Gå videre til hovedindholdet

Muhammeds åbenbaringer

Da Muhammed omkring år 610 modtog sin første åbenbaring i en grotte på Hirabjerget ved Mekka var det angiveligt en meget voldsom oplevelse, og han frygtede at han var ved at blive sindssyg, og ville springe ud fra bjerget og i døden.

Men han besindede sig og resultatet blev sura 96 (i den egyptiske standardudgave af koranen).

Selve oplevelsen beskrives ved at han blev holdt i et jerngreb af en engel og hørte ordene, 'Læs op!'.

Hvordan harmonerer denne beskrivelse med opfattelsen af Gud som ikke bare Lysets og kærlighedens Almagt men også Gud som et uendelig mildt Væsen?

Dårligt. Oplevelsen kan siges at være parallel til 2. Mosebogs beskrivelse af Moses åbenbaring på Sinajs bjerg, hvor Gud til skræk og rædsel for de tilstedeværende mennesker stiger ned på bjerget i en uvejrssky. Er det en mild Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, eller er der andre kræfter på spil?

Er Gud når Han åbenbarer sig en kilde til angst og rædsel, eller er de ægte åbenbaringer altid ledsaget af ro og tryghed og fred? Det mener jeg. Derfor kan hverken Moses' eller Muhammeds åbenbaringer have været ægte.

Noget andet er, at Muhammed normalt angives til at have været analfabet. Hvis derfor det han fik åbenbaret af ærkeenglen Gabriel var en (arabisk) tekst (en del af Skriftens Moder; Umal khitab) med ordene 'Læs op!' ville han som analfabet ikke kunne efterkomme opfordringen og læse det åbenbarede.

Generelt er der så mange problemer med både den teologiske forståelse af Gud i islam og koranen - meget sjældent skinner den sande Guds billede igennem, og alt for ofte fremstilles Han som en rædselsvækkende skikkelse -  og med al den vold der i dag udføres i Allahs navn, at islam - som det blev gjort med kristendommen gennem Vandrer mod Lyset - har brug for en gennemgribende kritik og udrensning.

Forfærdende lidt vil kunne stå for en nærmere prøve; en prøve bestående i at se, hvor i skrift og praksis islam og koranen harmonerer med billedet af Gud som Lysets milde men også myndige kærlighedens Almagt, og hvor de ikke gør. Men det er på tide at denne prøve og undersøgelse bliver forsøgt gennemført, hvis ikke vi skal drukne i blod og de gamle løgne og vedblivende skal se Gud taget til indtægt for de forfærdeligste forbrydelser.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere