Gå videre til hovedindholdet

Der er en mening med alt...

I den sidste tid har vi oplevet et helt nyt fænomen, aldrig set før. Der er selvfølgelig tale om den veritable epidemi af skræmmeklovne. Mediefolk og forskere og politi river sig i håret og mangler en ramme at forstå fænomenet ud fra.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, udtaler Jens Jensen, politifulmægtig et eller andet sted i landet, idet han fortsætter: - Det er ikke som i gamle dage, hvor klovne lo når det gjorde ondt. Disse klovne er onde. Det er ufatteligt!

Hvorvidt der er tale om en tidlig fejring af Haloween, en reklamegimmick for en nyindspilning af Kings gamle trash classic, IT, der er gået viralt men i virkeligheden, eller noget helt tredje kan vi kun gisne om.

Nok er det at konstatere, at de tilsyneladende formerer sig med lynets hast og viser sig snart her, snart der.

Således blev der i går set adskillige på Folketingets talerstol, i søndags på adskillige prædikestole i landets kirker, i fredags i adskillige moskeer rundt om i den arabiske verden, hvor klovne forrettede den traditionelle fredagsbøn, og fænomenet har bredt sig helt ind i det amerikanske valg, hvor en klovn optrådte ved den forrige debat i stedet for Donald Trump. Denne klovn vandrede hvileløst i hælene på Clinton, som dog tog det pænt og ikke lod sig skræmme.

- Jeg tar' dig på kussen, jeg tar' dig på kussen, jeg er berømt, jeg kan tillade mig hvad som helst, hvislede denne klovn, som vi for nemheds skyld kalder Pennywise.

- Det er et modbydeligt fænomen, lyder det fra vores egen Jens Jensen, der afslutter: - Verden er vanvittig, men jeg troede dog ikke at den var så skør. Lad os håbe at alt igen snart falder i lave og klovne igen begynder at grine; også selv om det gør ondt.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere