I hvert fald siden filosoffen, Immanuel Kants (1724-1804), indsats for filosofien har der været en bestræbelse på at videnskabeliggøre dette område af den menneskelige erkendelse. Med en vis ret kan man vel sige, at denne bestræbelse startede allerede med René Descartes (1596-1650) med hans metodiske tvivl og søgen efter et sikkert punkt for erkendelsen.
Uden at være ekspert er det mit indtryk, at denne bestræbelse er slået fejl i en sådan grad, at nogle i dag taler om vores tid som en - i filosofisk henseende - postmetafysisk epoke.
Men - kan det tænkes at man fra starten har grebet det forkert an idet man har krævet at for at en erkendelse eller et filosofisk system kan betegnes som videnskabeligt må det være et udtryk for sikker viden (apodiktisk vished; Kant; Kant ender i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, "Kritik der reinen Vernunft" da. "Kritik af den rene fornuft" med at afvise en sådan apodiktisk vished (absolut sikkerhed) på det metafysiske eller den rene tænknings område og afgrænser menneskets mulige erkendelse til erfaringen)?
Det er mit indtryk, at dette krav ikke stilles så skarpt i andre videnskabsgrene selv om man taler om videnskabelig evidens. Erfaringen viser at nye observationer af og til rokker ved ellers "sikre" teorier - hvorefter man må nytænke området (hvad enten det er inden for fysik, kemi, medicin osv) - komme med nye hypoteser eller sammenhængende teorier.
Og dette forstår jeg er en integreret del af det, man kalder den videnskabelige metode; altså at opstille hypoteser eller sammenhængende teorier ud fra observationer eller iagttagelser og korrigere disse hypoteser eller teorier hvis der kommer afgørende nye og overraskende data til forskningsfeltet. Man taler her om den videnskabelige metodes selvkorrigerende princip.
Men hvis det at bedrive videnskab er at benytte den videnskabelige metode kan kravet om absolut sikkerhed for filosofisk erkendelse siges at være overdrevet, måske umuligt at honorere. Det kunne tænkes at den videnskabelige metode også kunne bruges i filosofien fx inden for erkendelsesteorien idet man her fx kunne observere eller iagttage noget af det mest grundlæggende på dette felt nemlig tanken.
Men det afgørende her er ikke så meget de eksempler eller resultater man kunne opnå ved denne form for videnskabeliggørelse af filosofien - det afgørende er selve metoden; altså den videnskabelige metodes mulige brug i filosofien ud fra observationer, hypotese- eller teoridannelse osv.
Det er mit indtryk at filosofien modsat de fleste andre områder af videnskaben har lidt under kravet om absolut sikker, uigendrivelig sand viden eller teorier hvorefter - da man ikke har kunnet indfri dette krav - er endt i skepticisme eller relativisme - måske uden grund.
Uden at være ekspert er det mit indtryk, at denne bestræbelse er slået fejl i en sådan grad, at nogle i dag taler om vores tid som en - i filosofisk henseende - postmetafysisk epoke.
Men - kan det tænkes at man fra starten har grebet det forkert an idet man har krævet at for at en erkendelse eller et filosofisk system kan betegnes som videnskabeligt må det være et udtryk for sikker viden (apodiktisk vished; Kant; Kant ender i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, "Kritik der reinen Vernunft" da. "Kritik af den rene fornuft" med at afvise en sådan apodiktisk vished (absolut sikkerhed) på det metafysiske eller den rene tænknings område og afgrænser menneskets mulige erkendelse til erfaringen)?
Det er mit indtryk, at dette krav ikke stilles så skarpt i andre videnskabsgrene selv om man taler om videnskabelig evidens. Erfaringen viser at nye observationer af og til rokker ved ellers "sikre" teorier - hvorefter man må nytænke området (hvad enten det er inden for fysik, kemi, medicin osv) - komme med nye hypoteser eller sammenhængende teorier.
Og dette forstår jeg er en integreret del af det, man kalder den videnskabelige metode; altså at opstille hypoteser eller sammenhængende teorier ud fra observationer eller iagttagelser og korrigere disse hypoteser eller teorier hvis der kommer afgørende nye og overraskende data til forskningsfeltet. Man taler her om den videnskabelige metodes selvkorrigerende princip.
Men hvis det at bedrive videnskab er at benytte den videnskabelige metode kan kravet om absolut sikkerhed for filosofisk erkendelse siges at være overdrevet, måske umuligt at honorere. Det kunne tænkes at den videnskabelige metode også kunne bruges i filosofien fx inden for erkendelsesteorien idet man her fx kunne observere eller iagttage noget af det mest grundlæggende på dette felt nemlig tanken.
Men det afgørende her er ikke så meget de eksempler eller resultater man kunne opnå ved denne form for videnskabeliggørelse af filosofien - det afgørende er selve metoden; altså den videnskabelige metodes mulige brug i filosofien ud fra observationer, hypotese- eller teoridannelse osv.
Det er mit indtryk at filosofien modsat de fleste andre områder af videnskaben har lidt under kravet om absolut sikker, uigendrivelig sand viden eller teorier hvorefter - da man ikke har kunnet indfri dette krav - er endt i skepticisme eller relativisme - måske uden grund.
Kommentarer
Send en kommentar