For et stykke tid siden stødte jeg på en tolkning af psykoanalysen som den blev formuleret af Sigmund Freud. Ved diverse opslag er det dog ikke lykkedes mig at spore kilden til denne tolkning, men jeg finder tankerne heri så interessante at jeg vil søge at gengive det her.
Centralt i psykoanalysen står ifølge denne tolkning begrebet om livsdriften (libido). Dette er i og for sig ikke noget mystisk begreb men kan iagttages hos det spæde barn i form af dets behov for føde, tryghed osv. Derudover har barnet jo en række basale behov i form af trangen til at have afføring, tisse osv.
Ifølge psykoanalysen fødes barnet med disse basale behov, disse basale drifter, livsdriften som en frit strømmende "energi" eller uhæmmet drift. Ved omgivelsernes pres gennem opdragelse møder barnet imidlertid en modstand mod sine basale drifter og behov (libido). Det lærer måske, at afføring er noget ulækkert eller ligefrem afskyeligt, det lærer, at det ikke altid umiddelbart kan få tilfredsstillet sin sult eller tørst - kort sagt den frie libido hæmmes.
Herved opstår det andet grundliggende begreb i psykoanalysen nemlig dødsdriften (tanatos) - igen ikke noget mystisk begreb, men et begreb der skal forstås som alt hvad der hæmmer libido, livsdriften. Tanatos er altså ikke et fænomen der oprindeligt har sit udspring i barnet men opstår ved omgivelsernes pres (opdragelse, kultivering).
Det pres, den modstand barnet møder mod sine umiddelbare behov vil ofte hos barnet fremkalde vrede eller sorg. Hvis disse følelser også mødes med modstand, ikke-accept, måske ligefrem fordømmelse fra omgivelserne, vil det bidrage til at øge barnets tanatos. Det oplever at helt basale behov bliver negligeret og den deraf følgende vrede eller sorg bliver også mødt med modstand - og resultatet kan da blive grundlæggelsen af det man tidligere kaldte en neurose.
Men ikke alene barnet kan opleve sådanne grundlæggende, pinefulde konflikter med omgivelserne, konflikten mellem den grundlæggende livsdrift og omgivelsernes modstand. Også i puberteten vil de fleste møde modstand mod den spirende og ofte voldsomme kønsdrift - en naturlig drift og et naturligt behov bliver mødt med modstand - måske endda fordømmelse.
Specielt i historisk perspektiv har det ofte været (unge) kvinders seksualitet der er blevet mødt med modstand, fordømmelse måske endda dæmonisering. Igen et eksempel på en naturlig drift (livsdrift; libido), der støder an mod omgivelserne. Resultatet bliver da let at den unge kvinde vender følelserne indad (fx vreden) og bliver en "stille pige" en "pæn pige" osv.
Ud fra disse tanker er det også let at forstå hvorfor et barn der måske oprindelig har været livsglad og temperamentsfuld som lidt ældre - hvis temperamentet mødes med ikke-accept eller fordømmelse - bliver et indadvendt (introvert) og selvudslettende menneske.
Det er også muligt ud fra denne tolkning af psykoanalysen at sige en del om det vi kalder kultur. Her kommer vi ind på det der kaldes sublimering - dvs oprindeligt stærke følelser (libido) der ved modstand fra omgivelserne (tanatos) fører til en forskydning af følelserne til skabelse af kunst - ud fra en oprindelig smerte ved negligeringen af ens naturlige og inderste følelser og behov. Med andre ord en forskydning fra ikke-accepterede følelser til accepterede (følelses-)produkter, kunstværker.
Det er også let ud fra dette at forstå hvorved det man i psykoanalysen kalder fortrængning opstår. Det opstår netop som en følge af omgivelsernes pres og modstand mod ens naturlige følelser og behov. Man lærer at opføre sig "pænt" og må fortrænge (eller sublimere) de grundliggende og ikke-accepterede følelser og behov.
Ud fra denne tolkning kan man også forstå, at børn af forældre der selv har svært ved at håndtere fx vrede ofte vil blive mødt med afvisning hvis de udtrykker vrede - og på den måde sker der - ud over den genetiske tagen arv - også en psykisk tagen arv. Barnet får et unaturligt forhold til vrede, det lærer, at det er en ikke-ønsket følelse - og undertrykker den følgelig (eller senere; søger at sublimere den).
Fortrængning kan også ske ved traumatiske begivenheder og oplevelser. Den energi eller kraft et traume fortrænges med er proportional med den oplevede (ikke nødvendigvis reelle) smerte eller trussel mod individet. Og denne energi indkapsler traumet med et panser (følelsesmæssigt eller muskulært, fysisk) som det i analysen kræver en proportional eller ækvivalent kraft at gennembryde for at nå til afklaring eller heling gennem erindring og bearbejdning.
Modstanden kan give sig udtryk i forskydninger eller måske vrede mod analytikeren, eller modsat forelskelse i ham eller hende (overføring) - en form for forskydning, der også skal tilsløre traumet.
I analysen kan forekomme stærke følelser, analysanten er her særligt 'udsat' idet formålet med den jo netop er at afklare eller hele det eller de sår, der kan være så pinefulde og som kan være omgivet af det panser, der - irrationelt - forekommer analysanten så afgørende (ubevidst) at opretholde for selvbeskyttelsen. Derfor kan analytikeren opleves som en (eksistentiel) trussel, der med alle midler må bekæmpes eller 'ledes på vildspor', idet modstanden kobles med analysantens stærke selvopholdelsesdrift.
Personligt opfatter jeg ikke Freuds tanker, i denne tolkning, som en opfordring til at give los for alt det vi kalder de lavere drifter og følelser. Jeg opfatter mere Freud som en videnskabsmand, der beskriver nogle meget grundlæggende træk hos os mennesker, nogle grundlæggende årsager til mange konflikter mellem mennesker og i det enkelte menneske (fx kropshad, vold, problemerne med overhovedet at leve sammen i samfund osv osv) og selve den psykoanalytiske praksis som et forsøg på at bevidstgøre om disse grundlæggende træk og kilder til konflikter - og dermed måske en vej til større åndelig/psykisk helhed og fred og ligevægt (ataraxi). Som en engang sagde i en anden forbindelse: Jo mere du forsøger at fortrænge djævelen, jo mere stikker han sin hov frem.
Hvis dette er dækkende for de grundliggende tanker i psykoanalysen finder jeg personligt Freuds indsats og tanker meget interessante og på mange punkter indlysende rigtige.
Vi kan tilføje, at hvis menneskets udvikling ses som en gennem livet jævnt stigende kurve, så kan fx traumer i visse henseender sætte mennesker et punkt under den ideelle kurve, et punkt der kan modsvares i et punkt over kurven, med et blik på C. G. Jungs teori om drømmenes evne og tendens til at kompensere for en måske smertefuld virkelighed. Måske kompenserer altså måske ikke kun drømme, men bevidstheden generelt.
For eksempel kan et traume give et menneske en følelse af mindreværd, der modsvares (kompenseres) af forestillinger om mereværd, hvor ideal- og balancepunktet på den ideelle kurve er ligeværd.
Eller en følelse af afmagt skabt af visse livsomstændigheder kan kompenseres ved urealistiske tanker om stor magt.
Vi må også sige, at denne tolkning nok er forenklet, fx derved at mennesker ikke nødvendigvis handler, reagerer, med nødvendighed på visse stimuli (oplevelser, påvirkninger), men at vi har det jeg tidligere har kaldt den indre forsinkelse som et specifikt menneskeligt træk og anlæg.
Kort sagt har vi i enhver situation mulighed for at lade tanken forholde sig bevidst til det vi oplever eller udsættes for, frem for at reagere med nødvendighed og momentant.
Det er ikke givet, at enhver fx vil fortrænge eller besmykke eller bortforklare bestemte, voldsomme begivenheder. Nogle vil være i stand til at træde et skridt tilbage og se med større ro på en begivenhed, der måske af andre vil opleves uudholdelig og straks fortrænge det smertefulde indtryk. Og sådan er vi jo forskellige.
Hvis vi betragter fx Tolkiens eller Rowlings værker som mytologier, der lader det som er indvortes foregå i det udvortes, som Søren Kierkegaard skrev, så har vi en fornemmelse af de farer den indre opdagelsesrejsende kan møde, og det mod og den tid en analyse eller generelt enhver ægte katarsis, heling, kræver.
Centralt i psykoanalysen står ifølge denne tolkning begrebet om livsdriften (libido). Dette er i og for sig ikke noget mystisk begreb men kan iagttages hos det spæde barn i form af dets behov for føde, tryghed osv. Derudover har barnet jo en række basale behov i form af trangen til at have afføring, tisse osv.
Ifølge psykoanalysen fødes barnet med disse basale behov, disse basale drifter, livsdriften som en frit strømmende "energi" eller uhæmmet drift. Ved omgivelsernes pres gennem opdragelse møder barnet imidlertid en modstand mod sine basale drifter og behov (libido). Det lærer måske, at afføring er noget ulækkert eller ligefrem afskyeligt, det lærer, at det ikke altid umiddelbart kan få tilfredsstillet sin sult eller tørst - kort sagt den frie libido hæmmes.
Herved opstår det andet grundliggende begreb i psykoanalysen nemlig dødsdriften (tanatos) - igen ikke noget mystisk begreb, men et begreb der skal forstås som alt hvad der hæmmer libido, livsdriften. Tanatos er altså ikke et fænomen der oprindeligt har sit udspring i barnet men opstår ved omgivelsernes pres (opdragelse, kultivering).
Det pres, den modstand barnet møder mod sine umiddelbare behov vil ofte hos barnet fremkalde vrede eller sorg. Hvis disse følelser også mødes med modstand, ikke-accept, måske ligefrem fordømmelse fra omgivelserne, vil det bidrage til at øge barnets tanatos. Det oplever at helt basale behov bliver negligeret og den deraf følgende vrede eller sorg bliver også mødt med modstand - og resultatet kan da blive grundlæggelsen af det man tidligere kaldte en neurose.
Men ikke alene barnet kan opleve sådanne grundlæggende, pinefulde konflikter med omgivelserne, konflikten mellem den grundlæggende livsdrift og omgivelsernes modstand. Også i puberteten vil de fleste møde modstand mod den spirende og ofte voldsomme kønsdrift - en naturlig drift og et naturligt behov bliver mødt med modstand - måske endda fordømmelse.
Specielt i historisk perspektiv har det ofte været (unge) kvinders seksualitet der er blevet mødt med modstand, fordømmelse måske endda dæmonisering. Igen et eksempel på en naturlig drift (livsdrift; libido), der støder an mod omgivelserne. Resultatet bliver da let at den unge kvinde vender følelserne indad (fx vreden) og bliver en "stille pige" en "pæn pige" osv.
Ud fra disse tanker er det også let at forstå hvorfor et barn der måske oprindelig har været livsglad og temperamentsfuld som lidt ældre - hvis temperamentet mødes med ikke-accept eller fordømmelse - bliver et indadvendt (introvert) og selvudslettende menneske.
Det er også muligt ud fra denne tolkning af psykoanalysen at sige en del om det vi kalder kultur. Her kommer vi ind på det der kaldes sublimering - dvs oprindeligt stærke følelser (libido) der ved modstand fra omgivelserne (tanatos) fører til en forskydning af følelserne til skabelse af kunst - ud fra en oprindelig smerte ved negligeringen af ens naturlige og inderste følelser og behov. Med andre ord en forskydning fra ikke-accepterede følelser til accepterede (følelses-)produkter, kunstværker.
Det er også let ud fra dette at forstå hvorved det man i psykoanalysen kalder fortrængning opstår. Det opstår netop som en følge af omgivelsernes pres og modstand mod ens naturlige følelser og behov. Man lærer at opføre sig "pænt" og må fortrænge (eller sublimere) de grundliggende og ikke-accepterede følelser og behov.
Ud fra denne tolkning kan man også forstå, at børn af forældre der selv har svært ved at håndtere fx vrede ofte vil blive mødt med afvisning hvis de udtrykker vrede - og på den måde sker der - ud over den genetiske tagen arv - også en psykisk tagen arv. Barnet får et unaturligt forhold til vrede, det lærer, at det er en ikke-ønsket følelse - og undertrykker den følgelig (eller senere; søger at sublimere den).
Fortrængning kan også ske ved traumatiske begivenheder og oplevelser. Den energi eller kraft et traume fortrænges med er proportional med den oplevede (ikke nødvendigvis reelle) smerte eller trussel mod individet. Og denne energi indkapsler traumet med et panser (følelsesmæssigt eller muskulært, fysisk) som det i analysen kræver en proportional eller ækvivalent kraft at gennembryde for at nå til afklaring eller heling gennem erindring og bearbejdning.
Modstanden kan give sig udtryk i forskydninger eller måske vrede mod analytikeren, eller modsat forelskelse i ham eller hende (overføring) - en form for forskydning, der også skal tilsløre traumet.
I analysen kan forekomme stærke følelser, analysanten er her særligt 'udsat' idet formålet med den jo netop er at afklare eller hele det eller de sår, der kan være så pinefulde og som kan være omgivet af det panser, der - irrationelt - forekommer analysanten så afgørende (ubevidst) at opretholde for selvbeskyttelsen. Derfor kan analytikeren opleves som en (eksistentiel) trussel, der med alle midler må bekæmpes eller 'ledes på vildspor', idet modstanden kobles med analysantens stærke selvopholdelsesdrift.
Personligt opfatter jeg ikke Freuds tanker, i denne tolkning, som en opfordring til at give los for alt det vi kalder de lavere drifter og følelser. Jeg opfatter mere Freud som en videnskabsmand, der beskriver nogle meget grundlæggende træk hos os mennesker, nogle grundlæggende årsager til mange konflikter mellem mennesker og i det enkelte menneske (fx kropshad, vold, problemerne med overhovedet at leve sammen i samfund osv osv) og selve den psykoanalytiske praksis som et forsøg på at bevidstgøre om disse grundlæggende træk og kilder til konflikter - og dermed måske en vej til større åndelig/psykisk helhed og fred og ligevægt (ataraxi). Som en engang sagde i en anden forbindelse: Jo mere du forsøger at fortrænge djævelen, jo mere stikker han sin hov frem.
Hvis dette er dækkende for de grundliggende tanker i psykoanalysen finder jeg personligt Freuds indsats og tanker meget interessante og på mange punkter indlysende rigtige.
Vi kan tilføje, at hvis menneskets udvikling ses som en gennem livet jævnt stigende kurve, så kan fx traumer i visse henseender sætte mennesker et punkt under den ideelle kurve, et punkt der kan modsvares i et punkt over kurven, med et blik på C. G. Jungs teori om drømmenes evne og tendens til at kompensere for en måske smertefuld virkelighed. Måske kompenserer altså måske ikke kun drømme, men bevidstheden generelt.
For eksempel kan et traume give et menneske en følelse af mindreværd, der modsvares (kompenseres) af forestillinger om mereværd, hvor ideal- og balancepunktet på den ideelle kurve er ligeværd.
Eller en følelse af afmagt skabt af visse livsomstændigheder kan kompenseres ved urealistiske tanker om stor magt.
Vi må også sige, at denne tolkning nok er forenklet, fx derved at mennesker ikke nødvendigvis handler, reagerer, med nødvendighed på visse stimuli (oplevelser, påvirkninger), men at vi har det jeg tidligere har kaldt den indre forsinkelse som et specifikt menneskeligt træk og anlæg.
Kort sagt har vi i enhver situation mulighed for at lade tanken forholde sig bevidst til det vi oplever eller udsættes for, frem for at reagere med nødvendighed og momentant.
Det er ikke givet, at enhver fx vil fortrænge eller besmykke eller bortforklare bestemte, voldsomme begivenheder. Nogle vil være i stand til at træde et skridt tilbage og se med større ro på en begivenhed, der måske af andre vil opleves uudholdelig og straks fortrænge det smertefulde indtryk. Og sådan er vi jo forskellige.
Hvis vi betragter fx Tolkiens eller Rowlings værker som mytologier, der lader det som er indvortes foregå i det udvortes, som Søren Kierkegaard skrev, så har vi en fornemmelse af de farer den indre opdagelsesrejsende kan møde, og det mod og den tid en analyse eller generelt enhver ægte katarsis, heling, kræver.
Kommentarer
Send en kommentar