Syndefaldsmyten og Guds dom (Dommedag)

Et fællespunkt for kristendom og islam er tanken om et oprindeligt fald for mennesket og som konsekvens en enten fremtidig og fælles dommens dag eller en dom straks efter døden, hvor nogle så går ind til den evige frelse, andre til evig fordømmelse og fortabelse.

Mennesket - hævder de to verdensreligioner - er syndigt og hvis ikke vi tror, fortabes vi.

Men disse tanker bunder i en grundlæggende misforståelse; syndefaldsmyten er netop myte og ikke bogstavelig virkelighed:

De der faldt engang var ikke mennesket men nogle af Guds først skabte børn - de ældste (se Vandrer mod Lyset). Mennesket er ikke eksistentielt skyldigt i kraft af en oprindelig synd og ulydighed mod Gud, der af nogle tænkes nedarvet gennem generationerne (arvesynden). Mennesket er eksistentielt uskyldigt;

Og derfor tilkommer det ikke Gud at dømme noget menneske.

Og det gør Han da heller ikke. I Vandrer mod Lyset forklares det indgående, at efter hver inkarnation skal mennesket aflægge regnskab for sit liv; gode og dårlige ting må lægges frem i denne selvgranskningstid; ikke for at pine os men som et led i vores opdragelse. Ved således at forstå hvad vi har gjort af godt og ondt vinder vi åndelig modenhed, myndighed og værdighed;

Og regnskabet aflægges ikke overfor en grusom despot, men overfor en mild og kærlig og tilgivende Gud og Far, der ser på os og vores gode og dårlige gerninger med glæde (de gode tanker og handlinger) og med forståelse for hvor svært det er at være menneske (de onde tanker og gerninger).

Når selvgranskningen er forbi, fælder vi selv dommen, og Gud stadfæster dommen og meddeler os hvad vi i nye inkarnationer skal sone og hvordan vi kan styrke vores vilje til det gode (lyset).

Gud dømmer ingen, Han straffer ingen men opdrager os med myndighed men også med mildhed og barmhjertighed.

Målet med opdragelsen hvis to hovedlove - karmaloven og selvgranskningen - er ikke at straffe og pine os, men at gøre os til modne og myndige personligheder, der ved hvad vi gør og skyer det onde.

Den eneste måde vi kan opnå denne modenhed på er at blive holdt ansvarlige for vores tanker og handlinger.

Det ville være uværdigt hvis vi fremturede i forbrydelser uden konsekvens; som al god og virkelig opdragelse kræver, må der være konsekvens;

Derfor skal vi lide nøjagtig de samme lidelser vi har påført andre (i de tilfælde hvor vi nægter at indrømme vores fejl og søge tilgivelse; se eventuelt tidligere indlæg om gengældelsesloven), og derfor er det nødvendigt at vi gennemgår vores liv på godt og ondt i detaljer efter døden for at forstå hvad vi har gjort.

Selvgranskningen og dommen er altså lige så lidt som gengældelsesloven noget Gud har indstiftet for at straffe og pine os, men er led i Hans opdragelse af os til modne, selvstændige, myndige og værdige personligheder.

Altså: Gud dømmer ingen. Dommedag, hvor Gud tænkes at ville indstævne alle til evig frelse eller fordømmelse, vil aldrig indtræde. Vi dømmer os selv ud fra en gennemgang af vores liv, og Gud stadfæster dommen og konsekvensen.

Den Gud vi på denne måde står til ansvar overfor er ikke en vredens og hævnens Gud og Herre, men en uendeligt kærlig og mild men også myndig Gud, en uendelig Magt, som vi kan være helt trygge ved.

Gud tilgiver alt når vi forstår det onde vi har gjort og angrer, og hævnen tilhører eller tilkommer ikke Ham eller nogen overhovedet.