Her forleden aften eller rettere nat sad jeg på stamstedet, Det rene Vanvid, og i et anfald af selvmedlidenhed fremkaldt af 8 dobbelte Jack Daniels følte jeg et behov for at betro mig til nogen.
Og da der på dette fremskredne tidspunkt ikke var andre end Nicky, bartenderen, måtte han lægge øre til.
- Min kone forstår mig, begyndte jeg tøvende. Jeg kunne se på hans hævede øjenbryn at han ventede en fortsættelse men jeg tav.
- Hvad skal man med clairvoyance og horoskoper, når man som jeg er gift på 15. År, fortsatte jeg efter en lang pause.
- Hå, sagde Nicky, og pudsede et glas så det skinnede uden at se på mig.
- Hun siger, at jeg er en lille skid med et stort ego, og derudover som snydt ud af næsen på min far.
- Hå! Sagde Nicky igen.
- Hun siger at jeg har arvet hans stivsind og ve den der krydser min vej.
Jeg tav. Nicky tav.
- Hun siger at jeg er en falleret forfatter som forbitret ser eller rettere ikke ser den anerkendelse som jeg higer efter men ikke fortjener.
- Hå, hø, sagde Nicky og skænkede endnu en dobbelt da jeg mens jeg snakkede hævede to fingre som et V-tegn.
- Hun siger at hun ikke er min mor. Hun siger at jeg altid stikker hovedet i busken og håber at verden som ved et mirakel vil forsvinde eller blive som jeg ønsker den skal være. Hun siger at jeg er konfliktsky og hellere vil slikke idioterne i røven end at risikere en afvisning eller måske blive forladt. Hun siger at jeg bygger luftkasteller og kalder det litteratur og liv.
- Hæ Hæ, siger Nicky og slænger viskestykket over skulderen.
- Så kan du sige mig hvad man skal med klarsyn og kloge koner, når man som jeg er gift på 15. År, slutter jeg, skyller det sidste rævepis ned og vakler efter at have betalt videre ud i natten.
Kommentarer
Send en kommentar