Gå videre til hovedindholdet

På bar 2

Nå, men jeg sad så igen på Det rene Vanvid, et eller andet sted skulle jeg jo være, jeg er ikke snobbet, og var faldet i snak med en ung kvinde, der virkede som et fornuftigt menneske, og vi snakkede om vind og vejr og - litteratur.

Jeg sagde med en mine som når man i casino rydder bordet med spar 5:
- Jeg skriver selv. Jeg har lige fået en ide til en ny stor roman.
- Virkelig? Sagde hun og undertrykte et gab. - Har du et emne? En titel?
- Ja! Dødens pølse.

Hun spærrede øjnene op et kort sekund og begyndte så at fnise. Jeg fortsatte:
- Det er en krimi. Kommissæren er en alkoliseret, fraskilt midaldrende mand, som er bange for sine indre dæmoner. Og så samler han på modeltog.

Pigen fnisede igen.

- Og indeni føler han sig som en kvinde men tør ikke sige det til chefen.
- Ha ha.
- Min primære inspiration er Kant.
- Hvem er Kant, spurgte hun og var ved at revne af grin.
- En kendt filosof med speciale i delfiner. Jeg kan også trosbekendelsen.

Pigen vred sig af latter.

- Så du er en kristen forfatter, fremhikstede hun.
- Ja. Min litterære ambition er at skrive bibelen 2. Etteren har solgt overdådigt. Jeg skal bare finde på hvad der skete med Jesus siden hen. Ingen ved det. Ingen ved noget. Ikke en gang Kant. Men jeg er på sporet. Jeg forventer at det bliver en krimi eller endnu bedre en gyser.

Hun rejste sig.

- Jeg ønsker dig held og lykke og glæder mig til at læse din bog, lo hun, gik op til disken og betalte.

- Jeg indlægger biljagter, råber jeg efter hende da hun er på vej ud af døren, - Vejen, sandheden og livet forsvinder rundt om hjørnet på hvinende dæk i en Bentley Coupe, skarpt forfulgt af Kant og Hegel og deres bande i en mere beskeden Maserati, men de er chanceløse..

- Hold op, jeg tisser i bukserne, hyler hun og holder sig på maven. Så er hun væk.

Jeg tænkte: Nej, dette kunne være indledningen: En ukendt kvinde forsvinder ud i mørket en regnfuld nat et sted i provinsen. Ingen ved hvorhen og alle er stort set også ligeglade. Hun forsvinder, lukker sig om en ubærlig smerte, alene med et indre dyb hun er bange for og flygter fra. Som du og jeg. Ja, der var den:

"Det var en mørk og stormfuld aften. Politimester Striks havde snuden i sporet efter universets inderste rædsel, ham selv forklædt som djævelen, da han.."

Fuck, tænkte jeg så, dette kan stå i et tweet (universets inderste rædsel; dig selv forklædt som djævelen). Det bliver kortere og kortere. Jeg må lære at formulere mig med omsvøb, gentagelser, klichéer, tærske langhalm på ideerne, skjule erkendelsen i myter af skræk for ærværdige og magtfulde løgnere, der ikke tåler at blive afsløret og som måske kommer efter mig en dag, og frem for alt undgå at tænke konsekvent og til bunds; ellers bliver jeg aldrig rig og berømt.

Pludselig er der fejl i caféens lydanlæg, der slår over på FM og en råbende stemme spørger:

- HVORFOR TROR DU AT DER ER SÅ MANGE SKRUBBER I ØJEBLIKKET?

Jeg vågner af mine grublerier med et spjæt, tømmer mit glas, betaler ved disken og går ud i sommernatten i den stille by idet jeg undertrykker en trang til at skjule ansigtet i hænderne. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst