Gå videre til hovedindholdet

Guds- og menneskeopfattelsen hos Augustin

Det er en kendsgerning at mange mennesker i fx Danmark stiller sig ligegyldige eller afvisende overfor al religion herunder fx den kristne. Hvis man tror, at de eneste mulige opfattelser af Gud - religionernes fundament i de forskellige skikkelser den har fået gennem tiden - er repræsenteret i de nu kendte og af mange anerkendte religioner så er dette fuldt forståeligt og et udtryk for åndelig modenhed. Jeg skal i det følgende begrunde dette idet jeg tager udgangspunkt i Augustins Guds- og menneskeopfattelse da Augustin kom til at spille en afgørende rolle i den såkaldt "hellige almindelige (katolske) kirke".

Augustins Guds- og menneskeopfattelse er kun ét eksempel blandt mange på ubrugelige og direkte destruktive opfattelser af Gud og det guddommelige. Dette siger jeg ikke for at ophidse nogen eller dømme Augustin men som en nøgtern kendsgerning. Jeg tager det for givet, at ligesom fx Paulus grundlagde en religion (kristendommen) ud fra falske forudsætninger og direkte løgne (indgivet ham af Ardor hvilket der i Pauli tilfælde er gjort nøje rede for i VmL+) så danner heller ikke Augustin nogen undtagelse her. Både Paulus og Augustin var ifølge VmL+ af de Yngste og prøvede ærligt på at drage lyset til os mennesker, hvilket dog mislykkedes totalt for begge disse to og alle andre før og efter dem indtil lysets gennembrud i 1912 hvor det omsider lykkedes Kristus at vinde den ældste (Ardor) tilbage.

Ifølge Augustin er mennesket under anklage - guddommelig anklage - og skyldigt - skyldigt til døden (fortabelsen). Dette begrundes med syndefaldet, hvor mennesket var ulydigt mod Gud. Men Gud er "nådig" så i nogle indplanter han frelsen eller en spire af lys - han tilgiver nogle - som så kan vokse sig stærk gennem livet. Andre hjemfalder som følge af syndefaldet til den evige fortabelse.

Alt dette er dog - ifølge Augustin - forudbestemt (prædestineret) af Gud. Gud har fra evighed af bestemt alt med hensyn til mennesket - han har forud bestemt nogle til frelse og andre til fortabelse. Intet afhænger af mennesket alt er bestemt af Gud fra evighed.

Augustin forklarer forudbestemmelsen (prædestinationen) som et udtryk for Guds storhed og hellighed. Med hensyn til de frelste vil deres lovprisninger tjene til at herliggøre Gud for hans godhed, de fortabtes lidelser ses som en konsekvens af Guds ubøjelige strenghed.

Men - nøgternt set - hvilket billede giver denne opfattelse egentlig af Gud? Jeg har tidligere kaldt denne "Gud" for en simpel tyran der meget ligner de jordiske despoter, der ophøjer nogle og dræber eller forfølger andre og som viser nåde mod nogle og fordømmelse mod andre og som i øvrigt kræver konstant tilbedelse og beundring.

Men at kalde denne "Gud" for en simpel tyran er ikke præcist nok. Man forstår jo, at denne "Guds" magt ikke er begrænset som de jordiske tyranners magt trods alt er begrænset. Denne "Gud" er almægtig og hans dom (til enten frelse eller fortabelse) er evig. Dette gør "Gud" til en mildest talt tvetydig skikkelse. Hvilket gudsbillede er der egentlig her tale om? Hvilket andet end den ultimative tyrans - djævelens (som denne opfattes i kristendommen).

Men denne "Gud" er endda værre end djævelen som han opfattes i kristendommen idet djævelen i kristen forståelse trods alt kun har begrænset magt. Hvis Augustins opfattelse af Gud og det guddommelige er sand, så er Gud ond og så må vi sige med Kristus som han sagde om dele af den jødiske opfattelse af Gud ("Guds" hævngerrige og vægelsindede side) - at vi - menneskene - bør sky ham, for han er af det onde.

Jeg tror, at dette tilstrækkeligt kan begrunde min indledende bemærkning om, at ateisme under disse forhold - med de kendte og anerkendte opfattelser af Gud i verdensreligionerne (idet det her anførte eksempel netop kun er ét eksempel blandt mange) - må betragtes som et tegn på åndelig modenhed og klarsyn.

Der findes andre måder at se på Gud - og mange fx kristne har måske selv formået at rense sit billede for disse grelle misforståelser og destruktive løgne - men måske har vi brug for en slags religiøs og åndelig nulstilling med hensyn til det religiøse - en bredt accepteret ateisme - indtil alle disse løgne har sluppet sit tag i menneskesindet og vi kan begynde at forstå hvem Gud egentlig er.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst