Gå videre til hovedindholdet

Mennesker og penge

I den politiske debat taler man af og til om, om mennesker kommer før systemet eller omvendt. Et parallelt spørgsmål er: Kommer penge før mennesker eller omvendt? Hvis ja, hvad er så konsekvenserne og bør det være sådan?

At penge af og til kommer før mennesker eller mere præcist menneskelige værdier i os, kan ses af, at nogle gange fristes vi til at ofre indre værdier til fordel for økonomisk gevinst; fx ved at lyve og manipulere andre mennesker eller at drive rovdrift på naturen og hinanden.

Jeg siger ikke, at penge i sig selv er dårligt, men at vi af og til fristes til at kompromittere vores integritet af simpel grådighed.

Hertil kommer kravet om økonomisk vækst, som er integreret i de fleste politiske partiers programmer; helst skal væksten stige år for år eller i hvert fald ikke falde, og et billede på dette kan være det samme som jeg har givet i skriftet, Fredens vision, hvor eskimoen der begynder at løbe og dermed svede må løbe hurtigere for at undgå at sveden fryser til is og således tvinges til at løbe hurtigere og hurtigere fem mod kollapset; enten det menneskelige kollaps eller naturens.

Billedet med den løbende eskimo er særligt illustrativt for de økonomiske bobler, fx it-boblen omkring år 2000 og subprime-krisen i 2008.

Hvis penge er nødvendige så er idealet, for at undgå kollaps, menneskelige eller naturens, måske en jævn og lav vækst og ikke økonomisk acceleration (bobler); et andet billede på usund økonomi (bobler), er en snebold der ruller ned ad et bjerg og bliver til en lavine; lavinen kan startes ved ukloge politiske beslutninger eller er måske en integreret del af det nuværende økonomiske system eller bunder i menneskelig grådighed.

Eller måske er det grundlæggende problem netop som omspurgt i begyndelsen af dette indlæg, at af og til bliver penge et mål i sig selv og ikke et middel til menneskers sikkerhed og opretholdelse af livet eller det gode liv. Altså; penge kommer før mennesker. Hvis penge bliver et mål højere end mennesket, tvinges vi når penge kommer i konflikt med det menneskelige, at vælge pengene og ofre det bedste i os og måske også naturen.

Hvis penge pr definition kommer før mennesker i det kapitalistiske system, så er det måske den afgørende indre brist, og ikke som jeg forstår Marx, den private ejendomsret.

Et tredje billede på boble-økonomien er lemminger, der kollektivt og tilsyneladende uden forklaring kaster sig i druknedøden.

Et fjerde billede er den maniodepressive økonomi; en økonomi, der svinger ukontrolleret mellem høj fart og stilstand.

Et femte billede eller ramme for forståelse er når nye trend bliver mode (massepsykologi) eller når visse online fænomener går viralt fx på sociale medier.

Idealet må være den jævne vækstkurve, den rolige, politisk kontrollerede, linære vækst og ikke sinus-kurve-væksten. Eller med andre ord: Ikke markedskræfternes frie spil (den maniodepressive, ukontrollerede og ukontrollerbare vækst) men den politisk kontrollerede vækst, der tager hensyn til menneskers og naturens kapacitet, muligheder og begrænsninger;  eller igen: Mennesker før penge.

I en dansk kontekst opfatter jeg ud fra disse tanker Socialdemokratiets økonomiske politik som mest ligevægtig og afbalanceret, og den økonomiske politiks yderfløje, Enhedslisten og Liberal Alliance som repræsentanter for den maniodepressive økonomi (Enhedslisten, stilstand, 'depression'; Liberal Alliance, acceleration, ukontrolleret høj fart, 'mani')

I en filosofisk kontekst er yderfløjene markeret ved brudfladen mellem fuldstændig økonomisk regulering ('depression') og helt ureguleret økonomi ('mani'), og måske er det rigtigt at se Karl Marx som repræsentant for det første (Das Kapital) og Adam Smith for det sidste (Wealth of Nations) og den socialdemokratiske tanke om lige dele stat og marked som det afbalancerede midtpunkt.

Sat på en enkel formel skal 'hånden' hverken være usynlig (Smith) eller knyttet (Marx) men fremstrakt.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere