Gå videre til hovedindholdet

På bar

Her forleden aften eller rettere nat sad jeg på stamstedet, Det rene Vanvid, og i et anfald af selvmedlidenhed fremkaldt af 8 dobbelte Jack Daniels følte jeg et behov for at betro mig til nogen.

Og da der på dette fremskredne tidspunkt ikke var andre end Nicky, bartenderen, måtte han lægge øre til.

- Min kone forstår mig, begyndte jeg tøvende. Jeg kunne se på hans hævede øjenbryn at han ventede en fortsættelse men jeg tav.

- Hvad skal man med clairvoyance og horoskoper, når man som jeg er gift på 15. År, fortsatte jeg efter en lang pause.

- Hå, sagde Nicky, og pudsede et glas så det skinnede uden at se på mig.

- Hun siger, at jeg er en lille skid med et stort ego, og derudover som snydt ud af næsen på min far.

- Hå! Sagde Nicky igen.

- Hun siger at jeg har arvet hans stivsind og ve den der krydser min vej.

Jeg tav. Nicky tav.

- Hun siger at jeg er en falleret forfatter som forbitret ser eller rettere ikke ser den anerkendelse som jeg higer efter men ikke fortjener.

- Hå, hø, sagde Nicky og skænkede endnu en dobbelt da jeg mens jeg snakkede hævede to fingre som et V-tegn.

- Hun siger at hun ikke er min mor. Hun siger at jeg altid stikker hovedet i busken og håber at verden som ved et mirakel vil forsvinde eller blive som jeg ønsker den skal være. Hun siger at jeg er konfliktsky og hellere vil slikke idioterne i røven end at risikere en afvisning eller måske blive forladt. Hun siger at jeg bygger luftkasteller og kalder det litteratur og liv.

- Hæ Hæ,  siger Nicky og slænger viskestykket over skulderen.

- Så kan du sige mig hvad man skal med klarsyn og kloge koner, når man som jeg er gift på 15. År, slutter jeg, skyller det sidste rævepis ned og vakler efter at have betalt videre ud i natten.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere