Gå videre til hovedindholdet

Kærlighed er vejen til fred

Verden brænder, når hjerterne fryser

Jeg har altid troet, at det kristne næstekærlighedsbud skyldtes Jesus.

Men for nogle år siden opdagede jeg, at dette bud findes allerede i 3. Mos. 19, 18 og nu finder jeg hos den kinesiske tænker, Mozi (Mo tzu, Motse), som også levede længe før Jesus af Nazareth, de samme tanker om næstekærlighed (ctext.org; Mohism, book 4, 'Universal Love').

Mozi trækker nogle konsekvenser ud af sine tanker om kærligheden, som nok er en eftertanke værd:

(Næste-)kærlighed er vejen til fred. For hvis alle elsker, vil ingen øve uret. Den der elsker sin familie, vil ikke skade den, den hersker, der elsker sine undergivne og undersåtter vil ikke skade dem, den borger, der elsker sin hersker, vil ikke skade ham eller søge at styrte ham, den hersker, der elsker andre lande og deres mennesker vil ikke føre krig mod andre folkeslag og stater osv.

Derfor - siger Mozi - vil kærlighed skabe fred i verden, hvorimod had vil skabe ufred og uorden. Vejen til en afmilitariseret verden og varig fred går gennem det enkelte menneskes hjerte.

Vi kan udtænke alverdens politiske, religiøse og videnskabeligt funderede teorier om veje til (varig) fred. Men hvis ikke vi elsker, men hader, vil alle bestræbelser strande og alt være forgæves.

Kærlighed ønsker vel alle. Og det gode er, at kærlighed ligger i vores egen hånd og formåen.

Vi er i udgangspunktet ikke herrer over andres kærlighed, vi kan ikke tvinge andre til at elske os. Men vi er herrer over vores egen kærlighed.

Vi kan vælge selv at elske, og i sidste ende er det den kærlighed, der kan give os størst livsfylde og sjælefred.

Og hvis vi selv elsker, vil vi elskes af andre: Som vi sår, skal vi høste. Den der sår kærlighed, høster kærlighed.

Vi skal ikke vente på at andre skal elske os, så vil kærligheden aldrig komme. For at kunne høste, må vi så. For at kunne høste kærlighed, må vi så kærlighed. Vi skal starte med selv at elske, så kommer kærligheden i samme øjeblik.

Kærligheden og med den freden ligger derfor i vores egen hånd. Den ligger i vores magt.

Og den starter i os selv, i vores egen kærlighed. Derfor vil freden komme, når vi begynder at så kærlighed.

Kærligheden udspringer og flyder naturligt fra ethvert menneskes indre. Så vi skal ikke (op)finde den, den er ikke noget os fremmed, den har sin basis i vores inderste.

Men af og til kaster vi selv sten i strømmen og kilden, sten som spærrer og hindrer kildens naturlige strøm, så vi kan glemme den.

Men ligesom Solen findes bag skyer, findes kilden ligeligt og altid. Vi skal i så fald ikke opfinde den, men genfinde den.

Vi bør ikke fortvivle, hvis ikke hele verden straks omfavner dette simple kærlighedsbudskab og dermed skaber verdensfreden.

Vi bør heller ikke afvise det som en umulig drøm, for det er en mulighed, og har altid været det, og det er en mulighed, der kan blive en realitet for enhver af os. Og når vi er mange nok, kommer forandringen også i verden.

Hvis ikke andre accepterer denne sandhed og vej, kan vi gøre det hver især, og dermed selv finde kærligheden og freden.

Vi bør ikke vente til i morgen til hele verden er klar til det simple budskab, til at forstå og leve det, men selv favne det i dag.

Hvis vi længes efter kærlighed, så er det vejen; at starte med selv at elske, at afdække vores inderste hjerterod og lade kilden strømme frit.

Og husk: Kærligheden er ikke et facit, en slutning; kærligheden er en begyndelse, en genfødsel, en sand renaissance.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst