Gå videre til hovedindholdet

'Kend træet på dets frugter'

Luther hævdede i sit skrift Freiheit eines Christenmenschen at tro skaber gode handlinger og ligner troen ved et træ, der bærer gode frugter.

Er denne tanke sand eller blot sandsynlig?

Lad os se på historien.

Hvis troen er det ubetinget gode, et gode som afføder gode gerninger, må vi forvente, at troende kristne til alle tider altid eller overvejende handler godt.

Dette udelukker så naturligt de paver, kardinaler, biskopper og præster i den katolske kirke der brandskattede folket i fortiden, dem der førte krige, levede et udsvævende liv, som snød og bedrog, solgte kirkelige embeder (simoni) osv.

Det udelukker inkvisitionen og dens ufattelige grusomhed og dens dommere og bødler, der sendte tusinder til en langsom og pinefuld død på bålet.

Og det udelukker de nutidige katolske præster der misbruger børn seksuelt.

Alle disse kunne efter Luthers tanke ikke være kristne, da deres handlinger var og er onde eller ukristelige. De var da og er ikke troende.

Men hvad med den lutherske vækkelse og Luther selv?

En vækkelse der benyttede trusler, tilsvining af modstandere, intolerance, hvad med en Luther selv, der opfordrede til drab på de revolterende bønder i Bondekrigen, hvad med en Luther der i voldsomme og uforsonlige ord tordnede mod paverne og papisterne osv.

Var vækkelsen kristelig, var Luther - efter sin egen lære - kristen, var han troende? Var alle hans frugter (handlinger) gode?

Vi må - hvis hans tanke er sand - både i fortiden og nu ved et blik på de kristne vente at finde til det yderste ærlige, fredselskende, kærlige, tolerante, tilgivende mennesker.

Men finder vi det eller er tanken absurd?

Er tro lig med det gode og føder den naturnødvendigt gode gerninger og er vantro eller ikke-tro lig med det onde og føder den nødvendigvis det onde?

Findes der blot antydning af sandsynlighed i det når vi ser på fortiden og nu?

Eller er dette som så meget andet på  kristendommens træ en forlængst udlevet og død gren?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst