Gå videre til hovedindholdet

En kongefodslæge fortæller

Dengang universet endnu var ungt, greb jætterne uretmæssigt ud efter den Krone, der kun tilkommer En.

Ekkoer af den begivenhed findes i mange folkeslags sagn og fortællinger; Myten om Adam og Eva og slangen, der forledte dem; Myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet og mange andre myter og sagn.

Idet jætterne greb ud efter Kronen, forsvandt grunden under dem, og de hvirvlede i afgrunden og Yggdrasil visnede.

Efter flugten til Midgård greb de ofte igen efter magten - og misbrugte den når de fik den.

Ofte har mennesker troet, at det gjaldt om at knuse og tilintetgøre jætterne. Men sandheden er, at det fra tidernes morgen har været asernes første og vigtigste opgave; ikke at knuse dem men at vinde dem tilbage fra den afgrund de alle styrtede i.

Den første betingelse for at kunne hjælpe jætterne var at forstå dem. Og for at vinde denne forståelse måtte aserne for en tid dele deres liv og vilkår, og derved lære det ondes frygtelige knuen af sindet at kende, dets angst, uro og rædsel og lære hvad det vil sige ingen ro og ingen fred og hvile have.

Aserne måtte lære at se og forstå - ikke så meget jætternes forbrydelser - men deres lidelser.

Ved at forstå dem gennem selvoplevelse og ved at dele og udholde jætternes lidelser, men uden at give efter for det onde som de gjorde, kunne de også lettere tilgive dem og bede til Wotan for dem; Han der alene er Kronen værdig.

Og deri består kongefodslægens arbejde; gennem selvoplevede og tålmodigt udholdte lidelser at kunne vinde en virkelig forståelse for de ondes forfærdelige liv, deres angst og rædsel og søge at tilgive og bringe de urolige, forpinte og knuede sind og hjerter til fred.

Denne indsats og dette arbejde har længe været i gang og vil fortsætte i evigheder endnu. Men kongefodslægerne arbejder med en tålmodighed der har evigheden for øje.

Lægen ser og forstår uden at dømme og tilgiver. Og derved banes en vej for jætterne; en vej tilbage til den salighed og fred og skønhed som de forlod og hvorunder mennesker blev taget som gidsler.

En vej - ikke kun for jætter men også for mennesker - en vej der lyser i mørket igennem evighederne der var og dem der skal komme.

Se! Vejen lyser og ligger åben; gennem tilgivelse vinder vi skridt på vejen. Lad os gå den sammen!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst