Gå videre til hovedindholdet

Muhammeds åbenbaringer

Da Muhammed omkring år 610 modtog sin første åbenbaring i en grotte på Hirabjerget ved Mekka var det angiveligt en meget voldsom oplevelse, og han frygtede at han var ved at blive sindssyg, og ville springe ud fra bjerget og i døden.

Men han besindede sig og resultatet blev sura 96 (i den egyptiske standardudgave af koranen).

Selve oplevelsen beskrives ved at han blev holdt i et jerngreb af en engel og hørte ordene, 'Læs op!'.

Hvordan harmonerer denne beskrivelse med opfattelsen af Gud som ikke bare Lysets og kærlighedens Almagt men også Gud som et uendelig mildt Væsen?

Dårligt. Oplevelsen kan siges at være parallel til 2. Mosebogs beskrivelse af Moses åbenbaring på Sinajs bjerg, hvor Gud til skræk og rædsel for de tilstedeværende mennesker stiger ned på bjerget i en uvejrssky. Er det en mild Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, eller er der andre kræfter på spil?

Er Gud når Han åbenbarer sig en kilde til angst og rædsel, eller er de ægte åbenbaringer altid ledsaget af ro og tryghed og fred? Det mener jeg. Derfor kan hverken Moses' eller Muhammeds åbenbaringer have været ægte.

Noget andet er, at Muhammed normalt angives til at have været analfabet. Hvis derfor det han fik åbenbaret af ærkeenglen Gabriel var en (arabisk) tekst (en del af Skriftens Moder; Umal khitab) med ordene 'Læs op!' ville han som analfabet ikke kunne efterkomme opfordringen og læse det åbenbarede.

Generelt er der så mange problemer med både den teologiske forståelse af Gud i islam og koranen - meget sjældent skinner den sande Guds billede igennem, og alt for ofte fremstilles Han som en rædselsvækkende skikkelse -  og med al den vold der i dag udføres i Allahs navn, at islam - som det blev gjort med kristendommen gennem Vandrer mod Lyset - har brug for en gennemgribende kritik og udrensning.

Forfærdende lidt vil kunne stå for en nærmere prøve; en prøve bestående i at se, hvor i skrift og praksis islam og koranen harmonerer med billedet af Gud som Lysets milde men også myndige kærlighedens Almagt, og hvor de ikke gør. Men det er på tide at denne prøve og undersøgelse bliver forsøgt gennemført, hvis ikke vi skal drukne i blod og de gamle løgne og vedblivende skal se Gud taget til indtægt for de forfærdeligste forbrydelser.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere