Gå videre til hovedindholdet

Den mulige tilgivelse af Ardor

I dag er det kun få - efter min vurdering - der kender til "Vandrer mod Lyset!". Mange har måske hørt om værket, men jeg tror, at mange også har afvist den eller måske afvist overhovedet at beskæftige sig med den. Dette kan have mange årsager. For at gribe i egen barm vil jeg sige, at en af grundene kan være en uheldig, måske til tider fanatisk eller påtrængende formidling af tankerne der rummes i værket.

Vi mennesker kommer ofte til at stå skarpt overfor hinanden specielt når det vi taler om er hjerteblod, udtryk for vores inderste, dér hvor det brænder for os.

Men jeg kunne tænke mig at sige lidt om begrundelsen for at vi har fået dette værk. Grunden er ikke, at Gud kræver at vi skal bøje os for det, eller overhovedet tro på noget bestemt (fx VmL), den egentlige grund er, at vi gennem værket stilles overfor tilgivelsesspørgsmålet - tilgivelsen af Ardor (Satan) - og at hvis vi formår at give denne tilgivelse oprigtigt, vil det betyde en væsentlig afkortelse af vores inkarnationsrækker og derved vil mange lidelser mildnes eller helt forhindres.

Den egentlige grund er altså ikke noget hensyn til Gud men derimod et hensyn til os mennesker selv.

Der er ingen sanktioner hvis man afviser denne hjælp - ingen straf - ikke fra Gud eller nogen anden. Men vi vil let kunne skabe mange unødige lidelser for os selv, hvis vi afviser at tilgive. Men enhver står helt frit her som i alle andre forhold i livet. Mennesket har sin selvbestemmelsesret.

Jeg kunne tænke mig også at sige noget om, hvordan vi kan forstå Ardor og hans ondskab som den var dengang han endnu kæmpede imod Gud og mennesker for derved måske at gøre det lettere at tilgive. Jeg vil gøre det ud fra det kendskab jeg selv har til mørket, det onde. Ikke for at skabe opmærksomhed omkring mig selv, ikke for at lufte det beskidte undertøj offentligt, som man siger, men for at tydeliggøre nogle pointer.

Jeg tænker mig Ardors (og de øvrige Ældstes) ondskab opdelt i forskellige former og aspekter. Først er der selvbeundringen som ifølge VmL var det første led i deres fald. Denne kender jeg også fra mig selv. Ofte har jeg taget mig selv i at have tanker og følelser om egen storhed - storhedsvanvid. Jeg indrømmer det, og derfor forstår jeg Ardor og kan tilgive det.

Dernæst er der hadet forstået som en affekt, en følelse. Vi ved fra VmL at dette oprindelig startede i den situation, hvor Ardor havde inkarneret alle sine brødre og søstre (også sin dual) og ville inkarnere sig selv - for at glemme sine lidelser. Ifølge værket udslyngede han da forbandelser mod Gud og alle.

Også dette kender jeg fra mig selv. Jeg har også tit følt raseri mod Gud, specielt Gud - og grunden har været lidelse og afmægtighed. Og jeg har tit forbandet Gud - i raseri, smerte, lidelse og afmægtighed - præcis som Ardor. Og derfor forstår jeg det og kan tilgive det.

Til sidst vil jeg nævne det man kan kalde den egentlige ondskab; den beregnede, villede, kalkulerede ondskab som ikke er præget af affekt men fuldt overlæg.

Denne forestiller jeg mig har været fremherskende hos Ardor da han skabte alle sine frygtelige æteroptegnelser hvis formål var at skabe så megen sorg, lidelse og elendighed blandt os mennesker - alle krige osv og for om muligt helt at forhindre mennesket i nogensinde at nå Gud og for at forhindre de Yngste i at sejre over ham (ved at vinde ham tilbage til lyset).

Denne ondskab er måske den sværeste at tilgive. Men vi må prøve at forestille os hvordan det var for ham og de øvrige Ældste. Fra mig selv kender jeg også denne - ikke frie - men knugende, sammenbidte tilstand og følelsen af tvang. De følelser der ledsager denne tilstand er forfærdelige. Man vil noget bestemt - måske vil man tvinge andre mennesker til at gøre noget, måske er der noget man begærer så heftigt, at man tilsidesætter alle hensyn til andre.

Det er en forfærdelig tilstand, jeg forstår den, og derfor kan jeg tilgive også det.

Nu er det klart, at ingen af os mennesker nogensinde er faldet så dybt som ham (Ardor). Han er den, der har syndet mest, begået flest forbrydelser mod menneskeheden uden sammenligning. Men dette kan man vælge at se som endnu et argument for tilgivelse - ud fra en forståelse af den lidelse der altid følger med når man falder for mørket. Han har syndet mest - derfor er han også den der lider mest.

Til sidst vil jeg sige som jeg begyndte med at der ingen straf er for - hverken fra Guds eller andres side - ikke at ville beskæftige sig med disse tanker. Enhver står frit som det ofte siges i værket. Gud tvinger ingen - tvang hører mørket til. Men for vores egen skyld er det godt at tilgive - ikke af hensyn til Gud - men til os selv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst