Gå videre til hovedindholdet

Igen om gengældelsesloven

Det jeg indtil videre har erkendt og beskrevet om gengældelsesloven er, at loven ikke er Guds straf men opdragelse, at gengældelsen er personlig og derudover en væsentlig drivkraft for menneskehedens vandring mod lyset (se eventuelt tidligere indlæg).

Et andet aspekt er, at Gud ikke i henhold til gengældelsesloven aktivt fremkalder de lidelser vi hjemfalder til ved denne lov.

Men i den jordiske verden hjemsøges vi af mange forskellige, nogle gange tilfældige, ulykker og lidelser. Og når vi er ude for noget der giver os lidelser, uden at være planlagt, så udligner Gud ved loven noget af vores karma.

Gengældelsen og lidelsen er ikke noget Gud aktivt fremkalder. Det er mørket og ikke Gud der skaber lidelsen, og Han udnytter dette mørke i lysets tjeneste ved den nævnte udligning i det karmiske regnskab.

Det mørke der giver os lidelser er det samme mørke vi aktiverede (egentlig: polariserede), da vi gjorde andre ondt, og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi bragte over andre, hvorved vi vinder en virkelig - og smertelig - forståelse af, hvad vi har gjort (se tidligere indlæg).

Derfor er disse lidelser ikke fremkaldt af Gud men af os selv.

Dette aspekt af loven - udligningen af syndeskyld eller af karma - er en af de mange måder Gud vender det ondes anslag til det gode og konstruktive, og det er et yderligere argument for at Gud ikke straffer os eller ønsker at vi skal lide.

Gud straffer ikke, men opdrager, og Han søger altid at vende det onde til noget godt; også i dette tilfælde.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...