Gå videre til hovedindholdet

Syndefaldsmyten og Guds dom (Dommedag)

Et fællespunkt for kristendom og islam er tanken om et oprindeligt fald for mennesket og som konsekvens en enten fremtidig og fælles dommens dag eller en dom straks efter døden, hvor nogle så går ind til den evige frelse, andre til evig fordømmelse og fortabelse.

Mennesket - hævder de to verdensreligioner - er syndigt og hvis ikke vi tror, fortabes vi.

Men disse tanker bunder i en grundlæggende misforståelse; syndefaldsmyten er netop myte og ikke bogstavelig virkelighed:

De der faldt engang var ikke mennesket men nogle af Guds først skabte børn - de ældste (se Vandrer mod Lyset). Mennesket er ikke eksistentielt skyldigt i kraft af en oprindelig synd og ulydighed mod Gud, der af nogle tænkes nedarvet gennem generationerne (arvesynden). Mennesket er eksistentielt uskyldigt;

Og derfor tilkommer det ikke Gud at dømme noget menneske.

Og det gør Han da heller ikke. I Vandrer mod Lyset forklares det indgående, at efter hver inkarnation skal mennesket aflægge regnskab for sit liv; gode og dårlige ting må lægges frem i denne selvgranskningstid; ikke for at pine os men som et led i vores opdragelse. Ved således at forstå hvad vi har gjort af godt og ondt vinder vi åndelig modenhed, myndighed og værdighed;

Og regnskabet aflægges ikke overfor en grusom despot, men overfor en mild og kærlig og tilgivende Gud og Far, der ser på os og vores gode og dårlige gerninger med glæde (de gode tanker og handlinger) og med forståelse for hvor svært det er at være menneske (de onde tanker og gerninger).

Når selvgranskningen er forbi, fælder vi selv dommen, og Gud stadfæster dommen og meddeler os hvad vi i nye inkarnationer skal sone og hvordan vi kan styrke vores vilje til det gode (lyset).

Gud dømmer ingen, Han straffer ingen men opdrager os med myndighed men også med mildhed og barmhjertighed.

Målet med opdragelsen hvis to hovedlove - karmaloven og selvgranskningen - er ikke at straffe og pine os, men at gøre os til modne og myndige personligheder, der ved hvad vi gør og skyer det onde.

Den eneste måde vi kan opnå denne modenhed på er at blive holdt ansvarlige for vores tanker og handlinger.

Det ville være uværdigt hvis vi fremturede i forbrydelser uden konsekvens; som al god og virkelig opdragelse kræver, må der være konsekvens;

Derfor skal vi lide nøjagtig de samme lidelser vi har påført andre (i de tilfælde hvor vi nægter at indrømme vores fejl og søge tilgivelse; se eventuelt tidligere indlæg om gengældelsesloven), og derfor er det nødvendigt at vi gennemgår vores liv på godt og ondt i detaljer efter døden for at forstå hvad vi har gjort.

Selvgranskningen og dommen er altså lige så lidt som gengældelsesloven noget Gud har indstiftet for at straffe og pine os, men er led i Hans opdragelse af os til modne, selvstændige, myndige og værdige personligheder.

Altså: Gud dømmer ingen. Dommedag, hvor Gud tænkes at ville indstævne alle til evig frelse eller fordømmelse, vil aldrig indtræde. Vi dømmer os selv ud fra en gennemgang af vores liv, og Gud stadfæster dommen og konsekvensen.

Den Gud vi på denne måde står til ansvar overfor er ikke en vredens og hævnens Gud og Herre, men en uendeligt kærlig og mild men også myndig Gud, en uendelig Magt, som vi kan være helt trygge ved.

Gud tilgiver alt når vi forstår det onde vi har gjort og angrer, og hævnen tilhører eller tilkommer ikke Ham eller nogen overhovedet.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…