Gå videre til hovedindholdet

Kristendom

Sandheden kan ethvert barn forstå, løgnen kan end ikke 1000 vise udrede på 1000 år

Et forsøg på bestemmelse af hvad kristendom er:

Himmeriget er kommet nær (Matt. 3, 2; 4, 17; 10, 7-8)

Ved Kristus er dette sket, hævder kristendommen. Kristus er ikke kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (dvs den gamle pagt (Det gamle Testamente) fornyer og opfylder han). (Matt. 5, 17-18; med Pauli variant i Rom. 3, 31 og Lukas 16, 17).

Om loven og profeterne siger Kristus, at de er udtrykt ved Den gyldne Regel (Matt. 7, 12; 'Gør mod andre hvad du vil andre skal gøre mod dig') og at de hviler på budet om kærlighed til Gud og næsten (Matt. 22, 37-40).

Ligesom Gud ved skabelsen indblæste Adam livsånde, således indblæser Helligånden ved Kristus tro til evigt liv efter syndefaldet og den deraf følgende synd og død ved lovens opfyldelse og den nye pagt (frelse ved tro; Paulus, fx Rom. 10, 4, og senere Luther).

Mennesket frelses ikke ved gerninger, men ved den tro, der føder gode gerninger.

Alt dette sker ved Kristi (Guds) inkarnation, sonoffer og opstandelse og herom taler Kristus i billeder (lignelser) til almindelige mennesker; kun til apostlene taler han lige ud (Matt. 13, 11-12). Skriften (Bibelen) er således et billede for os almindelige mennesker; først når vi omvendes ved tro til evigt liv, forvandles skriften fra billede til virkelighed.

Hvis dette er kristendom, er kristendommen da sand?

Sandheden er at Gud, den altbeherskende Herre og Magt, den alkærlige og milde Lysets Gud og Far, er højt højt hævet over sådanne tvivlsomme tankebygninger og trossystemer.

Gud har ikke brug for noget sonoffer, 'Helligånden' eksisterer ikke, og selvfølgelig lader den Almægtige sig ikke korsfæste og Han inkarnerer ikke. Alle disse forestillinger er spot mod den Ene Gud.

Lad den Ene Lysets Guds billede, den Gud der har åbenbaret sig for mig og som kan åbenbare sig for enhver i tryghed og fred, den samme Gud som træder os i møde i værket Vandrer mod Lyset, lad Hans billede gennemlyse disse og andre tvivlsomme forestillinger om og fortolkninger af det evige;

Og alt tvivlsomt vil falde og blive til intet. Det er ikke 'frygteligt at falde i den levende Guds hænder', men saligt at hvile i Hans Hånd og under Hans omsorg og Værn.

Når Kristus er citeret for at sige, at loven og profeterne hviler på Den gyldne Regel og på budet om kærlighed til Gud og næsten, så er dette ikke hvad der er, men hvad der burde være tilfældet.

Den gammeltestamentlige Jahve udrydder i flere tilfælde mennesker og den nystestamentlige Gud fordømmer alle dem, der ikke tror. Denne 'gud' dræber og fordømmer.

Således står denne 'gud' under det etiske niveau Han kræver af mennesker og derfor hviler loven og profeterne ikke på de nævnte tanker. Og hvis de alligevel gør - ved et eller andet sindrigt argument - så kan bibelens 'gud' ikke selv leve op til det.

Kristendommen er en vildvej, et vildnis som ikke lader sig udrede, men må kasseres i sin helhed.

Det eneste der eventuelt bliver tilbage er 3. Mos. 19, 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'.

Men det er måske for enkelt til at bygge en kirke på? Måske lider det af den alvorlige fejl at alle kan forstå det, og man derfor ikke behøver præster og helgener som fortolkere og formidlere mellem mennesker og Gud, og derfor hverken har brug for synagoger, kirker eller moskéer.

Dog; tro ikke på disse ord fordi jeg siger det, men tro det hvis din Gud siger at det er sandt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst