Findes der en rationel og retfærdig begrundelse for vold? Jeg tænker her på den personlige vold, vold der begås af et menneske mod et eller flere andre mennesker - ikke på krig da dette spørgsmål er udførligt beskrevet i "Vandrer mod Lyset!". Med hensyn til krig vil jeg blot opsummere at krig altid er forkastelig og at hovedansvaret, hovedskylden altid ligger hos angriberen.
Jeg tænker her endvidere ikke på den vold, der begås helt eller delvist i affekt - altså den bevidste vold; vold begået med bevidst forsæt.
For at belyse spørgsmålet vil jeg begynde med et eksempel: Racisme og den deraf følgende psykiske eller fysiske vold.
Kan racisme begrundes og retfærdiggøres rationelt?
Antag at jeg er sort og har den overbevisning at jeg, som sort, er alle ikke-sorte mennesker overlegen. Giver dette mig ret til at øve vold mod andre? Antag at svaret er ja. Men - hvori består da min overlegenhed - set ud fra et etisk synspunkt?
Må jeg ikke simpelthen indrømme, at min overlegenhed - etisk set og sagt på jævnt dansk - består i at jeg da er et større røvhul end alle ikke-sorte?
Argumentet kunne føres på alle områder. Dog ofte med den modificering at vold ofte søges retfærdiggjort - i den udstrækning dette er tilfældet - ikke i mine egenskaber men offerets.
Antag fx at jeg mener, at jeg har ret til at øve vold, psykisk eller fysisk, mod alle bøsser. Fordi du er bøsse har jeg ret til at slå dig. Kan en sådan holdning retfærdiggøres rationelt?
Her må vi skelne mellem tilfældige og ikke-tilfældige egenskaber hos det enkelte menneske. Det er vel mere eller mindre tilfældigt, at du fx er bøsse. Det er i hvert tilfælde (trods idiotiske argumenter om at det er et bevidst valg) ikke din "skyld" at du er bøsse.
Men hvis du ikke selv er ansvarlig for at være bøsse, så vil mit argument for at slå dig bero på en tilfældighed. Altså er mit argument for at slå dig meningsløst. Jeg holder dig ansvarlig for noget du ikke selv er herre over - og straffer dig for det. Hvem har her skylden?
Konklusionen er altså, at der ingen rationel begrundelse eller retfærdiggørelse findes for vold.
Med hensyn til den vold der begås helt eller delvist i affekt (altså ikke rationelt) er problemet ikke en forkert idé eller opfattelse men snarere mangel på selvkontrol. Denne form for vold kan selvsagt heller ikke begrundes rationelt - omend skylden her vel er mindre (også i strafferetslig forstand).
Søger man en religiøs begrundelse for en afstandtagen til al vold så kan det hævdes, at vold i alle former er forbudt ifølge Guds love.
Men hvorfor er det sådan? Hvad kan der ligge bag en sådan lov fra Guds side? Hvad andet vel end at vold skaber smerte, angst og lidelse for andre og at Gud ikke ønsker, at vi skal lide eller påføre andre lidelse.
Og det synspunkt kan vel accepteres, at etik - hvad enten udgangspunktet er en religiøs eller ikke-religiøs livsanskuelse - kan begrundes i ønsket om ikke at volde andre smerte og lidelse men tværtimod at forsøge at bringe andre glæde og fred og lykke så godt man formår det.
Jeg tænker her endvidere ikke på den vold, der begås helt eller delvist i affekt - altså den bevidste vold; vold begået med bevidst forsæt.
For at belyse spørgsmålet vil jeg begynde med et eksempel: Racisme og den deraf følgende psykiske eller fysiske vold.
Kan racisme begrundes og retfærdiggøres rationelt?
Antag at jeg er sort og har den overbevisning at jeg, som sort, er alle ikke-sorte mennesker overlegen. Giver dette mig ret til at øve vold mod andre? Antag at svaret er ja. Men - hvori består da min overlegenhed - set ud fra et etisk synspunkt?
Må jeg ikke simpelthen indrømme, at min overlegenhed - etisk set og sagt på jævnt dansk - består i at jeg da er et større røvhul end alle ikke-sorte?
Argumentet kunne føres på alle områder. Dog ofte med den modificering at vold ofte søges retfærdiggjort - i den udstrækning dette er tilfældet - ikke i mine egenskaber men offerets.
Antag fx at jeg mener, at jeg har ret til at øve vold, psykisk eller fysisk, mod alle bøsser. Fordi du er bøsse har jeg ret til at slå dig. Kan en sådan holdning retfærdiggøres rationelt?
Her må vi skelne mellem tilfældige og ikke-tilfældige egenskaber hos det enkelte menneske. Det er vel mere eller mindre tilfældigt, at du fx er bøsse. Det er i hvert tilfælde (trods idiotiske argumenter om at det er et bevidst valg) ikke din "skyld" at du er bøsse.
Men hvis du ikke selv er ansvarlig for at være bøsse, så vil mit argument for at slå dig bero på en tilfældighed. Altså er mit argument for at slå dig meningsløst. Jeg holder dig ansvarlig for noget du ikke selv er herre over - og straffer dig for det. Hvem har her skylden?
Konklusionen er altså, at der ingen rationel begrundelse eller retfærdiggørelse findes for vold.
Med hensyn til den vold der begås helt eller delvist i affekt (altså ikke rationelt) er problemet ikke en forkert idé eller opfattelse men snarere mangel på selvkontrol. Denne form for vold kan selvsagt heller ikke begrundes rationelt - omend skylden her vel er mindre (også i strafferetslig forstand).
Søger man en religiøs begrundelse for en afstandtagen til al vold så kan det hævdes, at vold i alle former er forbudt ifølge Guds love.
Men hvorfor er det sådan? Hvad kan der ligge bag en sådan lov fra Guds side? Hvad andet vel end at vold skaber smerte, angst og lidelse for andre og at Gud ikke ønsker, at vi skal lide eller påføre andre lidelse.
Og det synspunkt kan vel accepteres, at etik - hvad enten udgangspunktet er en religiøs eller ikke-religiøs livsanskuelse - kan begrundes i ønsket om ikke at volde andre smerte og lidelse men tværtimod at forsøge at bringe andre glæde og fred og lykke så godt man formår det.
Kommentarer
Send en kommentar