Gå videre til hovedindholdet

Kampen om sandheden

Hvad er sandhed?

I både kristendommen og islam og andre trosretninger diskuteres det hvad den "rigtige" udlægning af bibelen og koranen og andre hellige tekster er.

Hvorfor er det så vigtigt at nå frem til den "rigtige" udlægning af disse tekster? Jeg kunne tænke mig i hvert fald tre forhold der spiller ind her:

1) det teologiske aspekt
2) det psykologiske aspekt
3) det politiske aspekt

Med hensyn til det teologiske aspekt er det afgørende at finde sandheden hvis denne sandhed og troen på den er afgørende for det enkelte menneskes evige skæbne sådan som det for eksempel påstås i kristendommen og islam. Hvis derimod det enkelte menneskes tro ikke er afgørende for hans eller hendes frelse eller fortabelse - sådan som Vandrer mod Lyset siger - er det ikke så afgørende at finde den "rigtige" udlægning af de hellige tekster.

Som jeg flere gange har forsøgt at argumentere for så er menneskets erkendelse principielt begrænset, og derfor kan ingen religiøs tekst påberåbe sig at indeholde al sandhed, hvorfor den "rigtige" udlægning af religiøse tekster under alle omstændigheder også må være begrænset og derfor er der principielt et råderum for personlig tolkning og tankefrihed også i religionerne.

Derfor synes det sikkert at den hidsige kamp om sandheden mere bunder i psykologiske og politiske træk ved mennesket end i specifikke krav fra Gud.

Det synes at være et grundliggende psykologisk træk ved os mennesker at vi gerne vil overbevise eller påtrykke andre vores egne tanker og værdier og billeder af sandheden og virkeligheden. Derfor er kravet om ensartede trosforestillinger og faste dogmer mere et udtryk for ringe tolerance og manglende respekt for det enkelte menneskes ret til at tænke og tro frit.

Det politiske aspekt er historisk blevet brugt eller rettere misbrugt til at tyrannisere mennesker gennem trusler om evig straf for at opretholde totalitære magtbastioner (fx den katolske kirke), og dette kan siges at være det værste misbrug af de hellige tekster og tanken om og troen på Gud, der - hvis Han er lysets og kærlighedens Almagt - sikkert kun smiler vemodigt af vores stridbarhed, påståelighed og manglende tolerance.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…