Gå videre til hovedindholdet

Unio Mystica

I både den vestlige og den østlige mystik, fx hos Mester Eckehart og Rumi, søges udtryk for en særlig gudserfaring eller forening med universets eller Altets inderste kerne.

Det siges at denne erfaring egentlig unddrager sig sprog og begreb idet den transcenderer og sprænger alt sprog og alle begreber. Derfor bruges fx ofte i mystikken ordet Navnløs om denne erfaring eller denne alttranscenderende Gud og gudserfaring.

Efter min opfattelse er denne mystiske tradition på afveje af den enkle grund, at det endelige og begrænsede menneske ikke kan rumme den uendelige og ubegrænsede Gud.

Gud er i øvrigt heller ikke et mystisk, uendeligt princip, eventuelt en oprindelig enhed som det fx hævdes i visse taoistiske tekster (fx hos Zhuangzi), men en Personlighed.

Den mystiske forening med Gud, Unio Mystica, er ikke en forening med den virkelige Gud, men derimod en forening med den kraft, der i Bibelens syndefaldsmyte skildres som Slangen, der bringer urmennesket til fald idet den lover mennesket at blive lig Gud.

I andre traditioner kaldes denne kraft Kundalini.

Mystikerne skaber den illusion, måske uden at vide det og i god tro, at det er muligt for mennesket at forstå eller erkende eller opleve Gud tilbunds og helt eller totalt forene sig med Ophavet.

Men skulle vi det, skulle vi selv være eller blive Gud eller guder; og så tager vi skridtet fra tro og ind i patologien.

Derfor er Unio Mystica et bedrag, et bedrag der mytisk er skildret i syndefaldsmyten og hvis realiteter bag myten er skildret udførligt i Vandrer mod Lyset.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst