Gå videre til hovedindholdet

Missilskjold og risikoen for atomkrig ved et first strike

I disse dage læser jeg udvalgte taler og interviews med den tidligere generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti, Mikhael Gorbatjov (Glasnost, Forlaget Tiden, 1987).

Jeg hæfter mig især ved Gorbatjovs tanker om stjernekrigsprojektet, SDI; at en militarisering af rummet kunne få fatale følger for verden, idet kaprustningen og risikoen for militær konfrontation kunne løbe løbsk og være ude af stand til at bremse en allerede da tilspidset situation og meget farlig kurs.

Disse tanker har også relevans i dag, hvor man taler om missilskjold.

Det hævdes, at et sådant skjold kun har defensiv karakter og er vendt mod de såkaldte 'slyngelstater'. Men det sidste er lige så forkert og misvisende som Irans påstand om kun at ville udvikle atomteknologi til civile og fredelige formål.

Selvfølgelig er skjoldet primært rettet mod Rusland og selvfølgelig forsøger det iranske diktatur at udvikle atomvåben - for at gøre det umuligt at angribe landet og derved styrke grebet om magten og sikre regimets overlevelse.

Det første - at et skjold er defensivt i sin natur - er forkert og bevidst vildledende af den grund, at hvis det lykkes USA og Nato-alliancen at udvikle et effektivt skjold, vil USA være immun overfor for eksempel russiske atomangreb, men Rusland vil være sårbart overfor amerikanske atomangreb.

Dette kan friste USA og Nato til et first strike  - før Rusland og måske andre har udviklet et lignende skjold - Ruslands (og andre udenfor Nato-alliancen) logiske svar på et planlagt eller faktisk skjold.

Derfor har missilskjoldet klare aggressive elementer i sig, og situationen begynder at minde om tiden før tøbruddet, hvor verden for en kort stund kunne ånde lettet op. Situationen begynder at blive lige så farlig og risikoen for en fatal konfrontation vokser.

At et missilskjold har aggressive elementer, der kan blive fatale, var også Gorbatjov klar over, og var en af de ting, der fik Sovjet til at kræve SDI af bordet. Således rapporterede Gorbatjov til den Øverste Sovjet d. 27.11.1985 efter Geneve-topmødet samme år:

'Atomare angrebsvåben, der er dækket under et rumskjold, bliver endnu farligere' (Pravda d. 28.11.1985; her citeret efter 'Glasnost').

Og videre:

'Rumvåben...kan afføde den farlige illusion, at man kan rette et atomart førsteslag i ly af dette kosmiske skjold, og afværge eller i det mindste svække svarslaget ' (ibid).

Derfor bør al forskning og forsøg på at udvikle missilskjoldteknologi og generelt enhver militarisering af rummet stoppe omgående. Al tale om det defensive skjold er forkert og kan blive fatalt.

(Dette er særligt aktuelt nu, hvor Trump-administrationen (21.12.2019) har offentliggjort planer om en ny amerikansk rumstyrke)

Vi må forsøge at skabe et 2. tøbrud og generelt søge at afmilitarisere verden, i det mindste hvad angår atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben.

For som bekendt: Atomart nedfald og atomvinter kender ingen landegrænser. Vi må stoppe nu inden mørket og kulden sænker sig over vores Jord.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst