Gå videre til hovedindholdet

Konstruktive og destruktive ideer i islam

Det er en grundtanke i Vandrer mod Lyset at alle gængse religioner indeholder glimt af sandhed men ofte iblandet mange løgne, fordrejninger og misforståelser. Den samme tanke findes i islam, der hævder en grundlæggende sandhed eller åbenbaring som frem til Muhammeds åbenbaring af koranen gennem ærkeenglen, Gabriel, er blevet fordrejet og forvansket. Således betragtes også kristendommen som en forvansket lære om Gud og det guddommmelige.

Hvis imidlertid Vandrer mod Lyset er sand, så er også islam et eksempel på en fordrejet og forvansket udlægning af det guddommelige. Og at hævde at Vandrer mod Lyset er sand finder jeg rimeligt idet Gud her konsekvent fremstår som Lysets og kærlighedens Almagt, et Væsen der med rimelighed kan opfattes som den Højeste.

Men udover fællespunktet i tanken om alle de fordrejninger gængse religioner rummer (og altså inklusive islam) så er der en fælles opfattelse af Gud som En; ikke to, tre eller mange, men En og kun En. I islam beskrives Gud også ofte som kærlig, retfærdig og barmhjertig; også her er der fælles grund mellem islam og Vandrer mod Lyset.

Disse fællespunkter regner jeg som sande og konstruktive ideer og træk i islam.

Men der er derudover en række alvorlige fordrejninger, løgne og misforståelser i islam som må påtales. Her skal blot nævnes voldelig jihad og stening af utro kvinder samt afhugning af hænder for tyveri.

Med hensyn til den voldelige jihad som i vores tid skyller som en pest gennem verden, så bør mennesker vide, at det teologiske grundlag for dette fænomen ikke holder. Det er - ud fra Vandrer mod Lyset - muligt ret præcist at sige hvad der reelt venter de ulykkeligt stillede mennesker, der udfører selvmordsaktioner.

Ifølge islam venter der de såkaldte martyrer herlighed i Paradis; hvis Vandrer mod Lyset er sand er virkeligheden en anden:

Selvmordsterroristerne bliver ført til et sted hvor de, formentlig i en tilstand hvor det åndelige legeme er formet som en tågeagtig eller røgagtig gestalt som følge af eksplosionen, der således misdanner åndelegemet til en forfærdende skikkelse (det åndelige legeme er efter døden en kopi af det fysiske legeme i dødsøjeblikket); på dette sted, hvor de befinder sig helt alene og i den nævnte skikkelse må de igen og igen i tanken gennemgå det de gjorde, den forfærdelige forbrydelse hvor de måske tog adskillige uskyldige med i døden.

Disse mennesker er ikke fortabte, men deres lidelser er meget store og de vil vedvare indtil den dag og time som af Gud er sat for deres naturlige død, hvorefter en langvarig soning på Jorden må påbegyndes.

Dette bør mennesker vide. Lyt ikke til disse forfærdelige løgne, der prøver at få mennesker til at begå forfærdelige forbrydelser ved falske løfter og løgne.

Der er altså dels gode og konstruktive ideer også i islam, men desto flere falske, løgnagtige og fatale påstande som vi snarest muligt - for menneskers egen skyld - må lægge bag os.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst