Gå videre til hovedindholdet

Det menneskelige vilkår

En af grundkonflikterne i os mennesker består i det forhold, at kroppen er polygam mens ånden er monogam. Det vil sige, at vi fra naturens (eller hvis man accepterer VmL´ s tanker - de Ældstes) side er indrettet sådan, at vi helst vil have flere partnere seksuelt, mens det indre menneske søger "den eneste ene" (dualen i VmL´ s beskrivelse).

Dette grundvilkår giver de fleste en del lidelser og sorg. Man kan leve i et lykkeligt parforhold - og pludselig slår lynet ned - man forelsker sig i en anden end den man er sammen med. Fristelsen til at give efter kan være stor. Og mange gør det - er partneren utro eller forlader partneren - og det er vel unødvendigt at sige, hvad dette medfører af dårlig samvittighed, krænkelse, sorg, vrede osv.

I Danmark er problemet i dag ikke så meget at finde en partner - problemet er vel snarere for de fleste at holde sammen med den man er sammen med. Når den seksuelle tiltrækning er tilfredsstillet og nydelsen tager af med tiden (hvilket ligner en naturlov) kan det være meget fristende at søge en ny partner for at nyde det sus dét giver og som man måske længes efter.

Men sådan har det jo ikke altid været. Tidligere var det ofte et problem at få den man ville have - fordi familien eller ens sociale netværk blandede sig og ville bestemme for én. Og sådan er det som bekendt stadig i mange andre lande og kulturer (og blandt indvandrere i Danmark).

Begge idealer (det "frie" valg af partner eller familien som autoritet) er ikke uproblematiske. I det første tilfælde opstår problemet ofte efter at man har fundet sammen - i det andet før.

Men der findes jo også heldigvis lykkelige forhold, der varer ved trods alle problemer.

Et andet grundvilkår som kan være svært at tackle kan man forstå ud fra moderne hjerneforskning. Ved visse handlinger udløses eller frigives forskellige stoffer i hjernen, som giver os en følelse af velvære eller lykke. Det kan fx være at spise, have sex, ryge, træne eller mange andre ting. Vi er tilbøjelige til at søge dette velvære og denne lykke igen og igen - og kommer let ud i en afhængighed, som nedbryder sind og krop i stedet for at opbygge dem. Vi længes hele tiden efter dette sus eller dette velvære.

Og som om det ikke er nok, så tror jeg, at det samme velvære, det samme sus kan opleves ved askese eller - mildere - ved netop at nægte sig det man ønsker så brændende. Dette kan være en af mekanismerne ved fx anoreksi. Jeg forestiller mig, at det at undlade at spise kan give en følelse af kontrol - og frigive disse "lykkestoffer". Vi længes efter suset.

Der er så mange biologiske faktorer, der kører rundt med os (som mulighed - næsten med nødvendighed) at man må være overbærende overfor andre - og sig selv - dømme mildt. Generelt bliver afhængighed mødt med social fordømmelse (hvad enten det er afhængighed af mad, tobak, narkotika, sex eller andet) - men man må have en vis forståelse - måske ikke accept men i hvert fald lade være med at fordømme andre - måske for selv at føle sig bedre (hvorved man kan få et "lykkefix" som det man foragter eller fordømmer hos andre).

Døm ikke, sagde en klog mand engang. Og: Lad den der er ren kaste den første sten.

En narkoman eller en ryger eller en ludoman er ikke først og fremmest narkoman, ryger eller ludoman men en evig sjæl eller ånd ligesom enhver er det. I stedet for at fordømme kan man jo prøve at hjælpe. Det vigtige er ikke det man ser med øjet men med hjertet.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst