I den hurtige og overfladiske debat og i de hurtige overskrifter i diskussionen om Vesten og islam er det som om man fra begge sider søger at finde det dårligste og mest kompromitterende om hinanden, en ting der bliver brugt politisk til at skabe et forgiftet miljø mellem 'os og dem'.
Vi i Vesten er dekadente og 'den store satan', muslimer er middelalderlige mørkemænd der kun tænker på at voldtage deres og vores piger og derudover sprænge sig selv og os i luften.
Dog, det ville klæde debatten og skabe en renere atmosfære hvis vi forsøgte at forstå hinanden bedre og ikke altid fremhæve det dårligste hos hinanden.
Islam er langt fra et entydigt begreb eller religion. Jeg opfatter islam som følger:
Med varierende og individuel anstrengelse og alvor (jihad) forsøger den troende muslim at følge den vej (sharia; ordet kan ifølge Nour Tessie Jørgensens artikel på religion.dk fra 2015 oversættes med 'vejen til vandkilden') som er givet med profeten Muhammeds eksempel (sunna, sædvane overleveret gennem hadith, beretninger om hans ord og gerninger) og koranen.
Denne vandring begynder med trosbekendelsen (shahada) og søges efterlevet hver dag hele livet gennem bøn, almisse, faste under Ramadan og pilgrimsfærd til Mekka, islams fem søjler.
Set på denne måde er profeten og koranen helt centrale. Efter min opfattelse er der dog alvorlige problemer med udgangspunktet, hvis vi opfatter profetens eksempel og koranen som sådan. Det skyldes, at jeg opfatter Gud som en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud vi kan være trygge ved og ikke har grund til at frygte. Og ofte er den Gud der træder os imøde i koranen helt anderledes frygtindgydende og rædselsvækkende end en sådan Gud.
Og jeg opfatter langtfra Muhammed som et perfekt menneske der i et og alt er efterlignelsesværdig. Tænk på de mange krige han deltog i og fx plyndringer af karavaner.
Dette siger jeg ikke for at fordømme nogen. Jeg kritiserer ikke mennesker men ideer. Her ideen om koranen som fuldkommen åbenbaring og ideen om Muhammed som et perfekt menneske.
Hvis det har alvor, at Danmark er et kristent land, så er vi i nogenlunde samme situation; vi har en bibel med et helt parallelt Gudsbillede både i det gamle og det nye Testamente; en Gud der fx i 2. Mosebog åbenbarer sig under bulder og brag på Sinajs bjerg til rædsel for de tilstedeværende mennesker, og vi har en evangelisk Jesus-skikkelse som stedvis optræder fordømmende og anklagende overfor mennesker.
Så vi har et fælles problem; vi lever på en overlevering som ikke kan stå for den prøve at undersøge vores åbenbarede tekster ud fra billedet af den trygge, nære og varme Lysets Almagt som er Gud. Forfærdende lidt i de to skrifter, biblen og koranen, bliver tilbage hvis vi undersøger dem ud fra denne formentlig mere sande opfattelse af Gud.
Så måske er det på tide at forlade de gamle eventyr, kristendommen og islam, og vågne op til virkeligheden; men uden at dømme og fordømme hinanden og ikke ud fra en dehumaniserende gensidig chikane og mistro.
Måske er det tiden at forstå, at hvis Gud findes og er Lysets og kærlighedens Almagt, så findes der næppe kun en vej til Ham, og næppe kun en chance; måske findes der ikke kun en vej for alle, men en vej for hvert menneske. Måske fordømmer Gud os ikke, hvis vi ikke lige er helt skarpe på vejen til kærlighed og fred og salighed.
Mange religionsstiftere, Zarathustra, Buddha, Lao-tse, Jesus, Mani og Muhammed postulerer en vej; og måske er det den grundlæggende og skæbnesvangre fejl, der har ført så megen intolerance og ufred med sig; måske er der ikke kun en vej (vores egen) som er den eneste rigtige; måske kan vi finde sammen om at anerkende hver vores ret til at følge det vi hver især finder værdifuldt og i overensstemmelse med vores inderste.
Den vej vi hver især går har ingen ret til at håne eller fordømme. Ingen har ret til at forfølge anderledes tænkende og troende. Hvis Gud altså er den Højeste; Lysets og kærlighedens Almagt. Og hvis Han er det, så er det måske sådan, at det der forener alle veje til Lyset og saligheden, det der er fælles for alle de veje vismænd gennem tiderne har formuleret, kærligheden, den helt almindelige kærlighed mellem mennesker;
Dette er ikke nogen entydig vej, fælles for alle; men en vej som vi som individer giver hver vores unikke præg, som en mønt af guld (kærligheden) vi præger med vores særlige billede; på den måde er kærligheden det materiale vejen er lavet af, grunden under vores fødder.
Kommentarer
Send en kommentar