Gå videre til hovedindholdet

'Kend træet på dets frugter'

Luther hævdede i sit skrift Freiheit eines Christenmenschen at tro skaber gode handlinger og ligner troen ved et træ, der bærer gode frugter.

Er denne tanke sand eller blot sandsynlig?

Lad os se på historien.

Hvis troen er det ubetinget gode, et gode som afføder gode gerninger, må vi forvente, at troende kristne til alle tider altid eller overvejende handler godt.

Dette udelukker så naturligt de paver, kardinaler, biskopper og præster i den katolske kirke der brandskattede folket i fortiden, dem der førte krige, levede et udsvævende liv, som snød og bedrog, solgte kirkelige embeder (simoni) osv.

Det udelukker inkvisitionen og dens ufattelige grusomhed og dens dommere og bødler, der sendte tusinder til en langsom og pinefuld død på bålet.

Og det udelukker de nutidige katolske præster der misbruger børn seksuelt.

Alle disse kunne efter Luthers tanke ikke være kristne, da deres handlinger var og er onde eller ukristelige. De var da og er ikke troende.

Men hvad med den lutherske vækkelse og Luther selv?

En vækkelse der benyttede trusler, tilsvining af modstandere, intolerance, hvad med en Luther selv, der opfordrede til drab på de revolterende bønder i Bondekrigen, hvad med en Luther der i voldsomme og uforsonlige ord tordnede mod paverne og papisterne osv.

Var vækkelsen kristelig, var Luther - efter sin egen lære - kristen, var han troende? Var alle hans frugter (handlinger) gode?

Vi må - hvis hans tanke er sand - både i fortiden og nu ved et blik på de kristne vente at finde til det yderste ærlige, fredselskende, kærlige, tolerante, tilgivende mennesker.

Men finder vi det eller er tanken absurd?

Er tro lig med det gode og føder den naturnødvendigt gode gerninger og er vantro eller ikke-tro lig med det onde og føder den nødvendigvis det onde?

Findes der blot antydning af sandsynlighed i det når vi ser på fortiden og nu?

Eller er dette som så meget andet på  kristendommens træ en forlængst udlevet og død gren?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …