Gå videre til hovedindholdet

Opsats 78; Kundskabens Træ

Som alle ved - eller burde vide - ved vi ingenting. Som også Will Durant vidste og med altid godt humør konstaterer, så er en smule uddannelse det farligste - det kunne jo ske at en troede at vide noget.

Alting flyder - det står fast.

Vi går baglæns fremad ind i uvidenheden så snart vi dannes - skridt for skridt, stykke for stykke, afklæder livet os de figenblade vi i panik og stillet overfor det vældige intet søger at dække vores nøgenhed med.

Livet er en underholdende eller pinefuld eller ligegyldig striptease - lad denne erkendelse slutte som en lille trusse om de ædle dele inden livet også nupper den.

Måske er vi og verden en urolig tanke eller drøm i et altomfattende Væsens hjerne eller hjerte - måske vil Han eller Hun en dag vågne og vi forsvinde.

Måske er vi celler eller bakterier i et andet Væsen - resistente mod al behandling og modgift.

Nogle griner, andre græder over livets uudgrundelighed; nogle finder skønhed i livets skrøbelighed og flygtighed:

Fordi der kun er det ene har det uendelig værdi.

Andre græder af skræk fordi det slutter - det ved vi - og finder det absurd og oprørende, ja, en skandale.

Vi er vinden der plukker blade af Kundskabens Træ; se dem slippe de åbne hænder og forsvinde som sværme af stære et efterår;

Se, vinteren kommer, vinteren er her, og Træet står nøgent som vi.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d