At miste er en naturlig del af kærligheden og livet. Når vi mister, dannes et tomrum, et vakuum, som tilsuger sig vores tanker og følelser og som farver livet i mørke nuancer.
Jo dybere vi elsker, jo dybere tomrum og vakuum, også som et meteorologisk lavtryk og dermed forbundet uvejr, hvor der før var varmehøjtryk og sommer, eller som et kar fyldt med (livets) vand hvor proppen trækkes op, hvorefter vandet løber ud og væk.
Kærlighed og sorg er så nært forbundne, at vi næsten kan tale om en kærlighedens og sorgens dialektik. Det ene optræder sjældent eller aldrig uden det andet.
Er det bedre aldrig at elske? Tørrer livskilderne så ikke ind og dør hjertet så ikke af mangel på næring, af sult?
Er det ikke bedre at overgive sig til det største og acceptere dualiteten af eller dialektikken mellem kærlighed og sorg?
Er det ikke bedre om så kun en gang at blive rørt i det inderste og acceptere smerten der, når vi mister?
Jeg ved det ikke. Det synes at være et almenmenneskeligt vilkår, noget vi ikke kan løbe fra eller lyve væk.
Er det fattigste menneske ikke den, der aldrig har sat sit inderste på spil, blottet det, er den fejeste ikke den, der i angst viger tilbage for livets inderste mening?
Må vi ikke nødvendigvis træde frem i verden og sige her er jeg, om så kun en gang i livet og for et menneske?
Er den ikke den ulykkeligste som går uset og uberørt gennem verden, og den lykkeligste den der accepterer smerten og sorgen som en del af kærlighedens inderste væsen og som er parat til at betale prisen?
Jo dybere vi elsker, jo dybere tomrum og vakuum, også som et meteorologisk lavtryk og dermed forbundet uvejr, hvor der før var varmehøjtryk og sommer, eller som et kar fyldt med (livets) vand hvor proppen trækkes op, hvorefter vandet løber ud og væk.
Kærlighed og sorg er så nært forbundne, at vi næsten kan tale om en kærlighedens og sorgens dialektik. Det ene optræder sjældent eller aldrig uden det andet.
Er det bedre aldrig at elske? Tørrer livskilderne så ikke ind og dør hjertet så ikke af mangel på næring, af sult?
Er det ikke bedre at overgive sig til det største og acceptere dualiteten af eller dialektikken mellem kærlighed og sorg?
Er det ikke bedre om så kun en gang at blive rørt i det inderste og acceptere smerten der, når vi mister?
Jeg ved det ikke. Det synes at være et almenmenneskeligt vilkår, noget vi ikke kan løbe fra eller lyve væk.
Er det fattigste menneske ikke den, der aldrig har sat sit inderste på spil, blottet det, er den fejeste ikke den, der i angst viger tilbage for livets inderste mening?
Må vi ikke nødvendigvis træde frem i verden og sige her er jeg, om så kun en gang i livet og for et menneske?
Er den ikke den ulykkeligste som går uset og uberørt gennem verden, og den lykkeligste den der accepterer smerten og sorgen som en del af kærlighedens inderste væsen og som er parat til at betale prisen?
Kommentarer
Send en kommentar