Gå videre til hovedindholdet

Stof og ånd

Ifølge gængs hjerneforskning forklares det mentale med elektriske og kemiske processer i hjernen. Hvis denne tanke er rigtig, så må konsekvensen være, at vores tanker opstår når de og de elektriske og kemiske processer foregår.

Det vil sige, at de elektriske og kemiske processer er primære og tankerne og det vi kalder vores personlighed eller 'jeg' er sekundære. Tankerne er så et sekundært produkt af de primære elektriske og kemiske processer.

Hvis tanken er rigtig, er det umuligt for os at beslutte at tænke på et givet emne; tanker der fremstår og igangsættes af et jeg, som så må være forskelligt fra de elektriske og kemiske processer, vil være udelukket.

Da det imidlertid er en kendsgerning som enhver kan bekræfte, at vi i hvert fald af og til beslutter os for at overveje, tænke på bestemte ting, må udgangspunktet, at elektriske og kemiske processer er primære og tankerne sekundære, være forkert.

Hvis tanker udelukkende er fysisk funderet og identiske med elektriske og kemiske processer er der ingen plads for et jeg til selv at bestemme hvad vi vil tænke på, til selvstændigt at igangsætte bestemte tankerækker, hvilket er indlysende forkert.

Derfor synes det sikkert, at vores jeg, det selvstændigt tankeskabende jeg, ikke er fysisk funderet gennem eller identisk med elektriske impulser, kemiske processer og blodgennemstrømning gennem visse hjernecentre og altså må være af ikke-fysisk art.

En anden ting er, at det er vanskeligt at forstå hvordan elektriske og kemiske processer og måske blodgennemstrømning i visse af hjernens centrer skulle kunne fremkalde eller være identiske med abstrakte tanker fx om livet og døden og kærligheden og håbet osv.

Den simplest mulige forklaring og antagelse (jf Occams ragekniv; Occams razor) må være, at sådan er det heller ikke. 'Jeget', personligheden, tankerne, det selvbevidste, indre menneske må være af ikke-fysisk eller åndelig art.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d