Gå videre til hovedindholdet

Radikalisering

I øjeblikket diskuteres det hvordan man undgår at fortrinsvis unge vrede mænd bliver radikaliseret og begår de frygtelige forbrydelser vi ser overalt i verden næsten dagligt.

Man overvejer fx at lukke bestemte moskeer; men som det også nævnes kan man ikke bekæmpe ideer (fx tanken om voldelig jihad) ved at nedlægge bygninger og mursten; efter min opfattelse er den eneste vej at bekæmpe destruktive ideer med konstruktive ideer.

Det er muligt at man kan finde belæg for tanken om voldelig jihad i koranen (ligesom man kan finde belæg for drab og dødsstraf i bibelen); men hvis det er tilfældet så er koranen (og bibelen) forkert på dette punkt. En Gud der påbyder at dræbe (i Hans navn) er af det onde og har intet at gøre med den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt.

Alle de afskyelige og gudsbespottelige handlinger, drab, krig og terror der begås i Guds navn er så uhyrlige og uhørte og den lige så afskyelige og gudsbespottelige voldsforherligelse man fx kan se i Islamisk Stats propaganda burde ikke finde sted og kan aldrig retfærdiggøres.

Nogle drages af tanken om faren og risikoen og adrenalinet ved fronten, drages af tanken om at ofre alt for Gud; men den sande front går et helt andet sted: slagterne fra Øst og Vest og Nord og Syd slagter hinanden; de står sammen på den ene side; på den anden side står dem der afstår fra enhver form for vold og krig og ønsker forsoning og tilgivelse og en forenet verden; de står sammen på den anden side og dette er fronten.

Eller mere præcist:

Fronten går mellem vold og ikke-vold. Som jeg tidligere har skrevet: Den der dræber i det godes navn; hvad enten man kalder det gode Allah, Gud, Jesus eller demokrati, dræber det gode.

Denne front går ikke kun mellem mennesker men også i mennesker; i det enkelte menneske. Fjenden er ikke næsten, men det i os der vil dræbe næsten.

Hvor mange af os skal dø før vi forstår dette? Hvor mange mødre skal begrave deres unge sønner eller se dem sprængt til atomer så de ikke en gang kan sætte en sten over deres sorg før vi standser disse gudsbespottelige krige?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere