Gå videre til hovedindholdet

Kærlighed og sex

Blandt religiøse forfattere er det vist almindeligt at skrive meget om kærlighed - og meget lidt om sex - selv om sex er et af de områder af livet, der giver de fleste konflikter, er omgivet af tabu og følelser af skyld og skam og mindreværd og ofte fører til forbrydelser, og derfor burde behandles i sammenhæng med kærlighed.

I sig selv tror jeg, at kærlighed og sex er naturforskellige. Selve den rå urkraft, sex og behovet for sex, har tror jeg meget lidt med kærlighed at gøre. Sex er indlysende primært forbundet med behovet for at føre slægten videre - at sikre afkommet og dermed menneskets overlevelse. Og derfor er det selvfølgelig en meget stærk drift.

Men der findes efter min opfattelse så mange myter og misforståelser knyttet til sex - fx at man skal opfylde et bestemt skønhedsideal for at få sex, at man skal have et bestemt erhverv osv osv. Der er mange opfattelser af hvordan "man" skal være og hvad mænd og kvinder tænder på.

Men selve begreberne "mænd" og "kvinder" er efter min mening fiktioner i denne sammenhæng. Jeg tror, at fællesbetegnelserne og alle de forestillinger der knyttes til dem specielt har med vores fantasier, drømme osv at gøre men betyder meget lidt når vi står overfor netop denne kvinde eller denne mand. Her tror jeg, at det er helt andre ting der er afgørende.

Jeg tror, at mange kvinder og mænd lider under den misforståelse, at hvis ikke man ligner Angelina Jolie eller Bratt Pitt eller har en bmi på under 20, så har man ikke en chance. Men jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Som alle andre har jeg også sexuelle fantasier, ideer, drømme osv - dvs generelle og upersonlige og ydre forestillinger om hvad jeg godt kunne tænke mig.

Men når det kommer til stykket er det noget helt andet jeg tænder på, noget som er helt uafhængigt af det ydre (efter hvad jeg selv forstår) - jeg tænder på et vist blik i øjnene. Andre kan selvfølgelig have det anderledes. Og dét har jeg oplevet både med tykke, tynde, glatte eller kvinder med meget hår osv osv. Jeg fornemmer med visse kvinder en bestemt energi eller følelse som er meget dejlig og ikke spor kold men varm.

Jeg er heller ikke på dette punkt noget specielt dydsmønster - jeg kender også til det rene begær - hvor det er noget rent fysisk der tiltrækker mig. Men det føles klart bedst hvis følelsen er varm og rund og fuld af liv. Jeg tror at de fleste kvinder og mænd føler det som noget ubehageligt, hvis man føler sig begæret for sin krop alene - idet man vil have kroppen men ikke personligheden eller sjælen bag.

Dette siger jeg ikke for at falde tilbage i den gamle kliché om at det ikke er det ydre men det indre der tæller. Det ydre tæller - men det ydre er mange ting - og i hvert fald for mig er det ikke afgørende præcis hvordan denne eller denne kvinde ser ud - det afgørende for mig er som sagt det blik en kvinde har - og den varme og også fysiske fornemmelse eller følelse hun giver mig. Og jeg elsker også selv at se denne anerkendelse eller denne følelse - dette varme begær - i andre kvinders blik. Det giver mig en følelse af at være attraktiv og smuk og værdifuld.

Måske er det netop disse følelser og disse behov, der ligger bag det rent psykologisk behov for sex og en af grundene til - ud over det rent biologiske - at sex er så vigtigt. Samtidig er det sikkert også disse grundlæggende behov der krænkes hvis ens partner er en utro. Alle har behov for anerkendelse, tillid, varme osv. Også af denne grund mener jeg, at kærlighed og sex hører sammen selv om de er naturforskellige.

Der er mange meninger om, hvordan sex "skal være" - hvilket let fører til (måske høje) krav og tilhørende præstationsangst, utilstrækkelighed osv. Personligt oplever jeg at det er bedst, hvis man i stedet for at starte med de høje krav (næsten som en skolelærer) giver sig hen til det flow sex også kan være. Som mand oplever jeg både udløsning og (sjældnere) orgasme + udløsning. Jeg tror, at udløsningen hører tættest sammen med det rent fysiske mens orgasmen + udløsningen opleves som en forening af det psykiske og det fysiske - og personligt synes jeg at der ikke er mange andre oplevelser der kan matche dét.

Jeg tror, at mange lider under følelser af mindreværd eller af at være "forkert" - fordi man ikke ligner en popstjerne eller hvem man nu ser op til og gerne vil ligne. Men sandheden er jo, at vi netop er forskellige og unikke - og at det i sex ikke drejer sig om kopier af mennesker men mennesker selv som de er - netop dig og netop mig - og at alle disse forestillinger om hvordan man "skal se ud" ikke gavner men skader vores selvopfattelse og værdighed og let bringer os ind i negative cirkler hvor vi mister vores selvtillid og selvrespekt - fordi vi er unikke og ikke kopier af andre, fordi vi ikke tør tro på os selv som vi er men halser bagefter det vi tror andre mener eller tænker eller ønsker.

Det er synd og det er en misforståelse. Jeg forestiller mig, at fx træningsafhængighed eller anoreksi starter med en følelse af at være "forkert", værdiløs eller uelsket - som person, som menneske - og så er det let at komme til at fokusere på det fysiske mere end det psykiske, personlige eller sjælelige. Jeg siger ikke, at det fysiske er ligegyldigt - en del af omsorgen for sig selv er også at sørge for sit fysiske velbefindende og sundhed fx gennem træning og ikke "lade stå til" - efter min opfattelse hænger det fysiske og det psykiske nøje sammen.

Men det er jo rigtigt, at nogle mest ser efter andres eller sine egne fejl - måske ud fra en grundlæggende usikkerhed på sig selv - og så kommer vi let til at skrue hinanden ned i negative og selvforstærkende spiraler.

De fleste ser dog - håber jeg - mest på andres skønhed og kvaliteter - også sexuelt. Og sandheden er at alle rummer skønhed - fysisk og psykisk om ikke andet så som mulighed - hvilket egentlig er så banalt som ordspillet med om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Spørgsmålet er: Vil vi lede efter hinandens eller vores egne fejl eller fremelske det skønne i enhver?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst