Gå videre til hovedindholdet

'Kend træet på dets frugter'

Luther hævdede i sit skrift Freiheit eines Christenmenschen at tro skaber gode handlinger og ligner troen ved et træ, der bærer gode frugter.

Er denne tanke sand eller blot sandsynlig?

Lad os se på historien.

Hvis troen er det ubetinget gode, et gode som afføder gode gerninger, må vi forvente, at troende kristne til alle tider altid eller overvejende handler godt.

Dette udelukker så naturligt de paver, kardinaler, biskopper og præster i den katolske kirke der brandskattede folket i fortiden, dem der førte krige, levede et udsvævende liv, som snød og bedrog, solgte kirkelige embeder (simoni) osv.

Det udelukker inkvisitionen og dens ufattelige grusomhed og dens dommere og bødler, der sendte tusinder til en langsom og pinefuld død på bålet.

Og det udelukker de nutidige katolske præster der misbruger børn seksuelt.

Alle disse kunne efter Luthers tanke ikke være kristne, da deres handlinger var og er onde eller ukristelige. De var da og er ikke troende.

Men hvad med den lutherske vækkelse og Luther selv?

En vækkelse der benyttede trusler, tilsvining af modstandere, intolerance, hvad med en Luther selv, der opfordrede til drab på de revolterende bønder i Bondekrigen, hvad med en Luther der i voldsomme og uforsonlige ord tordnede mod paverne og papisterne osv.

Var vækkelsen kristelig, var Luther - efter sin egen lære - kristen, var han troende? Var alle hans frugter (handlinger) gode?

Vi må - hvis hans tanke er sand - både i fortiden og nu ved et blik på de kristne vente at finde til det yderste ærlige, fredselskende, kærlige, tolerante, tilgivende mennesker.

Men finder vi det eller er tanken absurd?

Er tro lig med det gode og føder den naturnødvendigt gode gerninger og er vantro eller ikke-tro lig med det onde og føder den nødvendigvis det onde?

Findes der blot antydning af sandsynlighed i det når vi ser på fortiden og nu?

Eller er dette som så meget andet på  kristendommens træ en forlængst udlevet og død gren?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…