Gå videre til hovedindholdet

Skagen 1871

Den gamle kvinde står ved det oprørte hav. Solen synker stille som en guldmønt eller et liv eller et hjerte der lægges i en kiste.

Eller som en gud der langsomt lukker sit flammende blik i sorg.

De krappe skyggesvøbte bølger rejser sig som hendes tanker mod himlen i trods og trusler.

Hun har ingen ro. Hun er halvt vanvittig af sorg.

Havet tog først hendes mand. Så to sønner. Sandet pisker mod hendes ansigt som tusind nåle kastet af deres skygger.

Tag også mig!

Tanken er ny som den endnu ufødte dag, den hun nægter at se, og gammel som sorgens kræft.

Tung som hendes fødder som hun prøver at tvinge til at bære sig hjem til hytten bag klitterne. Forgæves.

Stille synker Solen som et hjerte der langsomt drukner og slukkes og forsvinder.

Med det skal hun leve, endnu en tid skal det pumpe blod rundt i kroppen og give hende liv.

Hun husker hvordan det var. Hvordan hun sad ved danserestauranten og tog sin første snaps og luften der begyndte at vibrere af små kys og tusind usynlige, lokkende smil.

Hvordan hun blev mere modig og hun ville danse og Søren der tog hendes hånd og førte hende ud på dansegulvet, hvordan violinerne bruste og hendes hårs sorte flamme piskede i dansen;

Hvordan de andre langsomt trak sig tilbage og lod hende og Søren danse alene, vildere og vildere, og vennerne der klappede med hidsende pift og tilråb og dannede kreds om dem, og..

Og sådan ender det!

Kun en gammel kone i en fiskerby højt mod nord. Et liv. En sorg. Et ansigt. En nat.

Og universet drejer endnu en gang sit mørke hjul rundt som en nøgle der låser eller låser op og lader stjerner og mennesker viljeløst dreje med.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst