Gå videre til hovedindholdet

Opsats 88; Noget om barmhjertighed

Tilgiv jeres fjender!

Opgaven er ikke at tilintetgøre de onde, men at vinde dem tilbage. Ved at tilintetgøre dem, dræbe dem, bliver vi som dem.

Hvordan vinder vi dem tilbage? Ved at elske dem.

Hvordan lærer vi at elske dem? Ved at tilgive dem.

Hvordan kan vi tilgive dem? Ved at prøve at forstå dem.

Hvordan forstår vi dem?

Vi kan forstå dem ved at se på, hvordan, hvilke lidelser vi selv hjemsøges af, når vi selv fejler og øver ondt og har brug for barmhjertighed og tilgivelse.

Se denne verdens krigsherrer, se morderne og dem der begår terror:

Hvert eneste menneske de dræber og hvis død eller fordrivelse de er ansvarlige for, lægger de på deres egne skuldre, og byrden er tung.

Denne byrde lægger de selv på deres skuldre, ingen andre gør det. Sådan er loven.

Byrden skal bæres og sones til sidste del og rest, ikke som straf, men for at de kan forstå hvilke lidelser de selv forårsager.

De lidelser de bringer over de dræbte og fordrevne kommer de selv til at høste, ikke som straf, men for at åbne deres øjne for det onde, de gør.

De er blinde og mener måske ikke, at de gør noget galt, men netop derfor skal deres øjne åbnes, og opvågningen bliver hård.

Er de ikke en tilgivelse værd? De har brug for tilgivelse fra alle de dræbte og fordrevne og forfulgte.

Er de ikke ynkværdige, er de ikke en tilgivelse værd?

Sådan kan vi forstå, tilgive, elske og vinde de faldne tilbage.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...