Gå videre til hovedindholdet

De Ældstes ondskab

Din smerte er mit brændstof;

Sådan omtrent tror jeg det er rigtigt at karakterisere de Ældstes ondskab før de vendte tilbage til Gud og til dels stadigvæk.

Vi har gennem Vandrer mod Lysets tekstkreds belæg for at sige, at de Ældste med fuldt overlæg - fx gennem deres selvinkarnationer - søgte at bringe alle maksimal lidelse, sorg og elendighed.

Men - i en verden hvor vi alle gennem karmaloven, som vi sår skal vi høste, bestandig møder vores egne tanker og handlinger som i et nøjagtigt spejl, er en sådan adfærd dybt irrationel:

Gennem had og hadets gerninger at bringe umålelige lidelser over - ikke kun vi andre - men også over sig selv.

Nu - når vi tænker på de Ældste må vi huske, at de med faldet gradvist blev mere og mere forvirrede i tanke og handling.

Derfor må vi ikke forvente fornuft i deres liv og færden og i deres ondskab. Men vi kan sige generelt:

At ondskaben er irrationel fordi vi selv høster dens frugter før eller siden.

De samme lidelser vi - ikke kun de Ældste - bringer over andre, bringer vi samtidig over os selv. Dette er en naturlig følge af karmaloven og gengældelsesloven (jeg forstår karmaloven som den generelle universelle spejllov hvor vi møder os selv på godt og ondt, mens gengældelsesloven gælder specifikt for det onde vi gør; se eventuelt mine tidligere indlæg om gengældelsesloven; gengældelsesloven er ikke skabt for at straffe os men for at opdrage os).

Men - hvis det forholder sig sådan, at vi virkelig lever under denne lov, så kan vi ved at betragte historien og til dels nutiden få en fornemmelse af de lidelser, der venter dem, der har gjort mest ondt;

Betragt en Caligula, en Napoleon, en Hitler, en Stalin, en Mao-tse-tung; se på alle tiders største forbrydere, der har begået folkedrab og mægtige forbrydelser mod menneskeheden;

Og vid, at alt det de har forbrudt en dag vil vende sig mod dem selv.

Vi kan føle vrede mod disse mennesker; men når vi betænker at de først og fremmest gennem gengældelsesloven er deres eget offer;

Er det så ikke mere nærliggende at føle medynk og søge at tilgive dem, selv om de måske ikke fortryder og angrer endnu?

At søge det vil være en efterleven af Kristi bud:  Elsk dine fjender, tilgiv dine fjender; og dermed kan vi tænde lys på de mørke veje de Ældste vandrer.

Måske vil de spotte en sådan tanke og fortsætte uberørt en tid endnu med deres ondskab. Men den dag vil komme, hvor de vil vide at værdsætte en sådan ægte næstekærlighed efter fortjeneste.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst