Gå videre til hovedindholdet

På bar 2

Nå, men jeg sad så igen på Det rene Vanvid, et eller andet sted skulle jeg jo være, jeg er ikke snobbet, og var faldet i snak med en ung kvinde, der virkede som et fornuftigt menneske, og vi snakkede om vind og vejr og - litteratur.

Jeg sagde med en mine som når man i casino rydder bordet med spar 5:
- Jeg skriver selv. Jeg har lige fået en ide til en ny stor roman.
- Virkelig? Sagde hun og undertrykte et gab. - Har du et emne? En titel?
- Ja! Dødens pølse.

Hun spærrede øjnene op et kort sekund og begyndte så at fnise. Jeg fortsatte:
- Det er en krimi. Kommissæren er en alkoliseret, fraskilt midaldrende mand, som er bange for sine indre dæmoner. Og så samler han på modeltog.

Pigen fnisede igen.

- Og indeni føler han sig som en kvinde men tør ikke sige det til chefen.
- Ha ha.
- Min primære inspiration er Kant.
- Hvem er Kant, spurgte hun og var ved at revne af grin.
- En kendt filosof med speciale i delfiner. Jeg kan også trosbekendelsen.

Pigen vred sig af latter.

- Så du er en kristen forfatter, fremhikstede hun.
- Ja. Min litterære ambition er at skrive bibelen 2. Etteren har solgt overdådigt. Jeg skal bare finde på hvad der skete med Jesus siden hen. Ingen ved det. Ingen ved noget. Ikke en gang Kant. Men jeg er på sporet. Jeg forventer at det bliver en krimi eller endnu bedre en gyser.

Hun rejste sig.

- Jeg ønsker dig held og lykke og glæder mig til at læse din bog, lo hun, gik op til disken og betalte.

- Jeg indlægger biljagter, råber jeg efter hende da hun er på vej ud af døren, - Vejen, sandheden og livet forsvinder rundt om hjørnet på hvinende dæk i en Bentley Coupe, skarpt forfulgt af Kant og Hegel og deres bande i en mere beskeden Maserati, men de er chanceløse..

- Hold op, jeg tisser i bukserne, hyler hun og holder sig på maven. Så er hun væk.

Jeg tænkte: Nej, dette kunne være indledningen: En ukendt kvinde forsvinder ud i mørket en regnfuld nat et sted i provinsen. Ingen ved hvorhen og alle er stort set også ligeglade. Hun forsvinder, lukker sig om en ubærlig smerte, alene med et indre dyb hun er bange for og flygter fra. Som du og jeg. Ja, der var den:

"Det var en mørk og stormfuld aften. Politimester Striks havde snuden i sporet efter universets inderste rædsel, ham selv forklædt som djævelen, da han.."

Fuck, tænkte jeg så, dette kan stå i et tweet (universets inderste rædsel; dig selv forklædt som djævelen). Det bliver kortere og kortere. Jeg må lære at formulere mig med omsvøb, gentagelser, klichéer, tærske langhalm på ideerne, skjule erkendelsen i myter af skræk for ærværdige og magtfulde løgnere, der ikke tåler at blive afsløret og som måske kommer efter mig en dag, og frem for alt undgå at tænke konsekvent og til bunds; ellers bliver jeg aldrig rig og berømt.

Pludselig er der fejl i caféens lydanlæg, der slår over på FM og en råbende stemme spørger:

- HVORFOR TROR DU AT DER ER SÅ MANGE SKRUBBER I ØJEBLIKKET?

Jeg vågner af mine grublerier med et spjæt, tømmer mit glas, betaler ved disken og går ud i sommernatten i den stille by idet jeg undertrykker en trang til at skjule ansigtet i hænderne. 

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…