Mennesker og penge

I den politiske debat taler man af og til om, om mennesker kommer før systemet eller omvendt. Et parallelt spørgsmål er: Kommer penge før mennesker eller omvendt? Hvis ja, hvad er så konsekvenserne og bør det være sådan?

At penge af og til kommer før mennesker eller mere præcist menneskelige værdier i os, kan ses af, at nogle gange fristes vi til at ofre indre værdier til fordel for økonomisk gevinst; fx ved at lyve og manipulere andre mennesker eller at drive rovdrift på naturen og hinanden.

Jeg siger ikke, at penge i sig selv er dårligt, men at vi af og til fristes til at kompromittere vores integritet af simpel grådighed.

Hertil kommer kravet om økonomisk vækst, som er integreret i de fleste politiske partiers programmer; helst skal væksten stige år for år eller i hvert fald ikke falde, og et billede på dette kan være det samme som jeg har givet i skriftet, Fredens vision, hvor eskimoen der begynder at løbe og dermed svede må løbe hurtigere for at undgå at sveden fryser til is og således tvinges til at løbe hurtigere og hurtigere fem mod kollapset; enten det menneskelige kollaps eller naturens.

Billedet med den løbende eskimo er særligt illustrativt for de økonomiske bobler, fx it-boblen omkring år 2000 og subprime-krisen i 2008.

Hvis penge er nødvendige så er idealet, for at undgå kollaps, menneskelige eller naturens, måske en jævn og lav vækst og ikke økonomisk acceleration (bobler); et andet billede på usund økonomi (bobler), er en snebold der ruller ned ad et bjerg og bliver til en lavine; lavinen kan startes ved ukloge politiske beslutninger eller er måske en integreret del af det nuværende økonomiske system eller bunder i menneskelig grådighed.

Eller måske er det grundlæggende problem netop som omspurgt i begyndelsen af dette indlæg, at af og til bliver penge et mål i sig selv og ikke et middel til menneskers sikkerhed og opretholdelse af livet eller det gode liv. Altså; penge kommer før mennesker. Hvis penge bliver et mål højere end mennesket, tvinges vi når penge kommer i konflikt med det menneskelige, at vælge pengene og ofre det bedste i os og måske også naturen.

Hvis penge pr definition kommer før mennesker i det kapitalistiske system, så er det måske den afgørende indre brist, og ikke som jeg forstår Marx, den private ejendomsret.

Et tredje billede på boble-økonomien er lemminger, der kollektivt og tilsyneladende uden forklaring kaster sig i druknedøden.

Et fjerde billede er den maniodepressive økonomi; en økonomi, der svinger ukontrolleret mellem høj fart og stilstand.

Et femte billede eller ramme for forståelse er når nye trend bliver mode (massepsykologi) eller når visse online fænomener går viralt fx på sociale medier.

Idealet må være den jævne vækstkurve, den rolige, politisk kontrollerede, linære vækst og ikke sinus-kurve-væksten. Eller med andre ord: Ikke markedskræfternes frie spil (den maniodepressive, ukontrollerede og ukontrollerbare vækst) men den politisk kontrollerede vækst, der tager hensyn til menneskers og naturens kapacitet, muligheder og begrænsninger;  eller igen: Mennesker før penge.

I en dansk kontekst opfatter jeg ud fra disse tanker Socialdemokratiets økonomiske politik som mest ligevægtig og afbalanceret, og den økonomiske politiks yderfløje, Enhedslisten og Liberal Alliance som repræsentanter for den maniodepressive økonomi (Enhedslisten, stilstand, 'depression'; Liberal Alliance, acceleration, ukontrolleret høj fart, 'mani')

I en filosofisk kontekst er yderfløjene markeret ved brudfladen mellem fuldstændig økonomisk regulering ('depression') og helt ureguleret økonomi ('mani'), og måske er det rigtigt at se Karl Marx som repræsentant for det første (Das Kapital) og Adam Smith for det sidste (Wealth of Nations) og den socialdemokratiske tanke om lige dele stat og marked som det afbalancerede midtpunkt.

Sat på en enkel formel skal 'hånden' hverken være usynlig (Smith) eller knyttet (Marx) men fremstrakt.