Gå videre til hovedindholdet

Igen om gengældelsesloven

Det jeg indtil videre har erkendt og beskrevet om gengældelsesloven er, at loven ikke er Guds straf men opdragelse, at gengældelsen er personlig og derudover en væsentlig drivkraft for menneskehedens vandring mod lyset (se eventuelt tidligere indlæg).

Et andet aspekt er, at Gud ikke i henhold til gengældelsesloven aktivt fremkalder de lidelser vi hjemfalder til ved denne lov.

Men i den jordiske verden hjemsøges vi af mange forskellige, nogle gange tilfældige, ulykker og lidelser. Og når vi er ude for noget der giver os lidelser, uden at være planlagt, så udligner Gud ved loven noget af vores karma.

Gengældelsen og lidelsen er ikke noget Gud aktivt fremkalder. Det er mørket og ikke Gud der skaber lidelsen, og Han udnytter dette mørke i lysets tjeneste ved den nævnte udligning i det karmiske regnskab.

Det mørke der giver os lidelser er det samme mørke vi aktiverede (egentlig: polariserede), da vi gjorde andre ondt, og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi bragte over andre, hvorved vi vinder en virkelig - og smertelig - forståelse af, hvad vi har gjort (se tidligere indlæg).

Derfor er disse lidelser ikke fremkaldt af Gud men af os selv.

Dette aspekt af loven - udligningen af syndeskyld eller af karma - er en af de mange måder Gud vender det ondes anslag til det gode og konstruktive, og det er et yderligere argument for at Gud ikke straffer os eller ønsker at vi skal lide.

Gud straffer ikke, men opdrager, og Han søger altid at vende det onde til noget godt; også i dette tilfælde.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst