Gå videre til hovedindholdet

Opsats 38; Underkastelse

Se, mennesker der i angst for det onde bøjer nakken for det. Det onde kræver underkastelse. Det ondes krybende rædsel eller dets utilslørede ansigt som slår mennesker med rædsel. Det æder os hvis vi bøjer os.

Se, mennesker der kaster sig i det ondes pøl af angst for det, og se, dets kongemaske, dets blindende, hypnotiske slangeblik, fuldt af falske løfter; se, mennesker gå under med roterende, blinkende mørkestjerner i øjnene, se dem falde for det ondes løfte om guddommelighed, åh nej, se, de falder.

Se, den skæggede nar med sin kalashnikov og sin koran, se ham halshugge en uskyldig og bagefter knæle i bøn, stadig med våbnet over skuldren, se dette fjols, denne forbryder, denne kriminelle tage liv for at skræmme, forarge og tvinge os til at bøje nakken, underkaste os, ikke Gud, men ondskaben.

Og se, se den krig vi fører mod ondskaben, den krig der gør os selv onde; hvis vi tror at blod er den eneste vej ud af mørket, så går vi ind i det og giver det alle kort på hånden. Blod kvæler den indre stemme, den indre menneskelighed, med blod dræber vi os selv.

Nogle siger at de der taler for fred og tilgivelse og forsoning vælger den nemme vej og de lette løsninger; jeg siger: Det er det sværeste af alt, det kræver al tillid til det gode at lægge våbnene overfor kanonerne og riflerne og tilgive og blive stående uden at vakle i tillid til Guds Almagt og beskyttelse; og det er den eneste vej ud.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...