Gå videre til hovedindholdet

Doktor Flinqs anden lykkelige dag

I mit ansvars- og byrdefulde hverv som folkevalgt sniger der sig af og til en forårsdag ind - helt uventet - mellem mørke dages tunge vinter.

Som i dag.

Straks jeg vågnede i morges kunne jeg mærke det helt ud i lilletåen; det her bliver en god dag!

For det første overraskede det mig at jeg ikke var blevet vækket om natten med opkald fra bekymrede partifæller eller dagen før ikke var havnet i en shitstorm på de sociale - nogle vil sige antisociale - medier.

Men det der overraskede mig mest var, at Bertel Haarder ikke var minister.

Jeg har gennem min efterhånden solide erfaring på tinge og i livet i almindelighed erhvervet mig en viden som kan udtrykkes sådan:

1) Den der altid lægger sig fladt ned som et gulvtæppe, ender med at blive foragtet og trådt på

 2) Den der altid står rank i stiv kuling, ender med at knække

 Og syntesen:

3) Den der ved hvornår man skal bøje af og hvornår man skal stå fast - ender som minister

 Nå, men dette var altså min lykkelige dag. Jeg følte velværet og Solen indeni så stærkt lige fra morgenstunden, at jeg fra Folketingets talerstol fremsatte et forslag som jeg længe havde tænkt over og med tiden finpudset - uden på forhånd at orientere gruppen - så heldig og sikker følte jeg mig:

At sikre overskud på statens finanser ved at spille for 100 000 000 000 i Lotto.

Jeg kunne med det samme se en vis tomhed i blikket hos partifæller og modstandere. Herefter begyndte en mumlen der langsomt steg til råben og raseri.

Et enkelt råb i mængden hørte jeg. Det kom fra venstre side i salen, men jeg kunne ikke høre fra hvem:

'For helvede, Flinq, undskyld, hr Flinq, vi ejer Lotto!'

Det lykkedes ikke at dæmpe gemytterne, så jeg gik skuffet ned fra talerstolen inden jeg kunne nå at præsentere mine omhyggelige og detaljerede beregninger og bilag og tankerne bag forslaget.

Så startede shitstormen på Facebook og så endte min lykkelige dag, der igen vendte ansigtet ind mod den nådesløse vinters aften i mit liv som folkevalgt og indvandrer.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere