Gå videre til hovedindholdet

Mellempunktet (Lysets punkt)

I Afhandling om metoden (1637) prøver Descartes at give en metode, angiveligt baseret på en vision han havde engang han lå i vinterkvarter som soldat, som skulle kunne øge den menneskelige erkendelse væsentligt.

Så vidt jeg kan se lykkedes det ham dog ikke fuldtud at gøre sin metode anskuelig og forståelig; afhandlingen standser ved eksempler på metoden (heller ikke disse er ganske klare) uden at han formulerer det principielle ved sin metode.

Det Descartes mangler er et lys-mørke perspektiv uden hvilket det principielle ikke lader sig forstå og forklare.

Det grundliggende perspektiv er, at mørket, det ondes urkraft (jf Vandrer mod Lyset), har to poler; en pol der giver sig udslag i fænomener, der efterligner lyset og en rent sort pol (jf tidligere skriverier om mørkets "lyse" side og dets rent sorte).

Disse to poler er ekstremer i et spektrum, hvis mellempunkt er lyset. Vi kan også opfatte det som en linje med to yderpunkter med midte i lyset.

Eksempel 1:

Forelskelse - had

Disse to fænomener er yderpunkter på en mørkeskala med mellempunkt eller midte i kærligheden.

Det er måske svært umiddelbart at erkende, at forelskelse er af det onde, men vi har jo talemåden at 'kærlighed ofte bliver til had'.

Dette er forkert. Det er ikke kærlighed men forelskelse, der ofte slår over i had, fordi de dybest set er identiske fænomener blot med forskellige ansigter (mørkets 'lyse' side og dets rent sorte).

Eksempel 2:

Hedonisme (epikuræisme) - askese

Disse to ekstremer har midte eller mellempunkt i mådehold; ikke for meget af noget og ikke for lidt.

Ingen af disse livsholdninger er sunde hvis de dyrkes i ekstremerne; det sunde ligger i mådeholdet.

Gennem filosofiens historie har visse ekstremer - fx radikal empirisme (Locke, Hume) overfor absolut idealisme (Platon, Hegel) - domineret tænkningen; tanker der er dukket op i forskellige perioder og med forskellige ansigter.

Problemet er at sandheden ikke ligger i ekstremerne men midt imellem, som man siger, i mellempunktet, lysets punkt.

Fx er det meningsløst og fører til uoverstigelige vanskeligheder, at sige at al erkendelse er knyttet til sanserne eller modsat til ideerne eller tanken.

Erkendelse bygger på begge dele; et både-og ikke et enten-eller.

Tanken om mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten tror jeg kan udstrækkes til menneskelig adfærd og etik, politik, menneskelig erkendelse og verdens og virkelighedens natur.

Den nøjagtige bestemmelse af mellempunktet (jf også 'den gyldne middelvej' (Aristoteles)) kan være vanskelig og jeg er ikke sikker på at der kan gives en eksakt metode til bestemmelse af det;

Men hvis man ved at det onde har de to nævnte poler og at lyset ligger midt imellem, kan man tænke ekstremerne og søge et beslægtet begreb, fænomen eller princip, der ligger midt imellem disse ekstremer og alligevel er væsensforskellige.

Eksempel 3:

Liberalisme - socialisme

I deres radikale udformning, enten al magt til markedet (en form for anarki; alles kamp mod alle (jf Hobbes, Leviathan); ingen centralmagt) eller til staten (en form for diktatur; al magt til centralmagten), er disse to samfundsmodeller destruktive.

Mellempunktet, et stærkt marked i en stærk stat og med ligevægt mellem de to, er repræsenteret ved den socialdemokratiske eller den socialliberale model.

Jeg tror at dette var hvad Descartes prøvede at formulere: Tanken om og bestemmelsen af mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…