Gå videre til hovedindholdet

På bar

Her forleden aften eller rettere nat sad jeg på stamstedet, Det rene Vanvid, og i et anfald af selvmedlidenhed fremkaldt af 8 dobbelte Jack Daniels følte jeg et behov for at betro mig til nogen.

Og da der på dette fremskredne tidspunkt ikke var andre end Nicky, bartenderen, måtte han lægge øre til.

- Min kone forstår mig, begyndte jeg tøvende. Jeg kunne se på hans hævede øjenbryn at han ventede en fortsættelse men jeg tav.

- Hvad skal man med clairvoyance og horoskoper, når man som jeg er gift på 15. År, fortsatte jeg efter en lang pause.

- Hå, sagde Nicky, og pudsede et glas så det skinnede uden at se på mig.

- Hun siger, at jeg er en lille skid med et stort ego, og derudover som snydt ud af næsen på min far.

- Hå! Sagde Nicky igen.

- Hun siger at jeg har arvet hans stivsind og ve den der krydser min vej.

Jeg tav. Nicky tav.

- Hun siger at jeg er en falleret forfatter som forbitret ser eller rettere ikke ser den anerkendelse som jeg higer efter men ikke fortjener.

- Hå, hø, sagde Nicky og skænkede endnu en dobbelt da jeg mens jeg snakkede hævede to fingre som et V-tegn.

- Hun siger at hun ikke er min mor. Hun siger at jeg altid stikker hovedet i busken og håber at verden som ved et mirakel vil forsvinde eller blive som jeg ønsker den skal være. Hun siger at jeg er konfliktsky og hellere vil slikke idioterne i røven end at risikere en afvisning eller måske blive forladt. Hun siger at jeg bygger luftkasteller og kalder det litteratur og liv.

- Hæ Hæ,  siger Nicky og slænger viskestykket over skulderen.

- Så kan du sige mig hvad man skal med klarsyn og kloge koner, når man som jeg er gift på 15. År, slutter jeg, skyller det sidste rævepis ned og vakler efter at have betalt videre ud i natten.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere