Gå videre til hovedindholdet

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstaterne - tage lang tid at realisere. En Verdensstat vil ikke fødes i morgen, men rationalet og behovet kan tænkes og formuleres i dag:

Gennem en frivillig og demokratisk magt- og suverænitetsafgivelse fra nationalstaterne (ulig nationalstaterne der ofte fødtes og samledes i vold og blod) at opnå fred, velstand og globale løsninger på globale problemer:

Klimaforandringer, fattigdom, global kriminalitet og terror, risikoen for en global og fatal krig med masseødelæggelsesvåben, forurening osv.

Så rationalet og behovet er klart. Og det vil måske engang være lige så naturligt at leve og føle sig hjemme i en Verdensstat som det i dag er naturligt at høre hjemme og have rod i en nationalstat.

Det vigtige er dog at acceptere at det vil tage sin tid at realisere og at udviklingen bliver rolig, fredelig og et udtryk for folkeslagenes og nationernes frie vilje ud fra et virkeligt behov og en klar tanke.

At en egentlig og eventuel Verdensstat bør dannes frivilligt og demokratisk og uden skjulte dagsordner og uden at skjule intensionen og målet er meget vigtigt af hensyn til bæredygtigheden og varigheden af en sådan stat.

Historien er fuld af eksempler (Det persiske storrige, Romerriget, Byzans og mange andre) på at riger og imperier der fødes i krig og vold under en stærk hersker og erobrer, og provinser eller mindre riger der tvinges ind i imperiet, går sin opløsning i møde ved imperatorens død, fx gennem arvefølgekrige, indre modstand og reaktion mod tvangens snærende bånd osv.

Frivilligheden og det fuldt oplyste grundlag, hvor intet stikkes under stolen, er efter min opfattelse så vigtigt, at hvis det ikke kan tilvejebringes, bør Verdensstaten ikke oprettes.

En Verdensstat kan hente inspiration og lære fra motivet bag og dannelsen og udviklingen af EU. Som EU bør dannelsen ske frivilligt, men - som en lære - uden skjulte dagsordner hvilket - retfærdigt eller uretfærdigt - tilskrives EU. Og som EU kan en Verdensstat gennem frivillig tilslutning og politisk og økonomisk samarbejde skabe fred og velstand for medlemsstaterne - i Verdensstatens tilfælde ideelt set alle nuværende nationalstater.

Derfor er det det 21. Århundredes vigtigste mål for den politiske tænkning at klargøre rationalet og behovet for en udvikling, der med parallel i nationalstaternes fødsel, i en senere virkelig politik og realitet kan samle den splittede verden på et frit og oplyst grundlag og gøre os materielt og mentalt rigere i en mere fredelig verden.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst