Skagen 1871

Den gamle kvinde står ved det oprørte hav. Solen synker stille som en guldmønt eller et liv eller et hjerte der lægges i en kiste.

Eller som en gud der langsomt lukker sit flammende blik i sorg.

De krappe skyggesvøbte bølger rejser sig som hendes tanker mod himlen i trods og trusler.

Hun har ingen ro. Hun er halvt vanvittig af sorg.

Havet tog først hendes mand. Så to sønner. Sandet pisker mod hendes ansigt som tusind nåle kastet af deres skygger.

Tag også mig!

Tanken er ny som den endnu ufødte dag, den hun nægter at se, og gammel som sorgens kræft.

Tung som hendes fødder som hun prøver at tvinge til at bære sig hjem til hytten bag klitterne. Forgæves.

Stille synker Solen som et hjerte der langsomt drukner og slukkes og forsvinder.

Med det skal hun leve, endnu en tid skal det pumpe blod rundt i kroppen og give hende liv.

Hun husker hvordan det var. Hvordan hun sad ved danserestauranten og tog sin første snaps og luften der begyndte at vibrere af små kys og tusind usynlige, lokkende smil.

Hvordan hun blev mere modig og hun ville danse og Søren der tog hendes hånd og førte hende ud på dansegulvet, hvordan violinerne bruste og hendes hårs sorte flamme piskede i dansen;

Hvordan de andre langsomt trak sig tilbage og lod hende og Søren danse alene, vildere og vildere, og vennerne der klappede med hidsende pift og tilråb og dannede kreds om dem, og..

Og sådan ender det!

Kun en gammel kone i en fiskerby højt mod nord. Et liv. En sorg. Et ansigt. En nat.

Og universet drejer endnu en gang sit mørke hjul rundt som en nøgle der låser eller låser op og lader stjerner og mennesker viljeløst dreje med.