Gå videre til hovedindholdet

Opsats 38; Underkastelse

Se, mennesker der i angst for det onde bøjer nakken for det. Det onde kræver underkastelse. Det ondes krybende rædsel eller dets utilslørede ansigt som slår mennesker med rædsel. Det æder os hvis vi bøjer os.

Se, mennesker der kaster sig i det ondes pøl af angst for det, og se, dets kongemaske, dets blindende, hypnotiske slangeblik, fuldt af falske løfter; se, mennesker gå under med roterende, blinkende mørkestjerner i øjnene, se dem falde for det ondes løfte om guddommelighed, åh nej, se, de falder.

Se, den skæggede nar med sin kalashnikov og sin koran, se ham halshugge en uskyldig og bagefter knæle i bøn, stadig med våbnet over skuldren, se dette fjols, denne forbryder, denne kriminelle tage liv for at skræmme, forarge og tvinge os til at bøje nakken, underkaste os, ikke Gud, men ondskaben.

Og se, se den krig vi fører mod ondskaben, den krig der gør os selv onde; hvis vi tror at blod er den eneste vej ud af mørket, så går vi ind i det og giver det alle kort på hånden. Blod kvæler den indre stemme, den indre menneskelighed, med blod dræber vi os selv.

Nogle siger at de der taler for fred og tilgivelse og forsoning vælger den nemme vej og de lette løsninger; jeg siger: Det er det sværeste af alt, det kræver al tillid til det gode at lægge våbnene overfor kanonerne og riflerne og tilgive og blive stående uden at vakle i tillid til Guds Almagt og beskyttelse; og det er den eneste vej ud.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst