Gå videre til hovedindholdet

Helvede findes ikke mere

Jeg tror det er rigtigt at sige, at med godt og vel 2 mia mennesker der bekender sig til kristendommen og islam har vi mennesker et skævt forhold til Gud og det guddommelige.

Begge religioner hævder at mennesket eksistentielt er skyldigt, og at vi kun kan håbe på 'Guds nåde' hvis vi skal undgå at komme i helvede.

Men i Vandrer mod Lyset er der gjort nøje rede for det sande forhold: Nemlig at helvede ikke findes mere og da det fandtes var det ikke et sted Gud dømte de ulykkelige fortabte til.

Men for den nøjere redegørelse må der henvises til værket selv.

Kun vil jeg her sige, at den samme Gud som åbenbarer sig for mennesker i Vandrer mod Lyset, har åbenbaret sig for mig personligt, og derfor er jeg fuldstændig sikker på at værket er sandt, også i forhold til det at helvede ikke findes mere, og at det aldrig har været Guds vilje at straffe nogen med evige lidelser.

Den Gud der åbenbarer sig i Vandrer mod Lyset og som har åbenbaret sig for mig på anden vis også er en altbeherskende og uendelig Lysets Magt, men samtidig et uendelig mildt og kærligt Væsen som alle kan være helt trygge ved.

At denne Gud skulle straffe nogen med evige lidelser eller bare straffe overhovedet er helt utænkeligt. Der er - som en kender af Vandrer mod Lyset engang sagde - intet at være bange for.

Alle kan trygt give sig ind under denne Guds hånd, omsorg, Værn og ledelse, og gøre det uden frygt.

Den Gud der har åbenbaret sig for mig, kan åbenbare sig for enhver i tryghed og fred, og da vil man vide, at mine ord er sande.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d