske forpligtelser hvis større eller mindre efterlevelse kan vise os hvor langt eller hvor kort vi er kommet som individer og samfund.

Vi kunne også kalde denne etik for en empatisk etik, hvor hovedpunktet er at sætte sig i medmenneskets sted.

De tre punkter mener jeg endvidere kan siges at forene næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18) og Den gyldne Regel (gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig; fx Matt. 7, 12 (Bjergprædikenen); tanken findes også i andre traditioner, fx hos Kong-tse), der i en simpel variant kunne lyde:

Giv andre den kærlighed, omsorg, forståelse, rum og respekt du selv ønsker at modtage.

Hvis vi kombinerer denne empatiske etik med mine tanker om gengældelsesloven; at vi vil rammes af de samme lidelser som vi påfører andre, ikke som (guddommelig) straf, men for at vi på egen krop og sind kan forstå hvad vi har gjort i de tilfælde hvor vi ikke kan eller vil forstå og indrømme fejlen (mest udførligt beskrevet i indlægget Om gengældelsesloven); så har vi omridset af en ny universel og rationel etik som dels giver en retning for menneskelivet (ikke at påføre andre lidelser), dels en forståelse af konsekvenserne hvis vi alligevel gør det (gengældelsen).

Med andre ord: Hvis ikke vi i en given valgsituation formår at sætte os i den andens sted og afstår fra at volde andre ondt eller søger at lindre eller helt afhjælpe den lidelse og nød vi bevidner, så tvinger gengældelsen os i den andens sted.

Den korteste formel for den empatiske etik kan udtrykkes sådan:

Behandl medmennesket som du ville ønske at andre ville behandle dig, hvis du var i den andens sted; 

Eller: 

Behandl næsten (medmennesket) som var du i næstens (medmenneskets) sted.

Intet menneske ønsker vel at blive påført lidelse og derfor bør vi selv afstå fra at påføre andre lidelse. Alle ønsker vel kærlighed, lykke og glæde og derfor bør vi søge at bringe andre dette.

Hvis vi medskriver Gud i denne empatiske etik, så synes det at være kernepunktet i Hans opdragelse af os, i hvert fald hvis den religiøse betragtning tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d