Gå videre til hovedindholdet

Voldens etiske fejlslutning

Findes der en rationel og retfærdig begrundelse for vold? Jeg tænker her på den personlige vold, vold der begås af et menneske mod et eller flere andre mennesker - ikke på krig da dette spørgsmål er udførligt beskrevet i "Vandrer mod Lyset!". Med hensyn til krig vil jeg blot opsummere at krig altid er forkastelig og at hovedansvaret, hovedskylden altid ligger hos angriberen.

Jeg tænker her endvidere ikke på den vold, der begås helt eller delvist i affekt - altså den bevidste vold; vold begået med bevidst forsæt.

For at belyse spørgsmålet vil jeg begynde med et eksempel: Racisme og den deraf følgende psykiske eller fysiske vold.

Kan racisme begrundes og retfærdiggøres rationelt?

Antag at jeg er sort og har den overbevisning at jeg, som sort, er alle ikke-sorte mennesker overlegen. Giver dette mig ret til at øve vold mod andre? Antag at svaret er ja. Men - hvori består da min overlegenhed - set ud fra et etisk synspunkt?

Må jeg ikke simpelthen indrømme, at min overlegenhed - etisk set og sagt på jævnt dansk - består i at jeg da er et større røvhul end alle ikke-sorte?

Argumentet kunne føres på alle områder. Dog ofte med den modificering at vold ofte søges retfærdiggjort - i den udstrækning dette er tilfældet - ikke i mine egenskaber men offerets.

Antag fx at jeg mener, at jeg har ret til at øve vold, psykisk eller fysisk, mod alle bøsser. Fordi du er bøsse har jeg ret til at slå dig. Kan en sådan holdning retfærdiggøres rationelt?

Her må vi skelne mellem tilfældige og ikke-tilfældige egenskaber hos det enkelte menneske. Det er vel mere eller mindre tilfældigt, at du fx er bøsse. Det er i hvert tilfælde (trods idiotiske argumenter om at det er et bevidst valg) ikke din "skyld" at du er bøsse.

Men hvis du ikke selv er ansvarlig for at være bøsse, så vil mit argument for at slå dig bero på en tilfældighed. Altså er mit argument for at slå dig meningsløst. Jeg holder dig ansvarlig for noget du ikke selv er herre over - og straffer dig for det. Hvem har her skylden?

Konklusionen er altså, at der ingen rationel begrundelse eller retfærdiggørelse findes for vold.

Med hensyn til den vold der begås helt eller delvist i affekt (altså ikke rationelt) er problemet ikke en forkert idé eller opfattelse men snarere mangel på selvkontrol. Denne form for vold kan selvsagt heller ikke begrundes rationelt - omend skylden her vel er mindre (også i strafferetslig forstand).

Søger man en religiøs begrundelse for en afstandtagen til al vold så kan det hævdes, at vold i alle former er forbudt ifølge Guds love.

Men hvorfor er det sådan? Hvad kan der ligge bag en sådan lov fra Guds side? Hvad andet vel end at vold skaber smerte, angst og lidelse for andre og at Gud ikke ønsker, at vi skal lide eller påføre andre lidelse.

Og det synspunkt kan vel accepteres, at etik - hvad enten udgangspunktet er en religiøs eller ikke-religiøs livsanskuelse - kan begrundes i ønsket om ikke at volde andre smerte og lidelse men tværtimod at forsøge at bringe andre glæde og fred og lykke så godt man formår det.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst