Gå videre til hovedindholdet

Mellempunktet (Lysets punkt)

I Afhandling om metoden (1637) prøver Descartes at give en metode, angiveligt baseret på en vision han havde engang han lå i vinterkvarter som soldat, som skulle kunne øge den menneskelige erkendelse væsentligt.

Så vidt jeg kan se lykkedes det ham dog ikke fuldtud at gøre sin metode anskuelig og forståelig; afhandlingen standser ved eksempler på metoden (heller ikke disse er ganske klare) uden at han formulerer det principielle ved sin metode.

Det Descartes mangler er et lys-mørke perspektiv uden hvilket det principielle ikke lader sig forstå og forklare.

Det grundliggende perspektiv er, at mørket, det ondes urkraft (jf Vandrer mod Lyset), har to poler; en pol der giver sig udslag i fænomener, der efterligner lyset og en rent sort pol (jf tidligere skriverier om mørkets "lyse" side og dets rent sorte).

Disse to poler er ekstremer i et spektrum, hvis mellempunkt er lyset. Vi kan også opfatte det som en linje med to yderpunkter med midte i lyset.

Eksempel 1:

Forelskelse - had

Disse to fænomener er yderpunkter på en mørkeskala med mellempunkt eller midte i kærligheden.

Det er måske svært umiddelbart at erkende, at forelskelse er af det onde, men vi har jo talemåden at 'kærlighed ofte bliver til had'.

Dette er forkert. Det er ikke kærlighed men forelskelse, der ofte slår over i had, fordi de dybest set er identiske fænomener blot med forskellige ansigter (mørkets 'lyse' side og dets rent sorte).

Eksempel 2:

Hedonisme (epikuræisme) - askese

Disse to ekstremer har midte eller mellempunkt i mådehold; ikke for meget af noget og ikke for lidt.

Ingen af disse livsholdninger er sunde hvis de dyrkes i ekstremerne; det sunde ligger i mådeholdet.

Gennem filosofiens historie har visse ekstremer - fx radikal empirisme (Locke, Hume) overfor absolut idealisme (Platon, Hegel) - domineret tænkningen; tanker der er dukket op i forskellige perioder og med forskellige ansigter.

Problemet er at sandheden ikke ligger i ekstremerne men midt imellem, som man siger, i mellempunktet, lysets punkt.

Fx er det meningsløst og fører til uoverstigelige vanskeligheder, at sige at al erkendelse er knyttet til sanserne eller modsat til ideerne eller tanken.

Erkendelse bygger på begge dele; et både-og ikke et enten-eller.

Tanken om mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten tror jeg kan udstrækkes til menneskelig adfærd og etik, politik, menneskelig erkendelse og verdens og virkelighedens natur.

Den nøjagtige bestemmelse af mellempunktet (jf også 'den gyldne middelvej' (Aristoteles)) kan være vanskelig og jeg er ikke sikker på at der kan gives en eksakt metode til bestemmelse af det;

Men hvis man ved at det onde har de to nævnte poler og at lyset ligger midt imellem, kan man tænke ekstremerne og søge et beslægtet begreb, fænomen eller princip, der ligger midt imellem disse ekstremer og alligevel er væsensforskellige.

Eksempel 3:

Liberalisme - socialisme

I deres radikale udformning, enten al magt til markedet (en form for anarki; alles kamp mod alle (jf Hobbes, Leviathan); ingen centralmagt) eller til staten (en form for diktatur; al magt til centralmagten), er disse to samfundsmodeller destruktive.

Mellempunktet, et stærkt marked i en stærk stat og med ligevægt mellem de to, er repræsenteret ved den socialdemokratiske eller den socialliberale model.

Jeg tror at dette var hvad Descartes prøvede at formulere: Tanken om og bestemmelsen af mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…