Gå videre til hovedindholdet

Unio Mystica

I både den vestlige og den østlige mystik, fx hos Mester Eckehart og Rumi, søges udtryk for en særlig gudserfaring eller forening med universets eller Altets inderste kerne.

Det siges at denne erfaring egentlig unddrager sig sprog og begreb idet den transcenderer og sprænger alt sprog og alle begreber. Derfor bruges fx ofte i mystikken ordet Navnløs om denne erfaring eller denne alttranscenderende Gud og gudserfaring.

Efter min opfattelse er denne mystiske tradition på afveje af den enkle grund, at det endelige og begrænsede menneske ikke kan rumme den uendelige og ubegrænsede Gud.

Gud er i øvrigt heller ikke et mystisk, uendeligt princip, eventuelt en oprindelig enhed som det fx hævdes i visse taoistiske tekster (fx hos Zhuangzi), men en Personlighed.

Den mystiske forening med Gud, Unio Mystica, er ikke en forening med den virkelige Gud, men derimod en forening med den kraft, der i Bibelens syndefaldsmyte skildres som Slangen, der bringer urmennesket til fald idet den lover mennesket at blive lig Gud.

I andre traditioner kaldes denne kraft Kundalini.

Mystikerne skaber den illusion, måske uden at vide det og i god tro, at det er muligt for mennesket at forstå eller erkende eller opleve Gud tilbunds og helt eller totalt forene sig med Ophavet.

Men skulle vi det, skulle vi selv være eller blive Gud eller guder; og så tager vi skridtet fra tro og ind i patologien.

Derfor er Unio Mystica et bedrag, et bedrag der mytisk er skildret i syndefaldsmyten og hvis realiteter bag myten er skildret udførligt i Vandrer mod Lyset.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...