Gå videre til hovedindholdet

Opsats 88; Noget om barmhjertighed

Tilgiv jeres fjender!

Opgaven er ikke at tilintetgøre de onde, men at vinde dem tilbage. Ved at tilintetgøre dem, dræbe dem, bliver vi som dem.

Hvordan vinder vi dem tilbage? Ved at elske dem.

Hvordan lærer vi at elske dem? Ved at tilgive dem.

Hvordan kan vi tilgive dem? Ved at prøve at forstå dem.

Hvordan forstår vi dem?

Vi kan forstå dem ved at se på, hvordan, hvilke lidelser vi selv hjemsøges af, når vi selv fejler og øver ondt og har brug for barmhjertighed og tilgivelse.

Se denne verdens krigsherrer, se morderne og dem der begår terror:

Hvert eneste menneske de dræber og hvis død eller fordrivelse de er ansvarlige for, lægger de på deres egne skuldre, og byrden er tung.

Denne byrde lægger de selv på deres skuldre, ingen andre gør det. Sådan er loven.

Byrden skal bæres og sones til sidste del og rest, ikke som straf, men for at de kan forstå hvilke lidelser de selv forårsager.

De lidelser de bringer over de dræbte og fordrevne kommer de selv til at høste, ikke som straf, men for at åbne deres øjne for det onde, de gør.

De er blinde og mener måske ikke, at de gør noget galt, men netop derfor skal deres øjne åbnes, og opvågningen bliver hård.

Er de ikke en tilgivelse værd? De har brug for tilgivelse fra alle de dræbte og fordrevne og forfulgte.

Er de ikke ynkværdige, er de ikke en tilgivelse værd?

Sådan kan vi forstå, tilgive, elske og vinde de faldne tilbage.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst